Nu er Københavns nye metrolinje gravet ud og forbundet med Cityringen

Efter 4,5 kilometers rejse gennem undergrunden med tunnelboremaskiner på den kommende metrolinje i Sydhavn kan metroen sætte punktum for tunnelarbejdet.

Den kommende metrolinje i København mellem Rådhuspladsen og via hovedstadens sydlige bydele til endestation Ny Ellebjerg er nu boret ud, så en 4,5 kilometer lang tunnel nu løber under byen.

Fredag formiddag brød metroens 140 meter lange og 600 tons tunge tunnelboremaskine gennem det sidste stykke undergrund på fremtidens linje M4 Sydhavn foran et fejrende fremmøde med ministre, borgmestre og bestyrelsesformænd.

Dermed er den kommende undergrundsbane nu direkte forbundet med Cityringen, hvorfra den over kommende år skal bygges færdig, så København om tre år har endnu en metro med fem stationer syd for byens midte.

- Når Sydhavnsmetroen åbner i 2024, bliver hovedstaden bundet bedre sammen med resten af Danmark, og den nye metrolinje sikrer et stærkere og mere robust kollektivt trafiknet, udtaler transportminister Benny Engelbrecht (S) i en pressemeddelelse.

Fra Nordhavn til Sydhavn på et kvarter

Forude venter den sidste fase af byggeriet, som blandt andet byder på skinnelægning, klargøring af stationer og til sidst testkørsel, inden M4 Sydhavn kan slå dørene op for de første passagerer.

Til den tid er Lars Weiss (S) næppe overborgmester i København. Men han ser dog frem til dagen om tre års tid, hvor røde snore skal klippes over.

- Når den nye metrolinje til Sydhavnen åbner, vil det betyde et kæmpe løft af den kollektive trafik i vores by, lyder det fra Lars Weiss.

Han fremhæver, at metrolinjen vil binde byen bedre sammen langs havnen og ved de klassiske arbejderkvarterer omkring Mozarts Plads, hvor han forventer en tilførsel af liv i bydelene.

- Og københavnerne kan komme hele vejen fra Nordhavn til Sydhavn på bare et kvarter. Det er endnu et skridt mod et grønnere og mere socialt København, siger overborgmesteren.

Den kommende metrolinje i Sydhavn vil kobles på den eksisterende Nordhavnsmetro ved Rådhuspladsen.
Den kommende metrolinje i Sydhavn vil kobles på den eksisterende Nordhavnsmetro ved Rådhuspladsen.
Foto: Metroselskabet

Nyt navn til kæmpestation

Metroselskabet regner med, at strækningen vil få omkring ni millioner passagerer om året. Turen fra Rådhusplads til endestation Ny Ellebjerg vil komme til at tage ti minutter.

Netop Ny Ellebjerg er et centralt punkt – i mere end én forstand – i udviklingen af metrolinjen. For med både regionaltog, S-tog, bus og så metroen bliver stationen i fremtiden en af Danmarks største og absolut travleste.

- Det er en stor begivenhed på mange måder, og derfor lægger jeg også op til, at stationen skal have et nyt navn, som markerer, at det bliver en af de travleste stationer i landet, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Simon Aggesen (K), der er borgmester på Frederiksberg, har også fået lov at indføre et par ord i pressemeddelelsen, fordi kommunen har været med til at finansiere en del af linjen. Han siger:

- Metroen er et af de vigtigste bidrag til vores bæredygtige og klimaambitiøse hovedstad, og med M4 Sydhavn bliver det både nemmere og grønnere at komme rundt i vores by.

Derudover understreger den konservative borgmester, at han håber på, at metronettet i fremtiden vokser yderligere.

De fem kommende metrostationer

  • Ny Ellebjerg

Endestation (eller startstation, om man vil) på den kommende metrolinje. Stationen vil ligge tæt på S-togs- og regionaltogslinjerne og udgøre et af de største trafikale knudepunkter i hovedstaden i fremtiden. 


  • Mozarts Plads

Stationen vil ligge i udkanten af pladsen, så der igen er plads til ophold i området omkring stationspladsen. 


  • Sluseholmen

Stationen vil ligge for enden af Fordgraven i et område, som i disse år gennemgår en større udvikling med mange nye boliger og erhvervsbygninger på vej. 


  • Enghave Brygge

Også omkring Enghave Brygge bliver der bygget mange nye boliger for tiden. Stationen vil ligge midt i den nye bydel.


  • Havneholmen

Metrostationen vil ligge på det tidligere parkeringsområde bag Fisketorvet. Det forventes, at Fisketorvets kommende udbyning vil danne et tag over udgangen til metrostationen, så stationen vil ligge under en bygning ligesom metrostationen Frederiksberg Allé.

44 stationer og 174 millioner passagerer

Byggeriet af den kommende metrolinje har som så meget andet anlægsarbejde været ramt af coronapandemiens konsekvenser. Projektet har blandt andet kørt på nedsat kraft i perioder.

For at opretholde produktionen har Metroselskabet sammen med entreprenøren etableret seks testfaciliteter på byggepladsen, som siden maj sidste år har foretaget mere end 20.000 PCR-tests af medarbejderne for at sikre mod smittespredning på byggepladserne.

Med udbygningen af Københavns metronetværk til Sydhavn kommer hovedstaden op på 44 metrostation, 43 kilometer metrospor og ifølge Metroselskabets egne estimater fra 2024 et årligt passagerantal på omkring 174 millioner. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik