Nu får København nye og større skraldespande

Færre - men større - affaldskurve skal gøre livet svært for byens skraldefugle. Særligt i Indre By får affaldskapaciteten et gevaldigt løft.

Overproppede skraldespande er ikke et særsyn, når man bevæger sig rundt i det københavnske bybillede.

Men det skal der nu sættes en stopper for.

Hver femte af de klassiske københavneraffaldskurve vil nemlig i løbet af i år og 2021 blive skiftet ud med en større, firkantet model ved navn pizzakurven.

I alt 842 ud af hovedstadens godt 5400 affaldsspande blive taget ned og erstattet med 339 større affaldskurve, oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse. 

Det er en grundig analyse fra kommunens teknik- og miljøforvaltning, der ligger til grund for beslutningen om at skifte så mange affaldsspande ud.

De nye skraldespande kan rumme væsentligt mere affald end de klassiske cylinderformede.
De nye skraldespande kan rumme væsentligt mere affald end de klassiske cylinderformede.
Foto: Københavns Kommune

Samtlige offentlige affaldskurve i hovedstaden er blevet gennemgået, og forvaltningen har vurderet, om hver enkelt skulle udskiftes med en større affaldskurv, og om den er placeret hensigtsmæssigt.

-Vi kigger ikke kun på, hvor affaldskurvene står, men også på, hvordan og hvor meget, de bliver brugt. Selvom der vil være færre affaldskurve i byen fremover, forventer jeg, at borgerne samlet set vil opleve, at det er nemmere at komme af med affaldet, og at de ikke så ofte møder en propfyldt affaldskurv - særligt i de dele af byen hvor affaldstrykket er størst, som for eksempel Indre By og brokvartererne, siger enhedschef i Københavns Kommune Jakob Hjuler Tamsmark.

Alene i Indre By, hvor der er mest tryk på bylivet, vil 120 Københavnerkurve blive udskiftet med større affaldskurve.

Kommunen skriver i sin pressemeddelelse, at denne 1:1 opgradering vil give bydelen markant mere plads til affald.

Derudover vil der blive opsat ti affaldscontainere, der hver kan rumme det samme som ti Københavnerkurve.

Også på de nye metroforpladser langs Cityringens nye stationer bliver der sat 28 større affaldskurve op, som også er med til at øge byens samlede affaldskapacitet.

Det er politikerne i Teknik- og Miljøudvalget, der har godkendt udskiftningen, efter at en analyse fra eksterne konsulenter har påpeget, at forvaltningen kan arbejde mere omkostningseffektivt blandt andet ved at have et større fokus på de lokale behov for affaldskurve og tømningen af dem.

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningens beregninger kan kommunen årligt spare cirka 2,3 millioner kroner på denne udskiftning af affaldskurve, der vil betyde, at der med udgangen af 2021 er ni procent færre affaldskurve i København.

Til gengæld vil den samlede affaldskapacitet være forøget med syv procent.

De nye affaldskurve har flere fordele sammenlignet med den klassiske københavnerkurv. Dels er de overdækkede, så fugle får sværere ved at pille affald op af kurvene.

Erfaringen viser, at overdækkede kurve fremstår renere og kræver færre afvaskninger. Og så kan de større kurve tømmes ved hjælp af maskiner, hvilket er en stor hånd til arbejdsmiljøet for de medarbejdere, som tømmer dem.

Når Teknik- og Miljøforvaltningen er i hus med udskiftningen af de mange affaldsspande, vil Teknik- og Miljøforvaltningen undersøge, hvor rent der er, og om affaldskurvene står mest hensigtsmæssigt. Det er et løbende arbejde, da brugen af byen ændrer sig hele tiden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik