Maleri af verdenskendt dansker solgt for millionbeløb

Et maleri af Vilhelm Hammershøi blev mandag solgt for 2.8 millioner kroner på auktion.

Hvad er to tændte lys på et bord egentlig værd?

Hvis de er malet af den berømte danske maler Vilhelm Hammershøi, er svaret muligvis 2.8 millioner kroner.

quote Endnu engang fik vi bekræftet, at Hammershøi er én af vores absolut mest efterspurgte kunstnere

Julie Arendse Voss, Bruun Rasmussen

Det var i hvert fald, hvad hammerslaget lød på, da Hammershøis maleri "Interiør med kunstigt lys. To tændte lys på et bord" mandag blev solgt hos auktionshuset Bruun Rasmussen i København.

Maleriet fra 1904 var ellers 'kun' vurderet til 1-1.5 millioner kroner, men det endelige beløb endte altså et stykke over.

- Endnu engang fik vi bekræftet, at Hammershøi er én af vores absolut mest efterspurgte kunstnere. Det dunkle maleri med de to lange, slanke stearinlys repræsenterer nogle af Hammershøis mest centrale temaer såsom melankoli, det gådefulde og ensomhed, fortæller Julie Arendse Voss, leder af afdelingen for ældre kunst hos Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse.

"Scene af det offentlige liv i Orienten" malet af Martinus Rørbye blev solgt for 1 million kroner til museet Davids Samling.
"Scene af det offentlige liv i Orienten" malet af Martinus Rørbye blev solgt for 1 million kroner til museet Davids Samling.
Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner/PR

Hvem, der skal have læderet op ad lommen, melder historien ikke noget om. Flere museer var dog blandt køberne af en række malerier udført af andre store danske kunstnere.

Blandt andet købte det verdensberømte museum Louvre i Paris maleriet "Et Partie træer ved Charlottenlund, efter Naturen" af Fritz Petzholdt fra 1827.

Der blev også solgt malerier af blandt andet Martinus Rørbye og L.A. Ring på mandagens auktion.

- Vi er altid stolte, når museer køber værker på vores auktioner. Det vidner om, at vi som auktionshus har værker af meget høj kvalitet, siger Julie Arendse Voss i pressemeddelelsen.

Vilhelm Hammershøi levede fra 1864 til 1916.

Hans maleri "Interiør med kvinde ved klaver, Strandgade 30" blev i 2019 solgt for 31,5 millioner kroner på en auktion ligeledes hos Bruun Rasmussen. Det er det dyreste maleri solgt i Danmark.

Maleriet af Vilhelm Hammershøi blev solgt for langt mere end vurderingsprisen.
Maleriet af Vilhelm Hammershøi blev solgt for langt mere end vurderingsprisen.
Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner/PR

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik