LTF-leder kan udvises af Danmark

Højesterets afgørelse om at udvise LTF-leder Shuaib Khan var ikke ude af proportioner, mener domstol.

Ingen rettigheder blev krænket, og det var ikke ude af proportioner, da Højesteret i november 2018 udviste Shuaib Khan.

Det mener Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der tirsdag har afgjort Shuaib Khans klagesag.

Shuaib Khan er kendt som leder af den nu forbudte bande Loyal To Familia. Han blev idømt ubetinget udvisning for at have truet en betjent i sommeren 2017. Samtidig fik han et indrejseforbud på seks år.

Med afgørelsen gik Højesteret imod både by- og landsret. Ved disse to instanser blev Khan kun idømt en betinget udvisning.

Shuaib Khan valgte efterfølgende at klage til domstolen i Strasbourg. Han mente, at hans rettigheder var blevet krænket og ville have sin udvisning ophævet. Men det lykkedes altså ikke.

Lang kriminel historik

Fra 2003 til 2017 fik Shuaib Khan 13 domme i Danmark, hvoraf størstedelen handler om personfarlig kriminalitet.

I afgørelsen lagde Højesteret blandt andet vægt på Khans lange historik som kriminel, og at man vurderede, at der var risiko for ny kriminalitet, hvis han ikke blev udvist.

Og netop dette vejer tungt i afgørelsen fra den internationale domstol. Heri lyder det, at dommerne mener, at de danske domstole har gennemgået den lange række af forbrydelser grundigt.

Shuaib Khan blev født i Danmark i 1986, men er pakistansk statsborger. Det er dog usædvanligt, at en udlænding, som er født og opvokset i Danmark, er blevet udvist. Særligt efter en dom på blot få måneders fængsel.

Sagen mod Shuaib Khan fik også stor politisk opmærksomhed, da den kørte ved de danske domstole.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik