Mand udvist og idømt tre års fængsel - forsøgte at afspore S-tog

120 passagerer var i tog, som i marts blev forsøgt afsporet med 25 kilo tung metalstang. Nu er udlænding dømt.

Et forsøg i marts på at afspore et S-tog koster en 27-årig mand tre års fængsel.

Desuden er den dømte, Seyhan Erol Musa, der er tyrkisk og bulgarsk statsborger, blevet udvist af Danmark for bestandigt.

Dommen er faldet torsdag i Københavns Byret.

Forsøget på afsporing skete 4. marts mellem stationerne Nordhavn og Svanemøllen, hvor han placerede en 25 kilo tung metalstang på tværs af skinnerne, så S-toget ramte metalstangen.

Der var godt 120 passagerer i toget. Det blev dog ikke afsporet, men venstre hjul på togets forreste aksel løftede sig syv-ti centimeter fra skinnehovedet.

272 tog blev aflyst

Tusinder af mennesker blev berørt, 272 tog blev aflyst, og 104 tog blev forsinket, da toget med cirka 70 kilometer i timen ramte stangen. Lokomotivføreren aktiverede nødbremsen og sendte nødsignal.

Foto taget efter hændelsen.
Foto taget efter hændelsen.
Foto: Presse-fotos.dk

Den 27-årige mand var tiltalt for at være årsag til en jernbaneulykke og for omfattende forstyrrelse af trafikken. Og han er dømt efter tiltalen, fortæller anklager Anders Larsson.

Han mente også, at manden skulle idømmes tre års fængsel.

- Strafferammen er 12 år, og alene så høj en strafferamme sender et signal om, at det er meget alvorlig kriminalitet.

- Så var det et tog med 120 mennesker, og det var meget heldigt, at det ikke gik værre i denne situation, og at S-toget ikke blev mere afsporet. Det var de to ting, jeg lagde vægt på, siger Anders Larsson.

Spottet af vidner

Vidner havde set en mand på skrænten ved banelegemet. Han bar på en rygsæk og en bold, fortalte de, og snart efter blev den nu dømte anholdt af politiet.

Seyhan Erol Musa nægtede i retten, at han havde noget med det at gøre, fortæller Anders Larsson. Men han passede på beskrivelsen med rygsækken og bolden, forklarer anklageren.

- Der er et vidne, som på ganske tæt afstand har givet en meget præcis beskrivelse af gerningsmanden. Den beskrivelse passer med den person, som politiet standsede et kvarter efter, at anmeldelsen fra vidnet var kommet.

- Den flugtede meget præcist. Det var meget få mennesker på det tidspunkt, der havde en lyserød rygsæk og en gul fodbold, siger anklageren.

Den 27-årige har anket dommen til landsretten.

Desuden venter en afgørelse om erstatning i sagen. DSB kræver 167.186 kroner i erstatning. Men det skal behandles i en anden sag.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik