Nu er hjælpepakken væk: Hoteller spår blodrødt efterår

Hjælpepakken til hotellerne har udløb onsdag - og det bekymrer både brancheforening og Dansk Erhverv.

05:47

Hotellerne fortsætter med at bløde. De nyeste tal viser, at her i region hovedstaden er knap ni ud af ti overnatninger forsvundet

Krisen kradser for alvor i hotelbranchen.

Gæsterne udebliver, og onsdag udløb statens hjælpepakke, som under corona-krisen har holdt hånden under mange hoteller.

Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske. Får vi noget hjælp, får vi ingen hjælp, får vi meget hjælp? Vi har brug for nogle svar, og vi har brug for svar meget hurtigt

Karen Nedergaard Svendsen, hoteldirektør Hotel Absalon

Hjælpepakken har dækket en række faste omkostninger for hotellerne, men nu er det slut – uden at der vel at mærke er lavet en ny ordning, som kan kompensere for den manglende omsætning.

- Man holder erhvervet som gidsel i denne her corona-krise, for de har ikke noget som helst at kunne regne med, siger chef for turisme og oplevelsesøkonomi i brancheorganisationen for hoteller og restauranter Horesta, Annette Hyldebrandt, til TV 2 Lorry.

Læs også Coronakrisen koster hovedstadens hoteller og restauranter en halv milliard om ugen

På en normal juni er 88 procent af hotelværelserne i København booket. Men nye tal fra Dansk Erhverv viser, at der i juni måned i år er en gennemsnitlig belægning på bare 12 procent.

- Hotellerne i hovedstadsregionen lever af udenlandske turister, erhvervsturister, møder, konferencer, kongresser. Det er al den aktivitet, som lige nu ikke er mulig og som rammer dem hårdt, siger Kirstine Tolstrup Nielsen, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Hoteldirektør: ”Det er en katastrofe!”

På Hotel Absalon på Vesterbro har et lille team på ti medarbejdere drevet hotellet gennem de sidste fire måneder.

Imens er de øvrige 35 medarbejdere er hjemsendt på lønkompensation.

Læs også Kæmpe kæde åbner femstjernet hotel i København

Der er nemlig langt fra brug for alt personalet til trods for at sommermånederne – og dermed den vanlige højsæson for hotelbranchen – allerede er godt i gang.

Værelserne står tomme, og det gør ondt på Hotel Absalon, fortæller hoteldirektør Karen Nedergaard Svendsen til TV 2 Lorry.

- Det er en katastrofe! Vi plejer at have næsten 100 procent belægning i sommerperioden. Nu er vi nede på maksimalt 20 procent. Det er som nat og dag, siger Karen Nedergaard Svendsen.

Frygter at kollegaer må dreje nøglen om

I Danmarks Statistiks konjunkturbarometer (der undersøger tendenser om faktiske forhold og forventninger i en branche, red.) for juni måned svarer hele 49 procent af hoteldirektørerne, at de frygter at måtte lukke inden for de kommende tre måneder.

Jeg tror desværre, at nogle af mine kollegaer må lukke. Jeg tror, vi vil se konkurser

Karen Nedergaard Svendsen, hoteldirektør Hotel Absalon

Så galt forventer Karen Nedergaard Svendsen ikke, at det går for Absalon Hotel, men hun ser en branche, som er så presset nu, at det er uundgåeligt, at nogen bukker under.

- Jeg tror desværre, at nogle af mine kollegaer må lukke. Jeg tror, vi vil se konkurser. Det her er fuldstændigt uholdbart for vores branche. Lige nu kører vi på kassekreditten. Jeg er tredje generation på Absalon Hotel, og det er trist, at vi står i den situation, vi gør, fortæller Karen Nedergaard Svendsen.

Læs også Borgmester med ”omvendt” løsning på selvisolation: Vil sende raske på hotel

Håber på bedring i 2021 - 2020 er ødelagt

På Absalon Hotel i København er der stort set ingen udenlandske turister. Forventningen er, at sæson 2020 ikke kan reddes.

Hoteldirektør Karen Nedergaard Svendsen ser frem mod sæson 2021, hvor branchen forhåbentlig kommer ud af den historiske krise, som den er havnet i. Men indtil da ønsker hun, at politikerne bliver mere åbne om, hvad for hjælpepakker hotelbranchen får del i hen over efteråret.

- Vi har brug for noget mere hjælp. At have en kompensationsordning for faste udgifter, der udløber i dag (onsdag, red.), det gør situationen virkelig svær for os. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske. Får vi noget hjælp, får vi ingen hjælp, får vi meget hjælp? Vi har brug for nogle svar, og vi har brug for svar meget hurtigt, siger Karen Nedergaard Svendsen.

Den danske hotelbranche skabte ifølge Horesta, der er brancheorganisationen for restauranter og hoteller, i 2019 en omsætning på 17,9 milliarder kroner.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik