Nu kan du blive filmet, imens din billet bliver tjekket i S-toget

Som et forsøg udstyrer DSB 20 S-togsrevisorer, der tjekker billetter i S-togene, med kropskameraer.

Det skal være mere sikkert for DSBs S-togsrevisorer at gå på arbejde og derfor bliver de nu udstyret med et nyt våben i et forsøg de kommende tre måneder. Nemlig et såkaldt kropskamera. 

Det har andre virksomheder gode erfaringer med allerede, forklarer underdirektør og chef for DSB Togdrift Michael Sloth Højgaard.

- Med forsøget ønsker DSB at afdække, om vi opnår samme positive effekt som hos andre virksomheder, hvor kropskameraer har medført en markant reduktion i eskalerende konflikter. Det er et ekstra værktøj, som S-togsrevisorerne kan bruge til at dokumentere vold og trusler. Det er meget nemmere at kunne dokumentere med en videooptagelse end på skrift og i vidneudsagn.

Formålet er at skabe større tryghed for både medarbejderne og kunderne.

- Vi har stor fokus på tryghed allerede, gennemfører kurser i konflikthåndtering på grunduddannelsen til S-togsrevisor og efteruddanner løbende vores medarbejdere med kundekontakt til at håndtere svære situationer og samtaler. Det ændrer dog ikke ved, at vi oplever en forråelse blandt nogle få kunder, der ikke respekterer og følger vores medarbejderes anvisninger, og det er den udvikling, som vi ønsker at imødegå med introduktionen af kropskameraer, siger Michael Sloth Højgaard i en pressemeddelelse. 

I forsøget udstyrer DSB 20 S-togsrevisorer med kropskameraer som et supplement til DSBs kameraovervågning på stationer, perroner og i tog.

DSBs eksisterende kameraer mangler lyd og er typisk placeret oppe under lofterne, hvor de har et godt overblik. Til gengæld befinder de sig nogle gange flere meter fra en specifik situation, der er brug for at se nærmere på.

Kropskameraerne derimod er udstyret med lyd og er helt tæt på i situationer, hvor DSB har behov for at kunne afdække og dokumentere hændelsesforløbet, skriver DSB i pressemeddelelsen. 

Kameraerne optager ikke konstant. Det er op til den enkelte S-togrevisor at vurdere, om en episode er relevant at dokumentere.

DSB gemmer optagelserne i 30 dage - og længere tid, hvis der er grundlag for at køre en sag.

DSBs forsøg med kropskameraer kører over tre-måneder fra den 18. august til og med den 14. november. Når forsøget er afsluttet, vurderer DSB effekten og beslutter, om kropskameraerne skal være en fast del af S-togsrevisorernes værktøjskasse.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik