Metroen runder milepæl: Så mange har år efter år rejst med

Metroen i København har nu rundet 1 milliard passagerer. Men det har ikke været uden problemer.

1 milliard.

Så mange passagerer har nu rejst med metroen i København siden dens åbning i 2002. En milepæl der skaber glæde hos Metroselskabet.

- Det er fantastisk, lyder det fra Henrik Plougmann Olsen, der er administrerende direktør i Metroselskabet.

År efter år har flere millioner passagerer rejst med. Og på en almindelig uge står metroen for mere end to millioner rejser. 

Nederst i artiklen kan du se, hvor mange der år for år har rejst med.

Coronatomt

Selvom en milepæl er nået, så har det ikke været uden problemer.

I 2017 fortalte Metroselskabet til TV 2 Lorry, at de forventede 116 millioner passagerer i 2020. Men sådan gik det langt fra. I stedet måtte de nøjes med beskedne 63,7 millioner passagerer. 

Årsagen skal - nok ikke overraskende - findes i coronapandemien.

I august 2020 vurderede metroselskabet således, at passagernedgangen vil kunne ses i op til 5 år efter fuld genåbning.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Corona fik også konsekvenser for passagertallet i den københavnske metro.
Corona fik også konsekvenser for passagertallet i den københavnske metro.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Og ifølge Metroselskabet så mærker de stadig coronaens konsekvenser.

- De sørgelige sandhed er jo, at der ikke er så mange mennesker i metroen på grund af corona. Så i øjeblikket kører vi med halvdelen af de passagerer, der skulle have været, fortæller Henrik Plougmann Olsen til TV 2 Lorry.

Metroselskabet er dog fortrøstningsfulde omkring fremtiden, hvor de ser frem til at runde endnu en skarp milepæl:

- Vi forventer ikke, der går mere end seks-syv år, før vi rammer den næste milliard. 

Mere metro

Metroen åbnede i 2002. Siden er Cityringen kommet til i 2019, og der er flere metrolinjer på tegnebrættet

- Vi forventer, der skal bygges mere metro efterhånden som København vokser, så der også er grøn transport til de nye indbyggere, siger Henrik Plougmann Olsen.

Efter planen skal der allerede i 2024 åbne fem nye metrostationer. Det sker blandt andet, når M4-linjen forlænges fra Hovedbanegården til Ny Ellebjerg.

Så mange har år for år rejst med metroen

2002: 3,2 millioner

2003: 20,4 millioner

2004: 33,7 millioner

2005: 36 millioner

2006: 36,4 millioner

2007: 39,7 millioner

2008: 46,6 millioner

2009: 49,8 millioner

2010: 52,5 millioner

2011: 54,3 millioner

2012: 54,2 millioner

2013: 55,4 millioner

2014: 55,9 millioner

2015: 57,2 millioner

2016: 60,9 millioner

2017: 63,5 millioner

2018: 64,7 millioner

2019: 78,9 millioner

2020: 63,7 millioner

Torsdag var både transportministeren og overborgmesteren med den københavnske metro. Hør hvad de sagde om milepælen i indslaget herunder:

Kort nyt

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik