Lokaludvalg kæmper for at beholde flygtningecenter

Politikerne i København vil flytte kommunens modtagecenter for flygtninge fra Valby til Bispebjerg, men begge lokaludvalg er skeptiske omkring den beslutning.

Siden 2016 har Københavns Kommunes velkomstcenter for flygtninge ligget på Ottiliavej i Valby, men snart skal det flytte.

Det bliver dog ikke med Valby Lokaludvalgs gode vilje.

- Først og fremmest, fordi vi synes, det fungerer godt. Vi har haft flygtningemodtagelsesboliger, siden København begyndte at modtage flygtninge, og det har fungeret fuldstændig uproblematisk. Derfor ser vi ingen grund til, at det absolut skal laves om, siger Michael Fjeldsøe, formand for Valby Lokaludvalg, til TV 2 Lorry. 

De første flygtninge kom til centeret i foråret 2016. Men det er indrettet på en midlertidig  dispensation, og derfor står det nu til at skulle flytte. 

- Så vidt vi kan forstå, er det en ren teknisk grund, som har gjort, at man er begyndt at overveje den her flytning, men det burde egentligt være unødvendigt, lyder det fra Michael Fjeldsøe.

Bander gør nyt center uegnet

Som en del af Københavns Kommunes budgetaftale er det besluttet, at ankomstcenteret skal rykke til Dortheagården på Frederiksborgvej i byens Nordvestkvarter.

Her hedder lokaludvalget Bispebjerg Lokaludvalg, og de er - på lige fod med kollegerne i Valby - heller ikke begejstrede for flytteplanerne.

quote Vi synes, det er vigtigt, at når man kommer som flygtning her til landet, så skal der også være ro

Dan Kreutzfeldt, næstformand i Bispebjerg Lokaludvalg

Det er dog ikke fordi, de ikke vil tage imod flygtninge. Men de mener, at bandeproblemerne i Nordvest gør området uegnet for flytningene.

- Vi synes, det er vigtigt, at når man kommer som flygtning her til landet, så skal der også være ro. Og Frederiksborgvej ved Dortheagården er faktisk et af de steder i Nordvest, vi oplever allerflest problemer, siger Dan Kreutzfeldt, næstformand i Bispebjerg Lokaludvalg, til TV 2 Lorry.

Nyt center bliver tidssvarende

Dortheagården på Frederiksborgvej er i dag et rehabiliteringscenter, som snart flytter til Brønshøj. Derfor har partierne bag budgetaftalen valgt at bruge otte millioner kroner på at omdanne det til et permanent flygtningecenter.

En af de ansvarlige borgmestre mener, at det vil give flygtningene langt bedre forhold.

- Man kan jo tænke, at det ikke rigtigt er tidssvarende, at vi i Valby har haft bad ude på gangen. Så helt praktisk handler det om, at man nu kan få sin egen lejlighed med bad og toilet. Og i det hele taget nogle rammer, som er mere moderne og tidssvarende, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Og en alternativ omlægning af kontorlokalerne i Valby vil kræve en lokalplansændring og blive langt dyrere.

- Hvis det permanent skal ændres til boligformål, så er der nogle helt andre krav i vores lokalplaner til, hvor meget parkering og udeareal, vi ville skulle finde i et område, der er relativt tæt. Så det kan helt fysisk være svært at få det til at lade sig gøre, siger teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL).

Holder fast

Selvom de to borgmestre ikke deler lokaludvalgenes bekymringer, glæder de sig over engagementet, og lover at være opmærksomme på situationen fremover.

Men lokaludvalgene holder fast i deres udmelding til politikerne.

- Genovervej sagen - der er andre muligheder, end dem, I har undersøgt, fastslår Michael Fjeldsøe fra Valby Lokaludvalg. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik