Medborgerhus for asylansøgere må dreje nøglen om: ”Vi er ikke længere på mode”

Det uafhængige medborgerhus Trampolinen åbner ikke op igen i det nye år på grund af manglende fondsmidler. Det føles håbløst, lyder det fra direktør.

Trampolinhuset har i et årti været et samlingssted for asylansøgere og flygtninge, der har haft brug for hjælp til blandt andet blive en del af det danske samfund.

Men coronakrisen har ramt husets økonomi hårdt, og efter afslag på en række store fondsansøgninger, har Trampolinhusets bestyrelse og direktion måtte kaste håndklædet i ringen. Derfor er Trampolinhusets døre nu permanent lukkede efter årsskiftet.

- Vi har kæmpet hårdt. Det er ti år, vi har arbejdet på det her, og det er et livsværk, der nu lukker, fortæller Morten Goll, den nu tidligere administrerende direktør hos Trampolinhuset.

quote Det føles håbløst, hvis al erfaringen forsvinder.

Morten Gool, tidligere administrerende direktør, Trampolinhuset

I de ti år har har de gennem undervisning, hjælp til job, juridisk rådgivning, sprogundervisning og kulturtilbud givet nyankomne den ballast, det kræver at begå sig i det danske samfund.

Flygtninge er ikke længere på mode

Men medborgerhuset var uafhængigt og dermed stærkt afhængige af fondsmidler. 

Og Morten Goll lægger da heller ikke skjul på, hvad han mener er årsagen til, at Trampolinhuset ikke har fået nye fondsmidler.

- I en årrække var det på mode i fondsverdenen at støtte op om initiativer, der arbejdede med integration, men det er ikke sexet mere. Nu er klima på dagsordenen, og folk med anden etnisk baggrund er ikke lige så interessante mere, siger Morten Goll.

Hvorfor så være uafhængige?

- Fordi når man kommer til et fremmed land, er man faktisk bange for myndighederne, og vi ville være en bro, der skulle skabe en tryg indgang til medborgerskab. Vi har nået det for en helt masse enkeltindivider, men mange står derude og får brug for det, vi kan tilbyde, lyder det fra Morten Goll.

Ville være bæredygtige

Morten Goll påpeger også, at de faktisk forsøgte at skabe en mere bæredygtig forretning, der ikke var afhængig af fondsmidler.

- Vi har arbejdet på at blive bæredygtige på den måde, at vi ville være en socioøkonomisk virksomhed, der skulle blive en aktør for kommunerne, men vi nåede ikke i mål, siger han.

Ifølge Morten Goll har Trampolinhuset det seneste halvandet år, i samarbejde med Københavns Kommune, fået omkring 30 personer i praktik eller i arbejde.

I alt estimerer Morten Goll, at tusindvis med anden etnisk baggrund har fået hjælp hos Trampolinhuset. Nu håber han bare på, at husets viden ikke går tabt.

- Vi har fået så meget erfaring og viden i huset, som risikerer at gå tabt, når det bliver lukket. Det føles håbløst, hvis al erfaringen forsvinder. Vi står med hatten i hånden og vil gerne forære alt det, vi ved, siger han.

TV 2 Lorrys program Søndagsmagasinet besøgte tilbage i sensommeren 2017 Trampolinhuset. Her fulgte vi både danskere og asylansøgere, der var i praktik i det multikulturelle medborgerhus. Se mere nedenfor.

Trampolinhuset i det københavnske nordvestkvarter - et integrationsprojekt, der bryder med normerne. Her stiller man krav til asylansøgerne.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik