Er det her Danmarks højeste stillads? Marmorkirkens top får en overhaling i 76 meters højde

Renovering af Marmorkirkens øverste del byder på en helt usædvanlig stilladsopgave.

Det hører til sjældenhederne, at bygningsrenoveringer i Danmark indebærer stilladsbyggerier i 76 meters højde.

Men nu handler det om Marmorkirken i Københavns Indre By, og da det er toppen af den, der skal have en tiltrængt overhaling, så medfører det et helt udsædvanligt stillads.

- Vi har aldrig bygget noget, der bare minder om det her. Toppen er oppe i 76 meters højde, fortæller Thomas Lønbirk, der er direktør og ejer af virksomheden Dansk Stillads Service.

Fra toppen af kuplen på Marmorkirken rejser sig det, der kaldes lanternen, og den ender i fløjstangen, hvor man ofte placerer en vejrhane - men i Marmorkirkens tilfælde er det en sol og et kors, der udgør det højeste punkt af bygningen.

Lanternen skal renoveres, og det samme gælder den mere end ti meter lange fløjstang, der skal pilles ned og en tur på værksted. Det øvrige renoveringsarbejde på lanternen foregår på stedet - højt over Københavns gader.

To stiladser i ét

Thomas Lønbirk fortæller, at danske arbejdsmiljøregler betød, at det kæmpe stillads skulle rejses.

Fra jorden og 56 meter op står det høje adgangsstillads, hvor bygningsarbejderne kan tage en elevator op. Herfra går de ad en gangbro for at nå stilladset, der omkranser lanternen - og herfra skal de tage turen op af trapper, der er en del af stilladset. 

Og inden byggeriet af det særprægede stillads er der blevet regnet meget grundigt på forholdene. Marmorkirken er ikke en bygning, man tager chancer med.

 - Der har været flere arkitekter, som har stået for at planlægge projektet. Da man skulle lave udbuddet, havde man fat i rådgivende ingeniører, og de regnede så på, hvad bygningen kan klare. Der blev udarbejdet en 3D-model af kuplen, så man kunne undersøge og regne på, hvor store ekstra kræfter, kuplen kan optage fra et stillads, forklarer Thomas Lønbirk.

Ingen standardvejledning

Dernæst har Thomas Lønbirk og hans folk været i gang med at planlægge, hvordan stilladset skulle bygges, og at det ville blive stående uanset vejrforholdene. Og selve stilladset har taget to måneder at få bygget.

- Det her er ikke noget, man kan slå op i en standardvejledning, så det skulle bestilles hos en virksomhed i Tyskland, fortæller han.

Byggerier på og ved Mamorkirken vækker altid bekymring og udløser ekstra sikkerhedsforanstaltninger.

Under kirken ligger metrostationen Marmorkirken, og som den eneste af de nye metrostationer blev den bygget i to etager - med de to spor over hinanden. Dermed blev stationshullet smallere, og man minimerede frygten for, at hele bygningen skulle synke sammen i metrohullet under jorden.

Nu står stilladset forankret til Marmorkirken, og arbejdet kan gå i gang. Det ventes færdigt i løbet af efteråret.

Marmorkirkens karakteristiske profil ser noget anderledes ud, inden byggeriet er færdigt til efteråret.
Marmorkirkens karakteristiske profil ser noget anderledes ud, inden byggeriet er færdigt til efteråret.
Foto: Hans Nørgaard / TV 2 Lorry

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik