Minister ville granske regler: Ét år senere kan Allan stadig ikke kalde Laura sin datter

Laura har altid kaldt Allan for sin far, men han kan ikke få lov at adoptere hende. Social- og ældreminister Astrid Krag sagde sidste år, at hun ville se på adoptionsreglerne, men ét år senere har intet ændret sig.

I september 2021 lovede social- og ældreminister, Astrid Krag (S), at se på reglerne for stedbarnsadoption, der blev kritiseret for at være for firkantede.

Det skete, efter at TV 2 Lorry bragte historien om Laura Kabell Lundberg, der trods sin myndige alder ikke kunne få lov at lade sig adoptere af Allan Erik Mortensen, som hun har kaldt for far i over 25 år.

Ét år senere kan TV 2 Lorry nu fortælle, at der intet er sket med reglerne.

Minister afviser at svare på kritik

TV 2 Lorry har anmodet om et interview med social- og ældreminister, Astrid Krag for at få svar på, hvorfor der ikke er sket ændringer på området. 

Ministeren har dog afvist at stille op til interview og har i stedet sendt følgende skriftlige svar:

"Jeg mener fortsat, at vi skal have fundet en løsning for de voksne børn og forældre, der kommer i klemme i de nuværende adoptionsregler, der ikke altid giver mening. Ministeriet har lavet det forberedende arbejde, og næste skridt er nu politiske drøftelser om mulighederne for at ændre reglerne, så de passer bedre til de behov, der er. Det forventer jeg, at vi kan tage hul på i den nye politiske sæson, der netop starter op."

Udmeldingen fra ministeren bliver mødt med skepsis hos Allan Erik Mortensen.

- Det er jo "gratis", det der er blevet sagt, og hun har jo ikke lovet noget. Det kan godt være, at nogen i ministeriet har kigget på det, men hvad betyder det? spørger Allan og fortsætter:

- Jeg håber og ønsker brændende, at der er ændringer på vej, men der er også en sandsynlighed for, at der efter det kommende folketingsvalg kommer en ny minister, måske endda fra et andet parti, og at sagen så ryger ned i bunken.

quote Der er også en sandsynlighed for, at der efter det kommende folketingsvalg kommer en ny minister, måske endda fra et andet parti, og at sagen så ryger ned i bunken.

Allan Erik Mortensen

Laura Kabell Lundberg forholder sig afventende til svaret og håber på handling bag ordene:

- Jeg håber, at arbejdet i ministeriet er nået så langt, at Astrid Krag eller en eventuelt anden kommende minister kan fortsætte det og få det gennemført. Men det kræver, at de rent faktisk handler på det, for det er let købt, hvis der ikke sker noget, siger Laura Kabell Lundberg. 

Umyndiggørende og forældede regler

Årsagen til afslaget på Allan Erik Mortensens og Laura Kabell Lundbergs ansøgning om adoption var blandt andet, at Allan Erik Mortensen ikke havde delt adresse eller var gift med Laura Kabell Lundbergs biologiske mor. 

Den forklaring efterlod Allan Erik Mortensen og Laura Kabell Lundberg uforstående og kritiske overfor reglerne, som de mener er umyndiggørende og forældede i forhold til tidens mere moderne familiekonstellationer, hvor hverken ægteskab eller fælles adresse er en selvfølge.

- Vi vil alle sammen det her ene og alene på grund af kærlighed, og det bliver bremset af en regel, der simpelthen ikke giver mening, fortæller Allan Erik Mortensen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Laura biologiske mor, som har taget dette billede af Allan og Laura på en ferie, ønsker også at adoptionen kan blive godkendt.
Laura biologiske mor, som har taget dette billede af Allan og Laura på en ferie, ønsker også at adoptionen kan blive godkendt.

For Laura er det store problem med reglerne, at hun ikke kan få lov til selv at bestemme, hvem der kan kalde sig for hendes far, når hun selv er myndig:

- Jeg blev meget stødt over, at det blev afvist, fordi det skulle være for barnets bedste, når nu “barnet” - altså mig, selv beder om det.

Frustrationen over reglerne er Allan Erik Mortensen og Laura Kabell Lundberg langt fra de eneste, der deler.

Reglerne slukker drømme i flere familier

Efter at deres historie blev bragt, har både TV 2 Lorry og Laura Kabell Lundberg været i kontakt med flere, som står frem og fortæller, at de er i samme situation.

En af dem er Maria Ysnæs på 37 år, der aldrig har kendt eller set sin biologiske far.

På grund af reglerne, kan hun heller ikke få lov at lade sig adoptere af den mand, hun har kaldt for far langt det meste af sit liv.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Uddrag af regler og krav for stedbarnsadoption af personer over 18 år

  • For at kunne adoptere et stedbarn skal man som udgangspunkt være fyldt 25 år. Man skal samtidig som udgangspunkt være mindst 14 år ældre end det barn, man vil adoptere.


  • Man skal have boet sammen med barnet i tre år, før barnet er fyldt 18 år. Perioden behøver ikke at være i sammenhæng. 


  • For at kunne adoptere en ægtefælles eller samlevers barn er det først og fremmest en betingelse, at adoptionen er til gavn for barnet. Man skal derudover være gift eller leve sammen. Ved vurderingen lægges der vægt på, om man har boet sammen i en sammenhængende periode på mindst 2½ år på ansøgningstidspunktet.


Kilde: Familieretshuset

- Jeg troede, det var en formalitet at ansøge om det. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, det blev et nej, fortæller Maria Ysnæs og fortsætter:

- For mig og min far handlede det om, at vi ikke havde boet sammen i lang tid nok, da jeg var under 18 år. Tre måneder gjorde udslaget. Havde vi boet sammen i tre måneder mere, havde vi ikke fået afslag på adoption.

quote Tre måneder gjorde udslaget. Havde vi boet sammen i tre måneder mere, havde vi ikke fået afslag på adoption.

Maria Ysnæs

Det fortsatte ønske om en adoption bunder for Allan Erik Mortensen og Laura Kabell Lundberg i et spørgsmål om princip og anerkendelse af deres forhold.

- Det kommer ikke til at ændre vores liv at få det på papir, andet end at vi føler, at vores kærlighed bliver accepteret, forklarer Allan og fortsætter:

- Man kan godt elske hinanden uden at det står på papir, men helt ærligt. Det her skulle aldrig blive en sag.

"Vi har holdt ferier, fejret højtider og holdt hinanden i hånden på første skoledag, og vi har et tæt datter-far-forhold, men staten er imod vores kærlighed. Ja … det lyder grimt, men det er åbenbart sådan, det er." - uddrag af Allan Erik Mortensens brev til social- og ældreminister Astrid Krag, som han sendte efter afslaget på ansøgningen om adoption sidste år.
"Vi har holdt ferier, fejret højtider og holdt hinanden i hånden på første skoledag, og vi har et tæt datter-far-forhold, men staten er imod vores kærlighed. Ja … det lyder grimt, men det er åbenbart sådan, det er." - uddrag af Allan Erik Mortensens brev til social- og ældreminister Astrid Krag, som han sendte efter afslaget på ansøgningen om adoption sidste år.
Foto: Laura Kabell Lundberg

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik