Metroselskabet: Fortsat sikkert at rejse med travl metro

Metroselskabet opfordrer alle passagerer til at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om god håndhygiejne samt begrænse den fysiske kontakt.

Du kan fortsat være helt tryg ved at rejse med Københavns metro.

I en skriftlig udtalelse til TV 2 Lorry oplyser Metroselskabet, at det på nuværende tidspunkt ikke skulle være forbundet med usikkerhed at rejse med metroen, selv i myldretiden.

- Det er fortsat sikkert at rejse med metroen og færdes på de store stationer. Metroselskabet opfordrer alle passagerer til at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om god håndhygiejne samt begrænse den fysiske kontakt – særligt hvis man er i risikogruppen med et svagt immunforsvar.

- Metroselskabet har informeret metroens kunder om myndighedernes seneste anbefalinger. Selskabet er i løbende dialog med Trafikstyrelsen og følger udviklingen og Sundhedsstyrelsens retningslinjer samt udmeldingerne fra Den Nationale Operative Stab, lyder det fra Metroselskabet.

Styrelse: Overvej, om du skal gå ind i tætpakket metro

Udmeldingen kommer, efter Sundhedsstyrelsen tidligere fredag opfordrede borgere til at udvise ekstra opmærksomhed, når de tager med offentlig transport.

- Tager man metro, bus eller tog, skal man være opmærksom på tætheden. Og man skal spritte sine hænder bagefter eller overveje at bruge handsker.

- Er man i risikogruppen, så kan man overveje, om man skal tage en tætpakket metro, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, på fredagens pressemøde.

Samtidig opfordrer styrelsen til, at man holder op med give hånd, kramme og kysse. Sundhedsstyrelsen opfordrer også til, at man ofte vasker hænder og bruger håndsprit.

De danske myndigheder har fredag desuden opfordret til, at alle arrangementer med over 1000 deltagere bliver aflyst.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik