Legendarisk smørrebrødsdynasti tæt på konkurs: "Det ser ikke så godt ud"

Oscar Davidsen Siesbye, femte generation af den kendte smørrebrødsfamilie, erkender, at hvis ikke de havde lukket forretningen ned, var de gået konkurs.

Familien Davidsen har serveret smørrebrød til danskerne i 130 år.

Men siden 'Restaurant Ida Davidsen' i marts 2021 opsagde lejemålet i Store Kongensgade og lukkede butikken, har der været stille omkring smørrebrødsdynastiet.

Dengang var meldingen, at man ”kiggede efter nye lokaler”, så restauranten kunne genåbne. På deres hjemmeside står der stadig, at man "er i fuld gang med at finde en ny lokation".

Men mere end halvlandet år, efter de lukkede ned, er der intet sket.


Og det er der en grund til. For planerne er sat i bero, forklarer Oscar Davidsen Siesbye, der er søn af den kendte smørrebrødsjomfru Ida Davidsen, og selv er femte generation Davidsen, der har levet af at lave smørrebrød.

- Det ser ikke så godt ud. Jeg er meget afventende, hvad der sker med hele verdenssituationen, fødevarepriser, lavkonjunktur, inflation, energipriser, alt sammen dårlige arbejdsbetingelser for restauratører, siger han til TV 2 Lorry.

Smørrebrødsrestauranten havde holdt til i Store Kongensgade i 47 år, de sidste 20 af dem med Oscar Davidsen Siesbye bag disken. Det var hans tipoldefar Oskar Davidsen, der i 1888 startede smørrebrødsimperiet op med en forretning på Nørrebro med hele 177 stykker på smørrebrødssedlen.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Ida Davidsen er ophavskvinden bag klassikeren stjerneskud med fiskefilet og rejer, som de flest kender. Det skete, da hun lavede et stykke smørrebrød til ære for den første mand i rummet, sovjetiske Jurij Gargarin, da han besøgte København. Dengang hed det en Sputnik, og så lidt anderledes ud end det stjerneskud, der spises i dag.
Ida Davidsen er ophavskvinden bag klassikeren stjerneskud med fiskefilet og rejer, som de flest kender. Det skete, da hun lavede et stykke smørrebrød til ære for den første mand i rummet, sovjetiske Jurij Gargarin, da han besøgte København. Dengang hed det en Sputnik, og så lidt anderledes ud end det stjerneskud, der spises i dag.

Restaurant Ida Davidsen er kendt for at fortolke kendisser i smørrebrød og opkalde dem efter det. Den utvivlsomme ære har Poul Nyrup, Prinsesse Marie, Lotte Heise, Bendt Bendtsen og Roger Moore blandt andet fået tildelt. Før de lukkede havde de mere end 300 stykker smørrebrød, man kunne vælge imellem.

Corona tvang restaurant til at lukke

Nedlukningen under corona var et hårdt slag for Restaurant Ida Davidsen, der kæmpede med færre besøgende – især på grund af manglende turister.

quote Hvis jeg ikke var stoppet dengang, så var vi gået konkurs

Oscar Davidsen Siesbye

- Vi kunne godt se i krystalkuglen, at det her gik ikke. Vi kunne ikke tjene nogle ordentlige penge, så vi kunne bevare vores standard og vores måde at drive restaurant på, siger Oscar  Davidsen Siesbye.

En dag satte hans kone ham ned og sagde, at nu skulle han tænke sig rigtig godt om. Var det værd at blive ved med at holde fast ”med det yderste af neglene”?

Efter den samtale tog Oscar Davidsen Siesbye beslutningen om at lukke restauranten helt ned.

- Hvis jeg ikke var stoppet dengang, så var vi gået konkurs eller i betalingsstandsning.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

ARKIVFOTO: Et festligt øjeblik ude foran restauranten i St. Kongensgade.
ARKIVFOTO: Et festligt øjeblik ude foran restauranten i St. Kongensgade.

I CVR-registret står restauranten nu som ophørt, men ikke erklæret konkurs. Oscar Davidsen Siesbye betegner det selv som, at forretningen ”ligger i dvale”.

Skuffede kunder brændt inde med gavekort

Både Oscar og hans 84-årige mor, Ida Davidsen, håber fortsat, at det en dag vil være muligt at åbne restauranten igen et nyt sted.

- Min mor er nærmest den mest utålmodige. Hendes store drøm er, at vi kommer i gang så hurtigt som muligt.

Mange genkender Ida Davidsen fra hendes tid som tv-kok i Go' Morgen Danmark, hvor hun lærte danskerne at lave det perfekte stykke smørrebrød. Derudover medvirkede hun også i en række reklamefilm for Tulip, hvor hun blandt andet skulle lære en engelsk tv-kok at udtale "smørrebrød" og "rødgrød med fløde".

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

ARKIVFOTO: En ung Ida Davidsen i køkkenet.
ARKIVFOTO: En ung Ida Davidsen i køkkenet.

Men Ida Davidsen må vente på mere gunstige tider, før hun kan komme i køkkenet igen. Og det samme må de mange indehavere af gavekort til den nu lukkede restaurant.

TV 2 Lorry har talt med flere kunder, der har gavekort til restauranten:

Til dem lover Oscar Davidsen Siesbye, at gavekortene ikke vil gå tabt, selvom han heller ikke vil udbetale pengene kontant lige nu:

- Når vi åbner igen, så får de gavekortene igen – også selvom de er udløbet, mens vi har været lukket ned, lyder det fra Oscar Davidsen Siesbye.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik