Når søndagens prædiken i Nathanaels Kirke er omme, og menigheden igen er forsvundet ud ad Amager-kirkens døre, har de fleste måske troet, at alt tilbage i kirken var godt.
Men efterladt tilbage var flere ansatte, der i årevis har måtte navigere i et arbejdsmiljø præget af mobning.
Nogle er blevet udsat for offentlig skældud og overfusninger foran menigheden eller midt under fællesmøder, og andre er blevet anklaget for at lyve og snyde med kirkens midler.
Det sidder i kirkens mure. Det har det gjort længe, og det er på tide, at det kommer frem. For der skal gøres noget.
Nogle har været ofre for at blive omtalt nedsættende overfor andre kolleger såvel som overfor menigheden, mens flere har prøvet at blive indkaldt til tjenstlige samtaler og møder, hvor de skulle “forventningsafstemme” med ledelsen uden at modtage dagsordener eller begrundelser forinden.
Medarbejdere har fået at vide, at hvis de har ondt i maven, når de går på arbejde i Nathanaels Kirke, så skal de finde sig et andet sted at arbejde.
Det fortæller flere tidligere ansatte i Nathanaels Kirke på Amager til TV 2 Lorry, ligesom det fremgår af en række rapporter, oversigter, sagsakter fra Arbejdstilsynet, som TV 2 Lorry har fået aktindsigt i.
Flere af dem, TV 2 Lorry har talt med, oplever stadig i dag psykiske mén fra deres tid i kirken på Holmbladsgade.
Men vi begynder med 53-årige Ulla Bentzens historie.
Ullas baggrund er måske atypisk for en kirketjener. Med en kandidatgrad i tysk og dansk har hun undervist på Københavns Universitet i mange år. Senere sagde hun farvel til det akademiske liv og begyndte i stedet at gøre rent for andre.
Ulla har været ansat som kirketjener i Nathanaels Kirke i knapt ni år fra 1. august 2008 til 1. marts 2017. En ansættelse, der skulle drive hende så langt ud, at hun stadig i dag bliver berørt af at fortælle om sin tid i kirken.
- Det voksede mig over hovedet. Jeg kunne ikke tænke klart, jeg kunne ikke se klart. Jeg var så træt, at når jeg kom hjem fra arbejde, så sad jeg ret op i sofaen og sov. Jeg havde ikke tid til frokostpauser, jeg fik forstoppelser, fordi jeg ikke kunne komme på wc, fordi det var der ikke tid til, siger hun.
- Det sidder i kirkens mure. Det har det gjort længe, og det er på tide, at det kommer frem. For der skal gøres noget.
Ulla græd første gang i Nathanaels Kirke knapt et halvt år efter, at hun var blevet ansat.
I marts 2009 stod Ulla alene som ansvarlig for at arrangere et arrangement til Fastelavn.
Menighedens børn skulle slå katten af tønden, men Ulla havde glemt at købe kroner til den kårede kattekonge og kattedronning. Et sæt hurtige hænder trådte til og klippede et sæt i papir.
Få dage efter arrangementet, blev Ulla indkaldt til et møde med den daværende formand for kirkens menighedsråd og den daværende kontaktperson.
De to kaldte mødet en ‘forventningsafstemning’. Det stod dog hurtigt klart for Ulla, at formanden og kontaktpersonen havde en anden dagsorden:
- Jeg fik en kæmpe skideballe over, at jeg havde glemt at købe kronerne. Det var en kæmpe fejl, sagde de, og jeg undskyldte rigtig mange gange, siger Ulla.
- Jeg sagde, at jeg havde været alene om arrangementet, og at jeg ikke havde prøvet det før. Jeg kan huske, at der blev sagt: “Ulla, jeg troede, du kunne så meget, men du kan jo ingenting.” Bagefter gik jeg ud i gården, hvor jeg sad og hyperventilerede, mens jeg ringede til min far.
For Ulla blev mødet den forårsdag efter fastelavn kimen til et arbejdsliv, der stille, men stabilt kørte hende i sænk, og hvor de kristne værdier, der først havde draget Ulla til kirken, ikke synes at hænge ved i arbejdskulturen.
Ved et møde siger kontaktpersonen til mig: “Nu har du jo påpeget, at unge mænd råber luder efter dig, men du kunne jo også prøve at klæde dig mere hensigtsmæssigt.”
Ulla fortæller, at hun følte sig overvåget, når hun var på arbejde. Hun mener, at flere af de daværende menighedsrådsmedlemmer holdt øje med hende, for så at slå ned på det i samme øjeblik, hvis hun havde begået en fejl.
- Et af menighedsrådsmedlemmerne kunne finde på at dukke op i kirken helt lydløs, selvom hun ikke havde noget at gøre der den dag. Jeg tror, at det var, fordi hun ville kontrollere mig. Indimellem var det så slemt, at jeg gemte mig for dem i kælderen, til de var gået, siger Ulla.
Det var gennemgående for Ullas ansættelse, at hun ofte blev indkaldt til møder med et eller flere medlemmer af menighedsrådet. Ofte fik hun ikke at vide på forhånd, hvad møderne skulle handle om, hvilket medvirkede til, at hun både blev usikker og stresset.
Samtidig følte hun sig som en skydeskive for kirkens ledende figurer, og hun begyndte at føle, at hun ikke kunne gøre noget rigtigt:
- Som kirketjener er man jo lavest i hierarkiet, og så kan man blive hakket på. Jeg blev hakket på. Det var meget, meget slemt, også fordi jeg kunne få skideballer for at smide ting ud, men samtidig skulle der være ryddeligt hele tiden. Min selvtillid begyndte at falde fra hinanden, siger Ulla.
Der er også en anden episode, der står helt klart, når Ulla tænker tilbage på sin tid i Nathanaels Kirke.
Fredag efter fredag oplevede Ulla i en periode, at en gruppe drenge samlede sig tæt ved sognegården. Mens hun arbejdede, råbte drengene efter hende og kaldte hende “luder,” siger Ulla, og Ulla gik til ledelsen.
- Ved et møde siger kontaktpersonen til mig: “Nu har du jo påpeget, at unge mænd råber luder efter dig, men du kunne jo også prøve at klæde dig mere hensigtsmæssigt.” Jeg spurgte hende så, om hun mente, at det var mig egen skyld, og hun sagde så, at jeg tit gik med farverigt tøj på arbejdet. Jeg følte, at hun mente, at det var min egen skyld, siger Ulla.
Arbejdstilsynet kunne i forbindelse med samtalerne konstatere en anspændt atmosfære samt, at flere ansatte og medlemmer fra ledelsen var følelsesmæssigt påvirkede af situationen
Det fremgår af en besøgsrapport fra Arbejdstilsynet fra 2013, at kirken periodevist har haft problemer med en “bande” i området. Medarbejderne oplyser, at de følte en vis truende adfærd, mens en præst flere gange blev udsat for hærværk på sin bil.
Tilsynet talte dengang med kirkens ledelse om, hvordan de skulle drøfte de ansattes oplevelser med dem.
Ulla sagde op i 2018, og i dag arbejder hun som kirketjener i en anden københavnsk kirke, hvor hun ikke oplever problemer, og hvor hun i dag har fået et godt arbejdsliv.
Hverken den pågældende formand eller den kontaktperson, som Ulla omtaler er tilknyttet Nathanaels Kirke længere. TV 2 Lorry ville gerne have foreholdt dem Ullas historie, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Året efter, at Ulla Bentzen havde sagt sit job op i Nathanaels Kirke som konsekvens af det, hun oplevede som årelang mobning, aflagde Arbejdstilsynet igen Amager-kirken et visit den 2. april 2019.
Den 25. juni 2019 udkom en rapport fra tilsynet baseret på besøget.
I rapporten, som Radio24syv dengang dækkede, og som TV 2 Lorry i dag har fået aktindsigt i, fortæller kirkens medarbejdere og menighedsrådsmedlemmer blandt andet, at de er blevet udsat for “krænkende, sårende og nedværdigende handlinger” i deres arbejde.
I den forbindelse blev Nathanaels Kirke påbudt at sikre, at arbejdet i kirken ikke længere fremover skulle “medføre risiko for fysisk eller psykisk helbredsforringelse som følge af mobning.”
Kirken blev desuden påbudt at bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed til at løse problemerne og forebygge mobningen. Begge påbud skulle efterkommes inden februar 2020, står der i rapporten.
Ulla Bentzen var ansat i Nathanaels Kirke i næsten ni år. Kirketjeneren, der erstattede hende, da hun endelig sagde op i 2017, holdt ikke lige så længe.
Hans navn er Patrick Kauffmann, han er 54 år, og han er en af de ansatte, der har delt sine oplevelser i Arbejdstilsynets rapport.
Patrick var ansat som kirketjener i Nathanaels Kirke fra 1. marts 2017 - 1. september 2019.
Når han i dag taler om sin tid i Nathanaels Kirke, forstår han ikke, hvordan han kunne klare det så længe.
- Jeg havde planlagt at stoppe lang tid før. Det var for belastende. I perioder, da jeg arbejdede der, havde jeg det meget dårligt. Jeg svært ved at falde i søvn, og når jeg faldt i søvn, sov jeg dårligt. Det har jeg aldrig prøvet før. Det var rædselsfuldt at være der, siger han.
Fra den dag, Patrick første gang trådte ind i Nathanaels Kirke, fulgte tre år, hvor han - nøjagtigt som Ulla - følte sig overvåget, bagtalt og kritiseret i sit arbejde - og hvor han blev indkaldt til møder, som han ikke fik at vide på forhånd, hvad handlede om.
Patrick siger, at han i løbet af sin ansættelse blev stillet intime spørgsmål, der eksempelvis gik på, hvor meget han svedte og om han brugte deodorant. Han blev også beskyldt for at lyve op til flere gange - beskyldninger, der ifølge Patrick var grundløse.
Hun troede ikke på mig, så hun fik mig til at ringe butikken op på medhør, og de skulle så forklare, at jeg ikke havde gjort noget forkert
Patricks oplevelser minder - som du vil kunne læse - på flere punkter så meget om Ullas, at det næsten er mærkeligt, at menighedsrådets persongalleri på tidspunktet for Patricks ansættelse er et andet, end det var, da Ulla var ansat.
Det er med andre ord ikke de samme personer, som de to tidligere kirketjenere fremhæver.
En martsdag i 2018 blev kirketjeneren indkaldt til et møde på initiativ fra kirkens kontaktperson, der også var medlem af menighedsrådet. Han fik ikke på forhånd en dagsorden for mødet, hvilket man som ansat har ret til.
Knapt var han mødt op i lokalet, hvor mødet skulle holdes, før han fik besked på at hente alt det arbejdstøj, han havde fået af kirken. Kontaktpersonen ville gennemgå både tøj og kvitteringer, for at undersøge, om han havde snydt med kirkens penge, lød det.
- Jeg hentede det hele og lagde det så frem på bordet til mødet, og så måtte jeg se på, mens kontaktpersonen gennemgik det hele. Hun sad med alle kvitteringerne og gik dem igennem en ad gangen, siger Patrick.
En af kvitteringerne viste, at Patrick havde købt en jakke for kirkens penge, selvom kirken ifølge lovgivningen kun skal betale for en regnjakke - ikke en almindelig jakke:
- Pludselig sagde hun: ‘Hov! Hvad er det? og pegede på en bon, hvor der stod, at jeg havde købt en jakke. Jeg forklarede, at det var min regnjakke, men hun troede ikke på mig, så hun fik mig til at ringe butikken op på medhør, og de skulle så forklare, at jakken på bonen var en regnfrakke, og at jeg ikke havde gjort noget forkert, siger Patrick.
- Det var meget ubehageligt. Hun håbede, som jeg så det, at jeg havde købt et eller andet på kirkens regning, og at hun kunne knalde mig på at have taget fra kassen. Der var meget stramme regler omkring arbejdstøjet. Jeg følte mig som en skoledreng, selvom jeg er en voksen mand. Det var ubehageligt at blive mistænkt for alt muligt og blive kontrolleret på den måde.
Episoden er også nævnt i Arbejdstilsynets 2019-rapport.
I juni 2018 blev Patrick indkaldt til en tjenstlig samtale af kontaktpersonen uden forudgående indkaldelse. Dagsordenen for mødet fremgik ikke af indkaldelsen. Mødet blev derefter aflyst og rykket to gange. Fortsat uden, at Patrick fik en dagsorden.
Først i midten af august fik Patrick dagsordenen for det møde, han havde ligget søvnløs over i to måneder. På dagsordenen, som TV 2 Lorry har fået tilsendt af Patrick, lød et af punkterne: “Manglende respekt, samarbejdsvilje og forståelse for kirkens liv og vækst”.
Den retorik vi har oplevet er stressende og fjerner arbejdsglæden. Flere af os har haft delvist søvnløse nætter, har prøvet at vågne op med hjertebanken, og have ondt i maven
Da dagen for den tjenstlige samtale oprandt, var mødet blevet til en såkaldt samarbejdsaftale i stedet. Ifølge rapporten fra Arbejdstilsynet skyldtes ændringen, at Patrick sammen med to andre af hans daværende kolleger, skrev en klage. Den vender vi tilbage til.
- Da jeg kom tilbage fra sommerferie, fandt jeg ud af, at det handlede om, at der var nogle visne blomster, jeg ikke havde fjernet. Jeg blev kaldt næsvis. Det er mange år siden, nogen har kaldt mig det. Der var også nogle blomster til jul, som ikke havde levet op til deres forventninger. Provsten var med til mødet. Jeg skulle måske have haft en undskyldning, men der var ingen, der gjorde noget.
TV 2 Lorry har spurgt provst Michael Nissen, om han erindrer det pågældende møde. Provsten ønsker ikke at sige noget konkret om mødet, men han bekræfter, at det har fundet sted.
Provsten vender vi tilbage til.
Det er Patricks oplevelse, at der herskede uenighed om, hvilke ansvarsområder der tilhørte de forskellige ansatte i kirken. Især mener han, at præsten ofte blandede sig i hans arbejde, selvom han som kirketjener står til ansvar for menighedsrådet.
- Præsten mente, at hun var min arbejdsgiver. Det har jeg flere gange forsøgt at sige, at det var hun ikke, det var menighedsrådet. Det var en af de ting, jeg følte, at hun var meget sur over. Jeg forsøgte også at snakke med provsten om det. Han har ikke magtet at informere hende om, hvordan reglerne er, siger han.
Det er Patricks opfattelse, at især den ene præst og den kontaktperson, som han personligt oplevede konflikter med, var roden til langt størstedelen af alle konflikterne i kirken.
Den holdning delte han dengang med tre andre nu tidligere ansatte i Nathanaels Kirke, der sammen med Patrick skrev en klage, der vedrørte netop de to personer, som Patrick nævner. Klagen, som TV 2 Lorry har set, blev sendt til Nathanaels Kirkes daværende menighedsråd.
TV 2 Lorry bringer her et anonymiseret uddrag af klagen, der blev sendt til Nathanaels Kirkes menighedsråd i 2018:
Ingen af de fire underskrivere er ansat i Nathanaels Kirke længere.
TV 2 Lorry har været i kontakt med dem alle, men kun Patrick Kauffmann har ønsket at medvirke i denne historie. En af underskriverne oplyser, at vedkommende har tavshedspligt.
Hans Melchiorsen er en 73-årig pensionist, der er kommet i Nathanaels Kirke i 12 år. I dag har Hans meldt sig ud af folkekirken på grund af de episoder, han han har været vidne til i kirken.
Flere gange har Hans lagt øre til, at præsten og kontaktpersonen bagtalte de ansatte og deres faglige evner.
- Engang sad jeg efter en Gudstjeneste og drak kaffe med min hustru, kontaktpersonen og præsten, og de fortalte om Patrick. De sagde på den grimmeste måde, at Patrick ikke havde forstand på, hvad han lavede, siger Hans.
I 2019-rapporten fra Arbejdstilsynet oplyser de ansatte, at de har været vidne til, at deres kolleger blev omtalt “negativt og nedsættende i menighedens påhør, fx ved arrangementer i kirken”.
- De fortalte de her ting til en helt almindelig kirkegænger. Det var horribelt. Det er så det feje ved mig, for der skulle jeg have stået af med det samme. Så undskylder man sig selv med “bedre sent end aldrig”, for jeg skulle have sagt, at jeg ikke ville høre på det. Men det er jo også sin sag at begynde at lægge sig ud med sin kirke, siger Hans.
Udslagsgivende for, at Hans har forladt den danske folkekirke, var kombinationen af, hvad han selv kalder den mangeårige mobning af ansatte og så et bestemt forløb med en nu tidligere ansat i Nathanaels Kirke.
Præster er menighedens hyrder. De er ledere for os. De skal tage sjælesorgssamtaler, hvor man vil betro sig med noget, man ikke vil sige til andre. Det begynder at krakelere, når sådan noget sker
Den pågældende person er underlagt tavshedspligt, hvorfor TV 2 Lorry undlader at beskrive vedkommendes forløb.
Hans kunne pludselig efter et langt liv som en fast del af folkekirkens menighed ikke længere genkende sig selv i de værdier, som Nathanaels Kirke praktiserede over for kirkens ansatte.
- Præster er menighedens hyrder. De er ledere for os. De skal tage sjælesorgssamtaler, hvor man vil betro sig med noget, man ikke vil sige til andre. Det begynder at krakelere, når sådan noget sker, og man har ikke lyst til at betro sig til nogen, der også sladrer om andre. Så går det i stykker, siger Hans.
TV 2 Lorry har spurgt de to personer, der bliver fremhævet af både Hans og Patrick som primære bidragsydere til det hårde arbejdsmiljø - præsten og menighedsrådsmedlemmet - om de ville medvirke i denne artikel, men det har de ikke ønsket.
De er begge fortsat tilknyttet Nathanaels Kirke.
Det kan være svært at beskrive den række af hændelser, der fører til, at man føler sig mobbet på sin arbejdsplads.
Hændelserne kan være så små, at kun den, de er målrettet, vil opdage dem, og gentager det sig ofte nok, kan det til sidst føles som chikane eller mobning.
Hvad Ulla Bentzen oplevede som kirketjener i Nathanaels Kirke drev hende til sidst så langt ud, at hun begyndte at se en erhvervspsykolog sideløbende med, at hun passede sit arbejde i kirken.
Adspurgt, hvorfor hun blev i kirken i ni år, svarer hun, at hun blev af loyalitet overfor sine kolleger, som hun også fandt stor støtte hos, men efter de ni år, måtte hun smide håndklædet i ringen.
- Jeg følte i rigtig lang tid ikke, at jeg kunne noget, Jeg er nødt til at sige, at det stadig sidder i mig. De havde lavet en fortælling om, at jeg ikke kunne noget, jeg duede ikke til noget, jeg kunne ikke planlægge, og jeg kunne ikke overskue arbejdsopgaverne, siger hun.
- Mine nuværende kolleger siger, at de kan mærke det på mig. Jeg er hele tiden bange for, at der er nogen, der er efter mig, siger Ulla, der i dag arbejder som kirketjener i en anden kirke, hvor hun er glad for at være.
Nathanaels Kirke var Patricks første møde med kirketjener-gerningen. I dag er han ansat i en anden kirke som kirketjener.
- Jeg har lagt det fra Nathanaels ned i en arkivskuffe og prøvet at glemme alt om det, men når man er blevet uretfærdigt behandlet, kan det være svært. Nu er jeg et sted, hvor jeg er glad for at være. Jeg har ikke længere problemer med søvnen, siger han.
Patrick Kauffmann mener, at der skal ske drastiske ændringer i selve den danske folkekirkes struktur, hvis man skal undgå mobning og dårligt arbejdsmiljø i kirkerne, siger han.
- Jeg har brug for, at ansvarlige politikere, biskopper og så videre vågner op, og at der bliver lavet radikale ændringer i folkekirken. At præster og personale ikke har to forskellige arbejdsgivere. At der ikke sidder inkompetente frivillige i menighedsrådet, der skal have ansvar for personale, bygninger og regnskaber, siger han.
Jeg mener, jeg har gjort, hvad jeg kunne for at understøtte menighedsrådet i at få løst problemerne
Michael Krogstrup Nissen er provst i Amagerbro Provsti, som Nathanaels Kirke tilhører, og det har han været siden 1. marts 2017. Før han blev ansat som provst, var han præst i selvsamme kirke, hvor han har været ansat siden 2004. Det er ikke ham, som hverken Patrick, Ulla eller Hans omtaler.
Overfor TV 2 Lorry forklarer han, at han i sin funktion som provst havde opfordret menighedsrådet til at søge hjælp hos Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning for at komme problemerne i kirken til livs, før Arbejdstilsynet aflagde visit.
- Det er selvfølgelig aldrig sjovt for nogen, når det er nødvendigt, at Arbejdstilsynet kommer. Omvendt tænkte jeg, at nu bliver der kigget på det og forhåbentlig gjort noget ved det, udtaler han.
Michael Krogstrup Nissen oplyser desuden, at han har deltaget i møderne i menighedsrådet og “haft en løbende dialog”.
Spørgsmål: Mener du, at du har gjort nok for at hjælpe kirken med at komme problemerne til livs?
- Min holdning til, at medarbejdere mistrives og oplever mobning, er, at der skal gøres noget ved problemerne. Her er menighedsrådet som den lokale kirkelige ledelse i sognet en helt central aktør. Jeg mener, jeg har gjort, hvad jeg kunne for at understøtte menighedsrådet i at få løst problemerne, svarer provsten.
Menighedsrådet er med andre ord helt afgørende for, at medarbejderne i kirkerne mistrives, mener provsten i Amagerbro Provsti - men hvad sker der, når et menighedsråd går i opløsning?
