Mjølnerparken fortsætter kampen: John mister sin bolig og skal genhuses

"Hvis man ikke kan være tryg i sit eget hjem, hvor kan man så være tryg", lyder det fra arrangør bag demonstration lørdag.

"Vores hjem er ikke til salg," råbte op mod 1000 mennesker i kor på Nørrebro i dag.

De var mødt op på den Sorte Plads for at demonstrere mod ghettolovens indvirken på Mjølnerparken.

Mjølnerparken er det sidste område i København, som stadig optræder på listen over parallelsamfund.

Derfor er det politisk besluttet, at Mjølnerparken skal gennemgå en forandring. Der skal skiftes ud i både bolig- og beboersammensætningen. I den forbindelse skal 60 procent af de almene boliger rives ned og genopbygges som almindelige boliger.

Det sker som et led i planen om at få området af listen over parallelsamfund.

Det kommer blandt andet til at gå ud over John Berg Larsen, som har boet i det 35 år gamle seniorbofællesskab, Midgården, i Mjølnerparken siden 2016. Han mister sin bolig under den nuværende renovering, og lige nu ved han ikke, hvor han bliver genhuset.

- Når almene boliger forsvinder, så forsvinder billige boliger også, siger han til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Og det er jo billige boliger, de (politikerne, red.) siger de gerne vil have.

Omkring 1000 var mødt op til demonstration denne lørdag.
Omkring 1000 var mødt op til demonstration denne lørdag.

Boligaktivistisk organisation står bag

Det er Boligaktionen - en københavnsk boligaktivistisk organisation, som står bag lørdagens demonstration. De har ikke selv adresse i Mjølnerparken, men arbejder i solidaritet med beboerne.

- Beboerne i Mjølnerparken får hele deres fundament revet op, siger talsmanden for Boligaktionen, Ayanle Farah.

- Hvis man ikke kan være tryg i sit eget hjem, hvor kan man så være tryg?, fortsætter han.

Talsmanden understreger at Boligaktionen arbejder for et København, hvor der er plads til alle.

Vi kan ændre det ved at gøre opmærksom på det

Det er en blandet skare af unge og gamle, der efter at have lyttet til en række talere på Den Sorte Plads bevæger sig ned ad Mimersgade mod Mjølnerparken.

Studerende Agnes Bjørn var dukket op til demonstration.
Studerende Agnes Bjørn var dukket op til demonstration.

- Jeg synes, det er virkelig vigtigt at gøre opmærksom på, at der er meget diskrimination og racisme i det danske samfund, siger Agnes Bjørn, der er studerende. 

- Det foregår ikke bare mellem mennesker, det er noget strukturelt, og det er noget, vi kan ændre på, hvis vi gør opmærksom på det, fortsætter hun.

Listen over parallelsamfund er af både eksperter og FN blevet kaldt diskriminerende.

I sidste måned besluttede Østre Landsret at en række beboere fra Mjølnerparken, skal have deres sag om påstået diskrimination prøvet ved EU-domstolen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik