Friluftsscenen i Bellahøjparken får langt om længe at få et tiltrængt løft.
Det forfaldne amfiteater med tilhørende scene får på tirsdag i næste uge godkendt en bevilling på fem millioner kroner, som skal bruges på at istandsætte og modernisere det tilgroede kulturvartegn.
Således er et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation klar til at øremærke pengene og igangsætte renoveringen til foråret, oplyser medlemmer til TV 2 Lorry.
- Bellahøj Friluftsscene har betydet rigtig meget for området omkring Bellahøjhusene. Nu får vi en fuldt funktionsdygtig friluftsscene i et område, som har manglet den, siger Lars Weiss, gruppeformand for Socialdemokratiet, til TV 2 Lorry.
- Jeg jubler over, at det endelig sker. Det er et supergodt tiltag, som har været efterspurgt længe fra lokalområdet, siger Carl Christian Ebbesen, gruppeformand for Dansk Folkeparti.
I kommunens Teknik- og Miljøudvalg blev en modernisering vedtaget uden afstemning. Formelt set skal punktet vedtages endeligt af i Borgerrepræsentationen, og her ventes det ligeledes at blive vedtaget enstemmigt.
Friluftsscenen på Bellahøj
I forfald gennem en årrække
Bellahøj Friluftsscene blev anlagt som et amfiteater med omkransende bøgetræer i det grønne område mellem Bellahøjhusene tilbage i 1951 af den verdensberømte landskabsarkitekt Carl Theodor Sørensen.
Gennem mange år var scenen et trækplaster for kulturelle begivenheder som koncerter, teaterstykker og opera. Men i løbet af de seneste årtier er amfiteatret gradvist kommet i dårligere og dårligere forfatning.
- Flere begivenheder, der tidligere har vært afholdt, har svært ved at blive gennemført, fordi friluftsscenen i dag er meget nedslidt. Siderne er skredet, og nogle af siddepladserne er eroderet væk, forklarer Lars Weiss.
Ramt af anlægsloftet
Det har i flere år været et ønske fra lokaludvalg såvel som politikerne på Københavns Rådhus at istandsætte scenen. Ad flere omgange har renoveringen dog været blandt de anlægsprojekter, der er blevet fravalgt som følge af anlægsloftet.
- Det har længe været et lokalt ønske – og jeg har sågar også lovet det i valgkampen. Derfor er jeg bare glad for, at der luft i budgettet. Fem millioner er jo ikke et stort beløb for Københavns Kommune, men det kan alligevel betyde meget for stedet og løfte området, siger Carl Christian Ebbesen (DF).
- Det burde egentlig have været sat i stand for år tilbage, men på grund af anlægsloftet er det blevet udskudt, forklarer Lars Weiss.
Fra bølleoptøjer og rockkoncerter til opera og teater
Siden tilblivelsen i 1951 har amfiteatrets skrånende terræn dannet ramme om flere markante kulturbegivenheder.
I 1959 opstod der optøjer ved scenen i forbindelse med en rockkoncert med norske Roald Stensby – også kendt som ”Nordens Rock konge” – hvor flere blev anholdt, efter politi og koncertgæster iført Dean Martin-lignende tøj kom i karambolage.
På grund af høje entrépriser valgte nogle rockentusiaster i bedste Roskilde Festival-stil at vælte hegnet og storme pladsen. Politi trak knipler og anholdte flere.
Der har været afholdt adskillige spejderlejre, bålfester og andre friluftsaktiviteter omkring scenen, der også har dannet rammet om flere operaforestillinger, koncerter, Sankt Hans-arrangementer samt politiske forsamlinger.