Kendt restaurantkæde får sur smiley og bøde – nu er køkkenchefen fyret

Restaurant-partner kalder det utilgiveligt.

Den københavnske restaurantkæde Madklubben har 18 restauranter på landkortet og millioner af kroner på bundlinjen.

Men nu har en af kædens restauranter fået ridser i lakken.

Fødevarestyrelsen aflagde den 16. december et kontrolbesøg på Mamma’s på Regnbuepladsen nær Københavns Rådhus, og her blev der fundet flere kritiske forhold.

"Der er ansamlinger af røde plamager i den store opvaskemaskine. Hylder i kølerum fremstår ikke rengjort. Gulv og overflader fremstår med indtørret madrester. Der er en sur lugt af kloak i det bagerste produktionsområde ved opvask og kølerum," står der i Fødevarestyrelsens kontrolrapport.

Den manglende rengøring udløste i sig selv ’kun’ en indskærpelse til Mamma’s. Værre var det med restaurantens egenkontrol, som viste sig at være alt for lemfældig og slap.

Fødevarestyrelsen konstaterede, at Mamma’s ikke kunne fremvise dokumentation af temperatur ved varemodtagelse, opbevaring, opvarmning og nedkøling fra den 24. november til og med den 16. december.

”Der er ingen medarbejdere tilstede, og der er ikke udført dokumentation for egenkontrollens gennemførsel,” står der i kontrolrapporten.

Ved et forudgående kontrobesøg fik Mamma’s en indskærpelse for at have rod i egenkontrollen, og eftersom der ikke var blevet strammet op, kvitterede Fødevarestyrelsen med en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner til restauranten.

Køkkenchefen fyret

Lars Bertelsen, som er partner på Mamma’s i København, erkender, at det ikke ser for godt ud.

"Det er en klar fejl. Egenkontrol er en integreret del af vores kokkes arbejdsrutiner. Det er en arbejdsproces, kokkene udfører hver eneste dag, men i dette tilfælde handler det om, at vi ikke har fået dokumenteret det. Og det er utilgiveligt."

"Egenkontrol er et område, som vi tager meget alvorligt på Mamma’s i København, og vores politik på området klokkeklar - vi tolererer ikke, at den opgave bliver misligholdt, og derfor har vi taget konsekvensen og afskediget den medarbejder, der har været ansvarlig for opgaven," siger han i en mail til TV 2 Lorry.

TV 2 Lorry er efterfølgende blevet oplyst, at det er Mamma's køkkenchef, som er blevet fyret.

"Vi har, sammen med en ekstern fødevaresikkerhedskonsulent, indført en dobbelt kontrolprocedure. Det skal sikre, at lignende ikke gentager sig," siger Lars Bertelsen.

TV 2 Lorry har også spurgt ind til den indskærpelse, som Mamma’s har fået for manglende rengøring.

Her svarer Lars Bertelsen, at det skyldes, at Fødevarekontrollen kom besøg ved middagstid efter en personalejulefrokost på Mamma’s i København, hvor personalet ikke havde ryddet op efter sig.

"Personalet havde planlagt sammen at rydde op, når de mødte ind på arbejde fire timer før service. Det er en klar fejl, at oprydningen ikke er sket samme aften, og det er blevet indskærpet over for personalet," siger Lars Bertelsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik