Lokal vaccineindsats i Tingbjerg har givet pote

Sundhedsstyrelsen har samlet erfaringerne med at styrke den lokale vaccinationsindsats i områder, hvor der er lavere tilslutning end på nationalt niveau.

Sundhedsstyrelsen har ti steder i Danmark i løbet af juni afprøvet forskellige lokale vaccinationstilbud i områder, hvor der er færre vaccinerede, sammenlignet med gennemsnittet for hele landet.

Indsatsen har blandt andet omfattet områderne Tingbjerg i Københavns Kommune og Brøndby Strand i Brøndby Kommune.

En evalueringen viser, at den aktive håndholdte indsats, der foregik i et samarbejde mellem regionerne og kommunerne, har været en god hjælp for dem, der ikke har reageret på deres indkaldelse til vaccination. Samlet er der vaccineret cirka 3.000 borgere i de udvalgte boligområder.

I Tingbjerg blev der i uge 24 vaccineret næsten det tredobbelte sammenlignet med ugerne forinden. Det samme er gældende for Brøndby Strand.

En af anbefalingerne for den videre vaccinationsindsats er at oprette flere lokale tilbud om vaccination tættere på borgerene, hvor man kan møde op uden tidsbestilling og at inddrage frivillig- og boligorganisationer til at sikre, at borgerne gøres opmærksom på tilbuddet.

- Kommuner og regioner har gjort en stor indsats. Vi ved, at der kan være nogle barrierer for nogle borgere, som gør, at de ikke bliver vaccineret, selv om de er inviterede. Nogen kan for eksempel have svært ved at finde, forstå og handle på den information, de har fået, eller have svært ved at bruge systemer som e-Boks og bookingsystemet til vaccination. Derfor har denne nære indsats været rigtig vigtig, siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Niels Sandø i en pressemeddelelse.

Alle, der ønsker vaccination, skal have det

Tiltaget viser ligeledes for blandt andet Tingbjerg indsatsen i høj grad har øget vaccinationstilslutningen i den tilsigtede målgruppe.

Indsatsen blev sat i værk, da det er ikke alle, der reagerer, når de i deres e-Boks får en invitation til vaccination mod Covid-19. Og i det nævnte bydele er andelen af folk, der ikke reagerer ekstra høj.

I for eksempel Brøndby Strand havde 17,7 procent af borgerne ikke reageret på deres invitation til vaccination mod corona. 

Med den særlige vaccinationsindsats, har borgere i de udvalgte områder kunne møde op og få vaccinen uden aftale.

Enkelte steder har kommuner kunne kontakte borgere på telefon for at gøre opmærksom på, at de er inviteret til vaccination og for at tilbyde en tid i det lokale ekstra vaccinationstilbud. Det gælder blandt andet Brøndby Strand.

Sundhedsstyrelsen følger udviklingen i tilslutning til vaccination på sogneniveau og har kontaktet de kommuner, der har områder med relativt mange borgere, som ikke har reageret på invitationen.

Samtidig har Sundhedsstyrelsen peget på fire områder, hvor der er behov for at oprette et lokalt tilbud for at sikre højere tilslutning til vaccination.

- Evalueringen viser, at regioner, kommuner, frivillig- og boligorganisationers samlede hjælp til borgerne har gjort en forskel for, om de bliver vaccineret. Vi vil gerne sikre os, at alle der ønsker vaccination også bliver vaccineret. For at opnå det, skal barrierne gøres så små og så få som mulige. Indsatsen viser, at vi kan nå borgere, der ellers ikke ville blive vaccineret. Derfor fortsætter vi i uge 33 for at sikre høj dækning i alle områder, siger Niels Sandø.

Mandag sendte vi direkte fra Tingbjerg, hvor borgere kunne møde op og blive vaccineret uden tidsbestilling. Fra onsdag får borgere i Brøndby samme mulighed.