Måtte aflyse dagen før: Er Louis årets uheldigste konfirmand?

Stort set alle nye konfirmander har i år oplevet at få spoleret deres konfirmationsfest af coronaepidemien, men for 14-årige Louis Marbak er det nu sket hele to gange.

Alt var klart.

Tøjet var strøget, talerne var skrevet, og menuen var på plads til de 49 inviterede konfirmationsgæster.

Men så var uheldet i den grad ude, og 14-årige Louis Marbak fra Amager må nu kandidere til at være en af landets mest uheldige konfirmander i år. For hele to gange er hans konfirmation blevet spoleret i løbet af små seks måneder.

Som rigtig mange andre teenagere oplevede han at få aflyst sin konfirmation i foråret, da coronakrisen var på sit højeste i Danmark.

- Det var selvfølgelig ærgerligt, men det var der ikke meget at gøre ved. Da vi aflyste dengang, var vi heller ikke så langt fremme i planlægningen, så vi sørgede hurtigt for at finde en ny dato og ombooke lokalerne, forklarer Louis mor, Lotte Marbak.

quote Vi endte med at måtte aflyse dagen før

Lotte Marbak

Den nye dato blev søndag den 6. september (i forgårs, red.)

Men heller ikke anden gang lykkedes det at afholde konfirmationen, for atter kom en vis virus i vejen for det, der skulle have været Louis’ store dag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Lotte Marbak fra Amager er mor til 14-årige Louis, der må kandidere til at være årets mest uheldige konfirmand.
Lotte Marbak fra Amager er mor til 14-årige Louis, der må kandidere til at være årets mest uheldige konfirmand.
Foto: Privatfoto

- Modsat den første aflysning i foråret, så var det denne gang en langt mere ærgerlig omgang, da vi endte med at måtte aflyse dagen før, siger Lotte Marbak.

Skolekammerater smittet med corona

I onsdags, fire dage før konfirmationen, blev Louis sendt hjem fra skole i karantæne, fordi der var konstateret corona i parallelklassen.

Samme dag fik han foretaget en coronatest i Københavns Lufthavn, og så var det ellers bare med at vente på et positivt svar i form af en negativ test.

Efter et par neglebidende dage kom svaret fredag formiddag, og alt var fint. Konfirmationsfesten var tilbage på skinner, men det viste sig kun at være en stakket frist, for få timer senere tikkede en nedslående besked ind fra skolen.

- Beskeden lød, at endnu et barn var smittet med corona, og denne gang var det en fra Louis’ klasse, og det barn havde senest været i skole om mandagen, så den test, vi lige havde fået svar på, gjaldt ikke længere, da der skal gå minimum fire dage, fortæller Lotte Marbak.

quote Han er gået ind i sig selv, og har været meget ked af det og ærgerlig. Han fik tårer i øjnene, da det var en realitet, at han ikke kunne holde sin konfirmationsfest

Lotte Marbak

Så igen måtte Louis og hans forældre haste afsted til testcenteret i Københavns Lufthavn – velvidende at tiden ikke var på deres side.

- Vores eneste chance for at afholde konfirmationen afhang af, at vi kunne få svar på den nye test allerede dagen efter om lørdagen. Jeg forsøgte at ringe rundt til Rigshospitalet, Hvidovre Hospital og corona-hotline, men lige lidt hjalp det, desværre. Testresultatet kunne ikke fremskyndes, så vi måtte med tårer i øjnene aflyse i allersidste øjeblik, og jeg brugte lørdag aften på at ringe  rundt til alle de inviterede, siger Lotte Marbak.

Isoleret på sit værelse

Og Louis var også knust. Isoleret på sit værelse kunne han konstatere, at 2020 ikke blev året, at han skulle træde ind i de voksnes rækker. Resultatet af den nye test modtog han i øvrigt søndag formiddag – og den var igen negativ.

- Han er gået ind i sig selv, og har været meget ked af det og ærgerlig. Han fik tårer i øjnene, da det var en realitet, at han ikke kunne holde sin konfirmationsfest, siger Lotte Marbak, som dog tilføjer med et grin:

- Så han har siddet og spillet fortnite med sin venner og fået maden serveret, så måske har det i virkeligheden ikke været så kedeligt.

Stor hjælp fra badehotel

Lotte Marbak har kun rosende ord tilovers for Dragør Badehotel, som har været hjælpsomme i forbindelse med de to aflysninger.

- Jeg ringede grædefærdig til dem, da jeg fik beskeden om fredagen, men de var så flinke, og jeg fik deadline frem til lørdag aften, hvor vi så aftalte et beløb. Da vi så aflyste endeligt, sagde de, at vi ikke behøvede at betale noget alligevel, fordi de godt kunne bruge råvarerne til andre selskaber, fortæller Lotte Marbak.

Konfirmationsfesten bliver nu udskudt til næste år, hvor Louis samtidig også fylder 15 år.

- Til den tid holder vi et brag af en fest, hvor vi kombinerer konfirmationen med fødselsdagen, og det har vi allerede aftalt med præsten, så vi må bare krydse fingre for, at det ikke bliver aflyst til den tid, siger Lotte Marbak, der mandag gav Louis lov til at blive hjemme fra skole.

- Jeg synes, han skulle have lov til en fridag, så han alligevel kunne holde sin blå mandag.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Samfund

den lille havfrue

Chefredaktør dømmes for at dæmonisere Den Lille Havfrue

Nicolai 2 pix

galleryNicolai med Tourettes fik tæv på gaden: "Jeg vil ALDRIG gemme mig væk"

luftfoto af københavn

Trods udflytning: Hovedstaden har flere statslige arbejdspladser

20201121-123911-L-1920x1278we

playTraktor-demonstration risikerer at blive supersprederevent, siger eksperter

København

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere