Mand overdænget med slag og stukket med kniv i København

34-årig mand faldt i snak med to personer, som kort tid efter overfaldt ham foran fitnesscenter på Nørrebro.

Natten til fredag blev en 34-årig mand overfaldet og ramt af flere knivstik i nærheden af Nørrebro Station i København.

Manden blev efter overfaldet bragt til Rigshospitalets Traumecenter, men han har ikke været i livsfare.

Det oplyser Københavns Politi fredag morgen.

Offeret har oplyst til politiet, at han inden overfaldet var kommet gående langs Stærevej. Her mødte han to personer, som han kortvarigt faldt i snak med.

- Han går derefter videre, og ud for Frederikssundsvej 5 - lige ved et Sats-fitnesscenter - bliver han passet op af de to mænd samt en tredje, som helt umotiveret presser ham op mod en væg, overdænger ham med slag og stikker ham tre gange i kroppen med en kniv, siger central efterforskningsleder Anders Frederiksen.

Undersøger videoovervågning

Ingen personer er blevet anholdt i forbindelse med sagen.

- Vi har arbejdet ude i området, og der er vidner, som har henvendt sig. Vi skal undersøge, om der er videoovervågninger i området, der kan være relevante, siger efterforskningslederen.

Han forventer, at politiet kan stykke signalementer af gerningspersonerne sammen i løbet af fredagen.

Hændelsen skete kort efter midnat. En patruljevogn kom kort tid efter tilfældigvis forbi stedet. På fortovet, hvor overfaldet skete, var der en større blodpøl, fortæller efterforskningslederen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik