Nana adopteret fra Kina: "Jeg har følt mig som et omvandrende monster på gaden"

Adopterede asiater i Danmark mærker fortsat corona-krisen kradse på en helt særlig måde.

Der er sket meget i Nana Andersens liv, siden hun kom til Danmark sidst i 1990erne. Som ganske lille blev hun adopteret fra Kina og er siden opvokset på Østerbro.

I næste måned fylder hun 21 år. Midt i coronakrisen, som nok fylder mere hos hende end hos mange af hendes jævnaldrende. 

- Jeg har følt mig rigtigt ked af det, og jeg har følt, at jeg var et omvandrende monster på gaden, fortæller Nana Andersen, da TV 2 Lorry spadserer en tur med hende i gaderne omkring Østerbrogade.

Folk har råbt "corona-corona - smut hjem til Kina" efter Nana Andersen på gaden, fortæller hun.

- Og det har været fremmede mennesker, jeg aldrig har snakket med eller mødt før, siger Nana Andersen.

Oveni er der følelsen af at blive nedstirret - både i butikker og på gaden. Ligesom hun flere gange har registreret, at folk er gået i demonstrativt store buer uden om hende.

- Som om jeg var en abe i et bur. Det er rigtig sårende. Der er mange asiater, som er adoptiv-asiater. Som har været her hele vores liv. Mange af os har ikke været i Kina eller Asien i rigtig mange år, og vi associerer ikke Asien med vores hjem. Og vi er andet og mere end en omvandrende virus, siger Nana Andersen.

Opfordring: Tag en snak med jeres børn inden skolestart

Allerede tidligt i corona-krisen fik Børnetelefonen henvendelser fra andre dansk-asiatiske børn, som var meget yngre. De ringede og fortalte om coronatilråb fra klassekammerater og klassekammerater, som nægtede at sidde ved siden af dem:

- Det, de er kede af, det er selvfølgelig, at de bliver mobbet med deres udseende. De er også bange for at blive endnu mere udstødt. Selvfølgelig også når vi nu skal tilbage igen til det normale liv, og børnene skal i skole igen. Så der er det klart, at de er bange for, hvad der så sker, siger seniorkonsulent i Børns Vilkår, Bente Boserup.

Tag en snak med jeres børn inden skolen begynder igen, lyder opfordringen fra Børns Vilkår.

- Har de en klassekammerat, som har asiatisk udseende, så husk at lade være at skubbe dem væk. Husk, det overhovedet ikke er dem, som er skyldige. Fordi de her børn er jo nøjagtig lige så bange, som de voksne er, siger Bente Boserup. 

Børnetelefonen har fået flere henvendelser under corona-krisen fra dansk-asiatiske børn.
Børnetelefonen har fået flere henvendelser under corona-krisen fra dansk-asiatiske børn.
Foto: TV 2 Kosmopol

Hårdt pludselig at være fremmed

En række asiatiske forældre i hovedstadsområdet, som de kommende dage skal sende børn tilbage i daginstitution og skole, opfordrer på samme måde til, at man tager snak med sine børn.

- Man kan måske bare forklare, at det er en sygdom - og den er startet i Kina. Nu er den så i hele verden, og der, hvor der bliver smittet flest, er ikke længere i Kina. Og så få flettet ind, at de børn og voksne, der er i Danmark - som ser asiatiske ud - ikke har noget med det at gøre, lyder det fra Mia Lee, som selv er adoptivbarn fra Sydkorea og i dag mor til en dreng på fem år.

På Østerbro er der 100 procent opbakning fra Nana Andersen til opfordringen om at pakke alle fordomme væk.

- Som dansker, der er født og opvokset her, og gå en tur i sit eget hjemland, der er det lidt hårdt at se, at man lige pludselig er blevet så fremmed, siger Nana Andersen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik