Massesygdom blandt pædagoger: Forældre dybt bekymrede

Massive sygdomsudbrud blandt personalet i institutionerne vækker dyb bekymring blandt forældrene - der er ikke voksne nok til at tage sig af børnene.

Københavns daginstitutioner er hårdt ramt af coronaepidemien. For de ansatte lægger sig en efter en, og der bliver færre og færre til at passe børn i vuggestuer og børnehaver. 

Omfanget er nu så stort, at forældreorganisationen KFO er dybt bekymret.

- Jeg er bekymret over konsekvenserne og kan ikke lade være med at tænke, om det overhovedet er forsvarligt, siger Maja Hvidtfeldt Håkansson, der er formand for KFO.

Hun er selv mor til en lille datter, der er i vuggestue og forsøger sammen med sin mand, at holde datteren hjemme eller hente hende tidligt i det omfang, det kan lade sig gøre. Men den mulighed er der mange, der ikke har. Og de må så indstille sig på situationer, hvor der kun er en enkelt voksen til at passe  store børnegrupper.

- Vi får jo henvendelser fra forældre, som møder op i institutioner, hvor der hænger opslag om, at nu er der ni ud af 16 ansatte, der er syge. Og de skal holde åbent - de må ikke forlange, at man holder børnene hjemme. Men det ville jeg da hellere have, end at vide, at der er for få voksne. Det er det mest forfærdelige at tænke sig, for dermed kan der ske langt værre ting, end at institutionen er lukket, siger Maja Hvidtfeldt Håkansson og peger på risikoen for ulykker, når så mange børn kun har en enkelt voksen til at se efter sig.

Opfordrer til at holde børnene hjemme


Enkelte børnehaver og vuggestuer har opfordret forældre til at holde børnene hjemme, hvis de kan. Københavns Kommune understreger dog, at det på ingen måde er et krav. Og det er under alle omstændigheder ikke nemt, siger Maja Hvidtfeldt Håkansson.

- Jeg er bekymret over konsekvenserne og kan ikke lade være med at tænke, om det overhovedet er forsvarligt, siger Maja Hvidtfeldt Håkansson, der er formand for KFO.
- Jeg er bekymret over konsekvenserne og kan ikke lade være med at tænke, om det overhovedet er forsvarligt, siger Maja Hvidtfeldt Håkansson, der er formand for KFO.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Lorry

- Vi får jo alle at vide, at restriktionerne lempes lidt efter lidt, og at sygehusene ikke er så pressede som nødvendigt. Dermed har arbejdsgiverne også svært ved at forstå, hvis folk har problemer med at passe deres arbejde på grund af børnepasning, forklarer hun.

Og når forældre alligevel vælger at holde barnet hjemme - ja så er der foreløbig ingen løfter om, at de får refunderet deres udgift til børnepasning.

- Det er vi da trætte af. Under de tidligere nedlukninger har vi fået refusion, siger hun.

De barske tal

Men spørger man i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, så er det vidt forskelligt, hvor hårdt institutionerne er ramt. 

Forvaltningen opgør dagligt antallet af coronasmittede ansatte i pasningstilbuddene, og seneste tal er fra tirsdag, hvor billedet var, at 59 procent af pasningstilbuddene havde et sygefravær på mellem 0 og 5 procent.

Men der er også mange steder, hvor den er helt gal. 

Syv procent af institutionerne havde et fravær på mere end 30 procent, mens ni procent af institutionerne havde mellem 15 og 30 procents sygdom blandt de ansatte. 

Endelig er der 26 procent af tilbuddene, der var ramt af sygefravær blandt 5 til 15 procent af de ansatte.

Kommunen oplyser, at der er sket et lille fald i antallet af de hårdest belastede institutioner.

- Nogle af vores daginstitutioner oplever et meget højt sygefravær hos personalet som følge af corona. Da vikarbureauerne også er ramt af mangel på personale og højt sygefravær, er det ikke altid muligt at få de vikarer, der er behov for. Den ekstraordinære situation betyder, at der er institutioner, som bliver hårdt presset på driften. Der bliver trukket hårde veksler på vores raske personale lige nu. De yder en kæmpe indsats under vanskelige vilkår, siger ressourcedirektør i Børne- og Ungdomsforvaltningen,  Nicolai Kragh Petersen.

Pasningsgarantien gælder stadig

Han tilføjer, at lovgivningen fastholder pasningsgaranti - og derfor skal de forældre, der har behov for det, have et tilbud.

- Institutionerne skal bede om hjælp, hvis de har behov for det. I første omgang kan de række ud til naboinstitutionerne i deres klynge, hvor de måske kan udlåne nogle af deres medarbejdere. Hvis klyngen ikke kan hjælpe på grund af højt sygefravær, kan den enkelte klynge få hjælp hos områdechefen, der midlertidigt kan sende nogle af områdets støttepædagoger og pædagogiske konsulenter ud til en institution med akut behov for hjælp. 

_










Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik