Naboer jubler - barer frygter for fremtiden: Nu skal udeservering i København atter drøftes

Teknik- og Miljøudvalget skal mandag drøfte rammerne for fremtidens udeservering.

Solens sidste stråler, en kold fadøl og godt selskab.

Eller øredøvende larm, røglugt i stuen og en forstyrret nattesøvn.

Selvom det lyder som to meget forskellige scenarier, så er det faktisk to sider af samme sag. Nemlig den evigt tilbagevendende diskussion om, hvor meget by- og nattelivet skal fylde i København i forhold til dem, der bor i det hver eneste dag.

Og nu skal problemstillingen da også drøftes igen. På mandag skal Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune således diskutere forvaltningens oplæg til, hvordan rammerne for fremtidens udeservering på barer og restauranter skal se ud i København.

Det fremgik fredag af dagsordenen for udvalgets møde på mandag. 

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Fremtiden for udeservering i København

Forvaltningen lægger op til, at Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte nedenstående punkter. Teknik- og Miljøforvaltningen skal efterfølgende komme med et udkast til et forslag, som udvalget kan vedtage.

  • Flerårige tilladelser - man skal drøfte, om man skal udstede tilladelser til udeservering længere tid end det ene år, som praksis er nu. På den måde kan man bruge en tilbagetrækning af tilladelsen som en sanktion mod restaurationer, der ikke overholder reglerne.

  • Indskærpede åbningstider for udeservering - det skal også drøftes, om man skal indskrænke åbningstiden for udeservering, så al udeservering i hverdagene fremover skal stoppe klokken 22 i stedet for ved midnat.

  • Gebyr for udeservering - det skal også debatteres, om kommunen skal indføre et gebyr, sådan at restaurationer skal betale for at få lov til at have udeservering.


  • Bedre fremkommelighed - derudover er der lagt op til, at man kan drøfte, om der skal være strengere krav til, hvor let det er at komme forbi på fortove.


  • Håndhævelse - man skal debattere, om man vil have en skærpet håndhævelsesproces, således at den bliver hurtigere og mere systematisk.

Kilde: Københavns Kommune

Og det er sød musik i Søren Ruds ører. Han har siden 70'erne boet i Indre By, og han har på første række været vidne til, hvordan flere og flere beværtninger har fået udeservering.

- Da jeg flyttede ind, var der de første mange, mange år stort set ikke udeservering. Siden har det så taget totalt overhånd. Ikke bare i mit kvarter, men i hele Indre By, siger Søren Rud, der også er formand for Nørre Kvarters beboerforening. 

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Søren Rud håber på, at politikerne vil tænke på beboerne, når der skal fastlægges rammer for fremtidens udeservering.
Søren Rud håber på, at politikerne vil tænke på beboerne, når der skal fastlægges rammer for fremtidens udeservering.
Foto: Katrine Angel / TV 2 Lorry

Ifølge Søren Rud har den stigende mængde udeservering ført en voldsom gene med sig.

- Det ser jo hyggeligt ud om dagen i solen, men lige så snart det bliver aften, og der bliver drukket for meget, så er det jo en kæmpe støjkilde.

Delte holdninger

Men det er langt fra alle, der er enige i, at reglerne for udeservering skal skærpes. 

På Kayak Bar ved Knippelsbro frygter ejeren, Morten Vernon, at for eksempel en regel om, at udeservering skal stoppe klokken 22 i hverdagene kan få alvorlige konsekvenser:

- Det her kan blive dødsstødet for mange restauranter, barer og caféer i København. Timingen kan simpelthen ikke være værre.

Han bliver bakket op af Annette Hyldebrandt fra restauratørernes brancheorganisation Horesta, der mener, at en indskrænkning af muligheden for udeservering kan føre til, at flere af deres medlemmer går konkurs.

- Virksomhederne kommer i forvejen med en gæld fra en kæmpe pandemi, de står midt i en energikrise med høj inflation, og så kommer det her oveni. Så det er en stor bekymring, siger hun.

På Kayak Bar vurderer ejeren, at et forbud mod udeservering i de sene hverdagsaftentimer konkret vil betyde, at de vil miste 25 procent af deres omsætning om sommeren i hverdagene. Og det er kun i sommermånederne, at baren normalt har et overskud på bundlinjen.

En rundringning til politikerne i Københavns Teknik- og Miljøudvalg viser, at det fredag kun er De Konservative, der tydeligt siger, at de synes, at det er en god idé at sætte en stopper for udeservering efter klokken 22. 

Resten af partierne synes enten, at det ikke er en god idé, eller at man bør afvente drøftelsen på mandag, indtil der skal meldes noget ud.

- For mig er det vigtigt, at det er en åben drøftelse, hvor vi kommer igennem forskellige temaer. Og så skal vi også senere have en åben høring. Så vi er stadig meget langt fra, at vi skal træffe en beslutning. Vi er kun lige startet, siger teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL).

Tilbagevendende diskussion

Det er ikke første gang, at udeservering i Købehavn påkalder sig opmærksomhed. 

I 2013 besøgte TV 2 Lorry en frustreret nabo til masser af udeglade bargæster på Nørrebro.

- Så smækker de lige en bar ind, som ødelægger nattesøvn og gør, at man ikke kan lufte ud uden at få røgfyldte lokaler, sagde Morten Gorell dengang.

Ligesom naboerne er det i dag, var han dengang nervøs for, hvilke konsekvenser de mange barer og beværtninger med udeservering kunne få for byen.

- Det kan godt være, du har en bydel i udvikling, men hvis du er ligeglad med alle dem, der bor her, så er spørgsmålet, hvor længe den udvikling bliver ved, og hvor positiv den udvikling bliver, sagde Morten Gorell i 2013.

I 2016 var diskussionen oppe igen, og her lovede den daværende overborgmester et lavere lydniveau.

- Nu er tiden altså kommet til at lave en opbremsning og få skruet ned for volumen, så københavnere, der bor i byen, hvor der har udviklet sig en partyzone, også kan sove i deres egen bolig om natten, sagde Frank Jensen (S), der var overborgmester i Københavns Kommune i 2016.

Få år senere forsøgte man sig med et nyt tiltag importeret fra Amsterdam – nemlig natteværter.

- Natteværterne skal først og fremmest være til stede blandt nattelivets gæster og via samtale og dialog forsøge at få de mest støjende til at dæmpe sig lidt, og få dem, der måske er ved at tisse i en port, til at finde et toilet og få dem, der er ved at smide affald, til at finde en affaldsspand, lød det fra Anders Irgang Kristiansen, der var nattelivskoordinator i Københavns Kommune.

Bøn til politikerne

På trods af en masse initiativer gennem tiden i København, er det ifølge Søren Rud, der bor i Indre By, ikke godt nok.

Og det leder til spørgsmålet, som beboerformanden er ved at være godt træt af at svare på.

Kan du ikke bare flytte, hvis det er så slemt?

- Jeg skal da ikke flytte, fordi nogen vil tjene penge på at sælge sprut nedenunder mig. Det er da helt urimeligt. Det er da os, der bor her, der er med til at skabe byen, svarer Søren Rud. 

Derfor håber han også, at mandagens drøftelser på rådhuset kan føre til skærpede regler.

- Det her er et lille skridt, som kan blive svært nok at få igennem, er jeg bange for, men vi håber virkelig, at politikerne for en gangs skyld vil lytte til beboerne, slutter han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik