Minister: Ønsket er at kunne stoppe dumpning af slam i Køge Bugt

Et arbejde hen over sommeren skal give en vej uden om at dumpe over to millioner ton slam i Køge Bugt.

I løbet af sommeren vil myndighederne udarbejde et eller flere alternativer til, at der smides over to millioner ton let forurenet slam i Køge Bugt fra opførelsen af byggeprojektet Lynetteholmen.

Det er blevet konklusionen på et møde mellem transportminister Trine Bramsen (S) og de partier, der er med i aftalen om Lynetteholmen.

- Når alternativerne undersøges er det selvfølgelig med ønsket at kunne stoppe klapning (dumpning af slam, red.), siger hun på et samråd torsdag efter mødet.

- Jeg har brugt de seneste par uger på at finde ud af, om der reelt er mulige alternativer til de nuværende. Og det er dét arbejde, der nu er belæg for at igangsætte. Hvilke konkrete alternativer, der vil være, vil jeg gerne vende tilbage til, når arbejdet er afsluttet inden for de kommende måneder, siger Trine Bramsen. 

Hun oplyser yderligere, at hun torsdag har fået opbakning fra forligskredsen til at undersøge alternativer til dumpning af slam. 

I forbindelse med, at der skal opføres en kunstig halvø i København, Lynetteholmen, skal der flyttes cirka 2,5 millioner ton slam fra havbunden i området omkring Lynetteholmens fremtidige placering.

Bekymring i Sverige og kommuner

Trods forsikringer om at det ikke vil føre til miljøskader, har manøvren vakt bekymring blandt andet i Sverige og en række kommuner ud til Køge Bugt.

Det fik tirsdag Trine Bramsen til at skifte kurs og bede om opbakning fra partierne bag Lynetteholmen-projektet til at se på en plan b for at skaffe sig af med de over to millioner af ton slam.

Det kaldes klapning, når man fjerner slam fra havbunden og flytter det med et skib til en anden lokation, hvor man åbner en klap i bunden og lader det falde til bunds.

I forbindelse med Lynetteholmen holder man pause i klapningen over sommeren af miljøhensyn. Det har hele tiden været planen.

Derfor vil der ikke pågå klapning, mens der kigges på alternativet til at fortsætte klapningen i Køge Bugt.

De alternativer, som der findes frem til, skal være klar til juni. Her skal partierne bag aftalen om Lynetteholmen så træffe en aftale om, hvorvidt klapningen af slam i Køge Bugt skal fortsætte. Eller om der skal ske noget andet.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik