Metroprisen stiger – Jan E. Jørgensen vil se anden løsning

Med de nye metrostationer i København, kommer der et kvalitetstillæg, som kun koster metropassagerer. Jan E. Jørgensen, Venstre, efterlyser alternativ løsning.

Når Metro Cityringen åbner dørene op for passagerer i september bliver det ikke kun nemmere og hurtigere at rejse rundt i København. Det bliver også dyrere.

Et kvalitetstillæg, der blev besluttet for næsten ti år siden, giver nemlig brugerne af både de gamle og nye metroelinjer en ekstraregning på 1,60 kroner per tur i myldretiden og 1,20 kroner uden for.

Men det er kun, når du tager metroen, du skal betale kvalitetstillægget.

quote Det kunne ganske simpelt løses ved, at man sætter billetpriserne op i hele hovedstadsområdet

Jan E. Jørgensen, 

Og det er helt gak, mener Jan E. Jørgensen, medlem af folketinget for Venstre, og kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.

Venstre var selv med i principaftalen fra 2007, hvor det blev besluttet at opkræve kvalitetstillæg, når Cityringen åbner. 

Usolidarisk

Alligevel mener han, at kvalitetstillægget er usolidarisk, når det udelukkende er metropassagerer, der betaler det. Han efterlyser i stedet en anden løsning til finansieringen af Metro Cityringen, som kvalitetstillægget er med til at dække:

- Vi har aldrig gjort forskel på priserne på offentlig transport, selvom der er forskel på, hvor fyldte busserne er eksempelvis. Der er et solidarisk element i offentlig transport, som gør, at alle betaler det samme, uanset om de kører med bus, metro eller S-tog, siger han til TV 2 Lorry.

Jan E. Jørgensen mener, det kommende kvalitetstillæg i metroen er usolidarisk.
Jan E. Jørgensen mener, det kommende kvalitetstillæg i metroen er usolidarisk.
Foto: TV 2 Kosmopol

Kvalitetstillægget vil frem mod 2065 indbringe mellem fire og fem milliarder kroner. De er regnet med i finansieringen af metroen, men Jan E. Jørgensen har en alternativ plan parat:

- Det kunne ganske simpelt løses ved, at man sætter billetpriserne op i hele hovedstadsområdet, så var det problem løst, siger han.

En forudsætning for metroen

Før folketingsvalget tegnede det også til, at tillægget aldrig ville se dagens lys. Sidste år sagde den daværende transportordfører for Socialdemokratiet:

- Kvalitetstillægget virker uhensigtsmæssigt og træls, og hvis det overhovedet kan lade sig gøre at finde en anden løsning, vil Socialdemokratiet gerne være med til det. Den høje pris i sig selv er et problem, lød det fra Rasmus Prehn.

Nu er hverken tillægget eller den høje pris et problem, lyder det fra formand i transportudvalget for Socialdemokratiet Jeppe Bruus:

- Det er en forudsætning for overhovedet at kunne bygge Metro Cityringen. Uden den her finansieringsmodel – ingen Metro Cityring. Det vil koste os cirka fem milliarder, hvis vi droppede tillægget, og det er ikke penge, vi kan finde til det.

Jeppe Bruus, Fmd. transportudvalget, Soc.Dem
Jeppe Bruus, Fmd. transportudvalget, Soc.Dem
Foto: TV 2 Kosmopol

 Vil Socialdemokratiet kigge på en model, hvor man deler regningen ud, som Jan E. Jørgensen foreslår?

- Der er allerede lavet en aftale for længe siden. Venstre har lige haft regeringsmagten, og hvis det var sådan, at Jan E. Jørgensen ville have den model, undrer det mig, hvorfor han ikke har lagt den frem noget før, siger han.

- Nu kommer han og problematiserer det arbejde, han selv har lavet. Men det er klart, hvis Venstre kommer med en konkret model, så vil vi selvfølgelig kigge på det. Jeg ser det som strøtanker fra Jan E. Jørgensen. Jeg mangler at se, hvad Venstre som parti bringer, siger Jeppe Bruus til TV 2 Lorry.

Metroselskabet anbefaler Pendler-kombi-kort til de pendlere som kun lejlighedsvis bruger metroen, så de kun betaler tillægget for de ture, de rent faktisk kører i metroen.

På kombi-kortet skal man ikke betale tillægget på forhånd, men opkræves 1,60 kroner per rejse med et maks på 80 kroner om måneden. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik