Løkke raser over parkeringsforhold: - Findes der en voksen på rådhuset?

Den tidligere statsminister er stærkt utilfreds med parkeringsmulighederne for ham og hans naboer i det indre København.

Lars Løkke Rasmussen fik i sin tid opkaldt en pizza efter sig i hans hjemby. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Forhenværende statminister Lars Løkke Rasmussen bor til daglig tæt på Nyhavn, og her er det åbenbart ikke lige til at finde et sted at parkere bilen.

Venstre-politikeren kritiserer hvert fald i et Facebook-opslag de ringe parkeringsmuligheder, der skulle være for beboerne i området.

- Skrivebordstænkning i Københavns kommune, når det er værst. Mine naboer og jeg cirkler rundt 30-45 minutter hver dag for at kunne parkere ved vores hjem og så spærrer kommunen en plads til erhvervskøretøjer, som står tom HVER nat. Findes der en voksen på rådhuset?, skriver Lars Løkke Rasmussen på det sociale medie.

Bagrunden for Lars Løkke Rasmussens kritik skal findes i sidste års budgetforhandlinger i Københavns Kommune . Her besluttede Teknik- og Miljøudvalget, at 300 nye  erhvervsparkeringspladser er reserveret hele døgnet til erhverv.

Samtidig er 200 en-times parkeringspladser konverterede, så de i perioden klokken 7.00 -17.00 er forbeholdt erhverv. Uden for det tidsrum åbnes der for betalingsparkering.

Læs også København laver 500 parkeringspladser kun til biler på gule plader

Skal hjælpe hjemmeplejen

Lars Weiss, der er gruppeformand for Socialdemokratiet og medlem af Teknik- og Miljøudvalget, er en af dem som var med til at vedtage den nye ordning. 

- Der har været og er en stor efterspørgsel fra erhvervsdrivende og håndværkere, der har ærinder i byen, på at få bedre mulighed for at parkere. Derfor besluttede vi i budgettet for 2019 at reservere nogle pladser, siger Lars Weiss til TV 2 Lorry.

Læs også Henrik har fået nok af parkeringskaos: "Det er jo nærmest håbløst"

Han forklarer opdelingen af helddøgnspladser og 07-17-pladser med, at det var det, der var mulighed for at lande et kompromis om.

Lars Løkke Rasmussens specifikke kritik af p-pladser, der er reserveret hele døgnet til erhverv, skyldes en helt bestemt gruppe af arbejdende.

- Fordelen ved at der også findes heldøgnspladser er, at den udkørende hjemmepleje kan have svært ved at finde pladser, og det har resulteret i mange parkeringsbøder. Så for at sikre at hjemmepleje har steder at parkere, kan de få lov at parkere på erhvervsparkeringspladserne, siger Lars Weiss.

Løkkes eget parti kan ikke se problem

Lars Løkke Rasmussen eget parti, Venstre, deltog ikke selv i afstemningen i Teknik- og Miljøudvalget, men ifølge TV 2 Lorrys oplysninger skulle det angiveligt være efter ønske fra Venstre, at parkeringspladserne til erhverv blev oprettet.

Læs også Beboere i oprør mod parkeringsregler: Nu betaler staten deres retssag

Dette bekræftes af Venstres gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation, Flemming Steen Munch. 

Han kan ikke selv se, at problemet skal være så slemt, som Lars Løkke Rasmussen skriver, og tager kritikken fra partifællen med ro.

- Jeg bor selv i det område, som de nye regler har ramt, men det betyder stadigvæk, at du langt de fleste steder efter klokken 17 kan gå ned at holde indtil næste morgen, så jeg synes ikke, at problemet er så slemt, siger han til TV 2 Lorry.

Læs også 2.200 parkeringspladser snuppes hver dag af containere og stilladser

Flemming Steen Munch mener, at beslutningen tjener et godt formål, da erhvervslivet i København ifølge ham har været voldsomt plaget af manglende parkeringspladser.

- I mange kvarterer har det været næsten umuligt at få en håndværler til at komme, fordi de ikke gad at få parkeringsbøder eller betale i dyre domme for at parkere.

- Men hvis de viser sig, at de ikke bliver brugt af erhvervslivet, så skal det laves om så hurtigt som muligt. Men jeg synes lige, vi skal vente og se, om det har en værdi, og om erhvervslivet er tilfredse med løsningen, siger Flemming Steen Munch.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik