Museum køber hidtil dyreste maleri af glemt, kvindelig kunstner

Den Hirschsprungske Samling i København har for nylig købt det dyreste portræt nogensinde malet af en kvindelig, dansk kunstner.

Navnet siger dig nok ikke noget. Bertha Wegmann.

I dag kender de færreste hende, men hun var meget berømt i sin samtid.

quote Man plejer at sige, at da P. S. Krøyer dør i 1909, så står hun uden konkurrence, som tidens mest eftertragtede portrætmaler.

Gertrud Oelsner, Dir. for Den Hirschsprungske Samling

- Man plejer at sige, at da P. S. Krøyer dør i 1909, så står hun uden konkurrence, som tidens mest eftertragtede portrætmaler. Hun maler faktisk hele toppen i det danske samfund - politikere og godsejere - ligesom Krøyer, siger Gertrud Oelsner, der er direktør for den Hirschsprungske Samling i København.

Købt på auktion

Maleriet, som den Hirschsprungske Samling for nylig erhvervede, opnåede et hammerslag på 3,1 millioner kroner.

Dermed opnår portrættet rekorden som det dyreste maleri malet af en kvindelig, dansk kunstner, og som er solgt på auktion i Danmark. 

Bertha Wegmanns portræt fra 1885 af Marie Triepcke, der senere blev Marie Krøyer
Bertha Wegmanns portræt fra 1885 af Marie Triepcke, der senere blev Marie Krøyer
Foto: Den Hirschsprungske Samling

 - Jeg er simpelthen så glad. Det er jo et hovedværk, det gør mig glad helt ind i sjælen, at det lykkedes museet at få det, Siger Gertrud Oelsner.

Fra kendt til glemt

Wegmann er meget lidt beskrevet, og det er hun ikke alene om. Det gælder rigtig mange kvindelige kunstnere fra den tid.

- Hvordan kan vi overse en kunstner som hende, der maler sådan der? Det er næsten ikke til at begribe i dag, siger Gertrud Oelsner.

quote Vi går slet og ret glip af meget, hvis vi helt ser bort fra, at der også var spændende kvindelige kunstnere, som i dag af mange og forskellige strukturelle årsager stort set er glemt og skrevet ud af kunsthistorien

Gertrud Oelsner, Dir. for Den Hirschsprungske Samling

Bertha Wegmann var meget efterspurgt i sin samtid, og hun havde også en stor international karriere, men efter sin død blev hun glemt, og det er der flere grunde til.

- Hun bliver aldrig skrevet ind i den danske kunsthistorie. Der er sådan en mærkelig misogyni - en form for kvindehad, der optræder mange steder i samfundet omkring år 1900. Der er nogle strukturelle barrierer, og man ser det i mange sammenhænge, siger Gertrud Oelsner.

Bertha Wegmann må søge uddannelse i udlandet, for det kan man ikke få som kvindelig kunstner i Danmark på det tidspunkt.
Bertha Wegmann må søge uddannelse i udlandet, for det kan man ikke få som kvindelig kunstner i Danmark på det tidspunkt.

Dertil kommer også, at mange museer af uvisse årsager, takkede nej til at købe Wegmanns værker, da hun døde i 1926.

Derfor endte mange af hendes hovedværker i Sverige. De blev foræret til Nationalmuseet i Stockholm.

 - Det betyder jo, at mange af hendes hovedværker slet ikke er i Danmark. Museerne ville ikke købe dem, og hun er ikke beskrevet i kunsthistorien. Hvor går man så hen, hvis man skal have hold om hendes liv og hendes værker? Det er svært, siger Gertrud Oehlers. 

I slutningen af 1800-tallet ses en række dygtige kvindelige kunstnere, som i dag stort set er glemte. Fx Augusta Dohlmann, Marie Luplau, Emilie Mundt, Elisabeth Wandel, Sofie Holten og Anna Sophie Petersen.
I slutningen af 1800-tallet ses en række dygtige kvindelige kunstnere, som i dag stort set er glemte. Fx Augusta Dohlmann, Marie Luplau, Emilie Mundt, Elisabeth Wandel, Sofie Holten og Anna Sophie Petersen.

Fokus på de glemte kvinder i kunsthistorien

Bertha Wegmann er en af de glemte, kvindelige kunstnere, som Den Hirschsprungske Samling vil sætte fokus på.

- Vi går slet og ret glip af meget, hvis vi helt ser bort fra, at der også var spændende kvindelige kunstnere, som i dag af mange og forskellige strukturelle årsager stort set er glemt og skrevet ud af kunsthistorien og dermed af vores kollektive erindring. Historien og kunsthistorien bliver rigere og mere mangfoldig, hvis vi tillader os at inddrage og spørge til de kvindelige kunstneres værker. Vi vil gerne arbejde med mangfoldighed og repræsentation og sikre, at vi får et mere nuanceret blik på periodens kunsthistorie.

Den Hirschsprungske Samling har gennem de seneste år købt flere af Wegmanns værker. 

Museet har lokaliseret værkerne på udenlandske museer og hos private samlere, så de kan lave en stor udstilling i foråret 2022.

 - Det er en af vores vigtigste opgaver at få foldet hendes fortælling ud, så hun også kan få den placering og den betydning, som hendes værker berettiger til, siger Gertrud Oelsner.

Marie Triepke læner sig ud mod beskueren og ser denne lige i øjene. Det er en markant anderledes fremstilling af hende end dem, som hendes mand P.S. Krøyer kommer til at lave senere.
Marie Triepke læner sig ud mod beskueren og ser denne lige i øjene. Det er en markant anderledes fremstilling af hende end dem, som hendes mand P.S. Krøyer kommer til at lave senere.