Loftplader falder ned på ny skole til 400 millioner – skal undersøges for byggesjusk

Københavns Kommune vil nu undersøge, om der er foregået byggesjusk på den nybyggede Kalvebod Skole. En skole til 400 millioner, hvor lofter efter to år falder ned.

02:16

Loftsplader på den nybyggede Kalvebod Fælled Skole falder ned Video: Leif Danielsen/TV 2 Lorry

En nybygget skole på Amager til 400 millioner er ramt af det, der umiddelbart ligner byggesjusk.

Kalvebod Fælled Skole blev indviet i 2018 - og var samme år nomineret til Årets Skolebyggeri.

Men bare to år senere er loftet begyndt at falde ned.

Nu vil Københavns Kommune have slået fast, hvordan det kan ske.

Der blev ikke taget nogen chancer, vi kom meget hurtigt ud af skolen.

Thomas Peter Olsen, formand i skolebestyrelsen

- Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at en loftsplade er faldet ned. Det bør ikke kunne ske, og det er naturligvis vores førsteprioritet hurtigst muligt at sikre alle loftspladerne, siger Kasper Graa Wulff, byggechef, Københavns Kommune til TV 2 Lorry i et skriftligt svar og fortsætter:

- Derefter skal vi se på, om der kan gøres et ansvar gældende, og om vi kan få erstatning for udgifterne til at reparere loftet. Vi har kontaktet entreprenøren og givet besked om, at vi ser med stor alvor på sagen, siger han. 

Læs også Hal lukkes omgående: Tag risikerer at styrte sammen

Det er entreprenørfirmaet MT Højgaard, der står bag byggeriet - men så længe, det ikke er undersøgt, hvem der har ansvaret for, at en del af loftet er faldet ned, vil MT Højgaard ikke udtale sig.

Entreprenørfirmaet er på nuværende tidspunkt ved at bygge en anden ny skole ikke langt derfra, nemlig Islands Brygge Skole. 

Den nybyggede Kalvebod Fælled Skole blev indviet i 2018 og kostede 400 millioner kroner. Foto: Leif Danielsen/TV 2 Lorry

Ingen børn og voksne til stede

Det var i et klublokale på Kalvebod Fælled Skole, en loftsplade faldt ned. Der var ingen børn eller voksne til stede, da det skete.

Efterfølgende blev det konstateret, at der på skolen var et antal løse loftplader. Årsagen til de løse plader vurderes at være en utilstrækkelig fastgørelse mellem loftskinner og loftmoduler.

Det bør ikke kunne ske, og det er naturligvis vores førsteprioritet hurtigst muligt at sikre alle loftspladerne. Derefter skal vi se på, om der kan gøres et ansvar gældende. 

Kasper Graa Wulff, byggechef, Københavns Kommune

I den seneste uge har et nyt håndværkerfirma arbejdet i klasselokalerne, fordi samtlige lofter skal gennemgåes for fejl, og gennemgangen har vist, at loftet sidder løst flere steder. 

Imens er eleverne rykket udenfor til anderledes undervisning.

- Der blev ikke taget nogen chancer, vi kom meget hurtigt ud af skolen. Og der var en plan, så det ikke bare var underholdning. Selvfølgelig er det ærgerligt, men til gengæld er det godt vejr, så børnene kan nyde nogle dage ude og komme på nogle ture, de ellers ikke var kommet på, siger Thomas Peter Olsen, Formand, skolebestyrelsen, Kalvebod Fælled Skole til TV 2 Lorry. 

Thomas Peter Olsen, formand i skolebestyrelsen, Foto: Leif Danielsen/TV 2 Lorry

TV 2 Lorry har i dag forsøgt at få et interview med skolelederen, men hun har ikke ønsket at stille op eller give et skriftligt svar. 

Læs også Her er de nye restriktioner for Storkøbenhavn - og her gælder de

Forældre trygge ved situationen

Flere forældre på skolen, som vi har talt med på TV 2 Lorry, er trygge ved skolens håndtering, og det bakker formand for skolebestyrelsen Thomas Peter Olsen også op om:

Er I trygge ved byggeriet og situationen?

Ja, 100 procent. Der er ikke nogen, der føler sig generelt utrygge ved byggeriet. Det er uheldigt, når sådan noget sker, det er også super frustrerende, og vi havde meget gerne været det foruden, siger han.

I takt med, at det nye byggefirma siger god for sikkerheden, kan børnene komme indenfor igen. De første elever var tilbage i deres klasse i dag.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik