Motorcykler mod vold stopper trafikken i weekenden

Lørdag er der demonstration imod vold i nattelivet. 300-500 motorcykler kører fra DTU i Lyngby til Christiansborg Slotsplads.

Lørdag eftermiddag bliver Christiansborg Slotsplads fyldt op med motorcykler. Der er indkaldt til stor demonstration imod vold i nattelivet. Det er MC klubben Loud'N'Proud, der står bag. Demonstrationen kommer som en reaktion på en række fortællinger om voldelige overfald.

- Når coronaen lægger sig, så vil vi gerne have, at de unge opfører sig ordentligt inde i København, siger Loud'N'Prouds præsident, Bjørn Christiansen.

Han regner med, at et sted imellem 300 og 600 motorcyklister vil deltage. Ved en tidligere demonstration med over 300 deltagere gav det et optog på fem kilometer.

- Vi mødes klokken 13 på DTU. Der kører vi fra klokken 14, og så lidt rundt i Nordsjælland. Derefter kører vi ind igennem byen - blandt andet Gothersgade, hvor der har været flere episoder - og så kører vi til Christiansborg og demonstrerer, siger Bjørn Christiansen.

Ideen til at arrangere demonstrationen er ikke opstået ud af den blå luft for Bjørn Christiansen. Han har nemlig personligt oplevet den umotiveret vold 

- Min egen søn blev slået ned inde i København, og de fandt aldrig gerningsmanden. Jeg kunne mærke på hele sagsgangen hos politiet, at de ikke havde ressourcer til at tage sig ordentligt af det. Bevismaterialet blev ikke sikret hurtigt nok, så de fandt aldrig gerningsmanden, siger han.  

Bjørn Christiansens egen søn blev overfaldet i København.
Bjørn Christiansens egen søn blev overfaldet i København.
Foto: Espen Slavensky - TV 2 Kosmopol

Sammen imod vold

En af dem der deltager i demonstrationen, er Karina Wind. Hendes søn Lauritz Wind blev overfaldet i februar i Gothersgade, hvorefter hun lavede et opslag på facebook, som genererede en del opmærksomhed.

Hun fik en masse henvendelser fra andre, der havde oplevet lignende historier og hendes søns oplevelse fik Statsministeren til at gå ind i problematikken. Laurtiz Wind blev endda inviteret til møde hos justitsministeren.

Karina Wind håber, at demonstrationen bliver et startskud til fælles kamp imod vold for alle fredelige borgere.

- Nu skal vi til at snakke om, hvad vi kan gøre, for at bremse volden i Danmark. Den eskalation, der er, er uapcceptabel. Demonstrationen er det brag, der skal til, for at sige: "Nu starter vi altså!", siger Karina Wind til TV 2 Lorry.

Karina Wind, som er mor til Lauritz Wind, der blev overfaldet i Gothersgade, deltager også i demonstrationen.
Karina Wind, som er mor til Lauritz Wind, der blev overfaldet i Gothersgade, deltager også i demonstrationen.
Foto: Espen Slavensky - TV 2 Kosmopol

Justitsministeren deltager

Justitsminister Nick Hækkerup har også meldt ud, at han kommer til demonstrationen.

- Det er altså vigtigt, at vi allesammen markerer, at det her vil vi ikke finde os i. Det skal være sådan, at de unge mennesker kan gå i byen og føle sig glade og trygge, og vi som forældre ikke behøver at sidde derhjemme og være nervøse, siger Justitsminister Nick Hækkerup til TV 2 Lorry.  

Kort før sommerferien hævede Folketinget strafferammen for vold og gav bedre muligheder for videoovervågning.

- Nu skal vi til at forhandle et nyt politiforlig, hvor vi forhåbentlig kan få flere politibejtente, siger justitsministeren. 

Ønske om Safe Zones

Men Bjørn Christiansen så gerne politikerne gjorde endnu mere. Han vil gerne have, at man i Danmark efterligner de såkaldte Safe Zones, som der er i London. Det er særligt afmærkede risikozoner med udvidet polititilstedeværelse og ekstra videooverervågning. 

- Det vil automatisk have en præventiv effekt, at man ved, at hvis man laver noget ballade i sådan en zone, så får det altså en konsekvens, siger Bjørn Christiansen.

Carina Wind støtter også Safe Zones.

- Jeg har hørt, at volden i London er faldet med 70 procent over tre år, efter at de har fået sådan nogle zoner. Det skal vi da også have i København, siger hun.

Justitsminister Nick Hækkerup afviser ikke forslaget: 

- Det vil jeg meget gerne kigge på. Der er ikke nogen af de forslag, der er kommet, jeg ikke vil være med til at kigge på, siger han.

I de første måneder af coronakrisen faldt antallet af voldsanmeldelser med 90 procent. Men hen over sommeren har der igen løbende været sager om overfald. For Bjørn Christiansen har det stor betydning, at han selv kan gøre noget imod den meningsløse vold. Han vil have alle danskere til at stå sammen imod vold, når nattelivet på et tidspunkt genåbner.

- Dæmp aggressioner lidt . Opfør jer ordentligt og hav en fed fest i stedet for. Der er aldrig nogen, der synes det er sjovt at ryge i fængsel eller blive slået ned, siger Bjørn Christansen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik