Møbelbutik har stået klar i 294 dage: Nu er der endelig grønt lys fra kommune

I slutningen af april kan Ilva på Strandlodsvej i København åbne – og dermed slutter et års tovtrækkeri mellem varehus og kommune om noget så simpelt som en et stempel i en byggesag.

Hensigten fra Københavns Kommune har hele tiden været god nok. Men det er blevet ved hensigten – indtil nu.

For nu er ventetiden for byggesagen, som endelig har fundet vej gennem kommunens teknik- og miljøforvaltning, slut for en butik, som alt for længe har været klar til at åbne.

Det står klart, efter Ilva på Strandlodsvej på Amager nu har meddelt, at de slår dørene op til åbning den 29. april.

- Det betyder virkelig meget for os – og også for mig selv. Vi har brugt mange kræfter og meget tid på at gøre butikken klar, og vi har glædet os rigtig meget til at åbne butikken op for alle kunderne, siger Alexander Øster, der er butikschef i Ilva Strandlodsvej.

I februar måned fortalte TV 2 Lorry for første gang om butikken, som har stået klar til at åbne siden oktober sidste år.

Ansøgning har sneglet sig gennem systemet

Københavns Kommunes godkendelse af ændringen af lokalernes brug fra kontorer til butik satte nemlig en stopper for åbningen af butikken, som har stået klar til at slå dørene op siden efterårsferien sidste år.

Ansøgningen om at ændre lokalernes brug blev sendt den 9. juli 2021, men først den 29. april i år – 294 dage efter ansøgningen blev afsendt – kan butikken åbne.

Og selvom åbningen glæder udlejer Michael Kloppenborg Jessen, er det langt fra roser, han har tilovers for kommunens håndtering af sagen.

Ifølge ham har lange byggesagsbehandlinger både omkostninger for bymiljøet og butikken.

- Det er dårligt for det nærliggende miljø, det er dårligt for de omgivelser, vi til dagligt opholder os i (at butikken står klar men er lukket, red.).

- Det er klart, det er en omkostning, når man har en butik, som står tom i så utrolig lang tid og medarbejderne, der har været ansat, husleje der skulle betales og møbler, der har stået, uden nogen har kunnet købe dem, sætte sig i dem eller prøve dem, siger Michael Kloppenborg Jessen.

Massive problemer i København

Det er langt fra kun Ilva på Strandlodsvej, som kæmper med de lange sagsbehandlingstider.

Københavns Kommune overskrider nemlig med flere længder de landsdækkende mål for sagsbehandlingstider.

Ifølge KLs opgørelse fra 2020 brugte Københavns Kommune i gennemsnit 157 dage på at sagsbehandle byggesager med erhvervsejendomme. I 2021 var tallet steget til 171 dage.

Det står i skærende kontrast til landsgennemsnittet på 77 dage og det servicemål, som er indgået mellem Kommunernes Landsforening og staten.

Ifølge servicemålene skal den type sager - som Ilva-butikken går under - kunne klares på 55 dage.

De lange sagsbehandlingstider har tidligere fået alarmklokkerne hos Dansk Erhverv til at ringe. Her påpegede chefkonsulent Per Thye Rasmussen, at behandlingstiden i sidste ende kan få konsekvenser i kommunekassen, som skal finansiere københavnernes velfærd.

- Det kan betyde manglende vækst i forhold til virksomhederne. Det buldrer i øjeblikket, vi har mangel på arbejdskraft og vi har ikke behov for, at man ikke kan begynde at producere, sagde Per Thye Rasmussen til TV 2 Lorry, da sagen fra Strandlodsvej for første gang var fremme.

Borgmester erkender problem – og satser på, at det bliver bedre næste år

På Københavns Rådhus anerkender Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod (EL) problematikken.

Hun forklarer, at kommunen satser på, at ventetiderne bliver forkortet.

- Vi satser meget på, at det ser meget bedre ud til næste år. Men vi følger det meget tæt, og hvis vi kan se, at det ikke går den rigtige vej, og der skal flere initiativer til – såsom digitalisering og rekruttering af flere byggesagsbehandlere eller andre tiltag – så ser vi på det, lyder det fra Line Barfod.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik