Mohammad har muskelsvind og er isoleret i sin lejlighed - alligevel giver kommunen afslag på afslag

27-årige Mohammad har muskelsvind og kan ikke løfte varer, når han skal handle, kan ikke smøre en mad, når han er sulten og kan ikke komme på toilettet, når han skal. Alligevel siger Københavns Kommune nej til at bevilge en ledsageordning.

Mohammad Ebrahimi har muskelsvind. Det betyder, at han ikke kan klare den slags opgaver, som vi andre tager for givet i hverdagen. Eksempelvis som at gå på toilettet selv.

- Jeg kan ikke lave mad selv, jeg kan ikke handle selv, jeg kan ikke gå en tur selv. Jeg skal have hjælp til at få jakke på, siger Mohammad Ebrahimi til TV 2 Lorry.

Han har ansøgt Københavns kommune om en såkaldt BPA-ordning, der betyder, at han ville få en ledsager til at hjælpe ham, men det har han fået afslag på. Det afslag har Ankestyrelsen givet kommunen medhold i. Nu står Mohamed uden nogen hjælp eller udsigt til hjælp.

- Jeg synes ikke, det er rart at sidde hjemme hver eneste dag. Alle dagene føles ensformige, siger Mohammad Ebrahimi.

En kendt problematik

Hos Muskelsvindfonden kender de godt til Mohammad Ebrahimis sag, og han er langt fra den eneste, der ikke får den hjælp, han har brug for:

- Det her er et udtryk for en meget sørgelig tendens, der er på socialområdet, hvor folk får med økonomisparekniven, fordi der ikke er råd til det, der var engang. Det er på ingen måde et udtryk for, at der er tale om en sag og et menneske, der ikke har behov for hjælp, siger Simon Toftgaard Jespersen, der er formand for Muskelsvindfonden.

I Københavns Kommune omgjorde Ankestyrelsen 38 % af alle kommunale afgørelser, der blev klaget over på voksenhandicapområdet i 2020. I 2019 var tallet 52 %.

Også Dansk Handicapforbund kender til Mohammad Ebrahimis sag:

- Der er kommet et stort pres indenfor de seneste år. Vi oplever det som en praksis-glidning, hvor man faktisk går ind og vurderer sagerne anderledes, end man tidligere har gjort. En praksis-glidning, som man også går ind og blåstempler fra Ankestyrelsens side, Jeppe Kerckhoff, faglig og politisk chef hos Dansk Handicap Forbund.

For Mohammad Ebrahimi handler det om at kunne føle sig ligesom alle andre 27-årige, og her er BPA-ordningen ekstra vigtig. Antallet af nye tilkendelser af hjælperordningen er faldet fra 130 til 70 i perioden 2016 til 2019.

Hvad er en BPA-ordning?

BPA står for Borgerstyret Personlig Assistance. En BPA-ordning kan gives til borgere over 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har meget omfattende hjælpebehov.

Kilde: Social og ældreministeriet

- Det kunne give mig et liv. Det kunne give mig mere selvbestemmelse i mit liv, og jeg kunne gøre flere ting. For eksempel lave mad og komme ud at handle ligesom alle andre mennesker, siger Mohammad Ebrahimi.

I dag fik Mohammad muligheden for at stille flere politikere et centralt spørgsmål til et valgmøde på Københavns Rådhus.

Politikere lover handling

Efter spørgsmålet vil flere politikere på Københavns rådhus nu se på, hvad der kan blive løsningen på den problematik, som Mohammad Ebrahimi oplever:

- Jeg tror, vi skal have flere sagsbehandlere, der har bedre tid. Jeg tror, vi skal sætte dem mere fri, og så skal vi begynde at lytte til borgerne i højere grad, sætte borgerne i centrum. Tro på, at de ved, hvad der er bedst for dem selv. På den måde, får vi en lettere sagsbehandling, og nogle gladere borgere, siger Laura Rosenvinge (S), der er medlem af Socialudvalget.

- Mennesker som Mohammad og andre, der har behov for hjælp, de skal have den hjælp, de har behov for. Jeg tror også på, at hvis folk får den hjælp, de har behov for, hurtigt, så får de behov for mindre hjælp, på et senere tidspunkt, siger Line Barfod (E), der er borgmesterkandidat.

- Det her område skal prioriteres noget mere, der kan man prioritere på socialforvaltningens område. Mohammad skal have muligheden for at føre et liv som alle andre unge mennesker. Det kræver noget hjælp, og det må vi sørge for, han får, lyder det fra Jens-Kristian Lütken (V), der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

Mohammad Ebrahimi fik stillet sit spørgsmål og håber på en lysere fremtid for andre i samme situation som ham selv.

- Jeg synes, det var meget positive svar, der generelt kom fra politikerne. Mit håb er ikke kun, at jeg får hjælp, men også at andre får hjælp, så der ikke lige pludseligt sidder en anden person om et par år, og har samme problem som mig, siger Mohammad Ebrahimi.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik