Den 28. maj er det international menstruationsdag.
Og det vil Laura Grubb, der beskriver sig selv som cyklusnørd og hormonhvisker, gerne udnytte til at opfordre kvinder – og mænd for den sags skyld – til at sætte menstruationscyklussen på dagsordenen:
- Der er rigtig mange, der ser menstruation som en negativ ting. Den bliver kaldt for ”Mit lort” eller ”Forbandelsen”. Jeg vil gerne have, at vi vender det lidt på hovedet og ser, at den faktisk kan styrke os som kvinder, fortæller hun.
Laura Grubb begyndte for fem år siden at leve efter sin kvindelige cyklus. Og har lige siden undervist kvinder i, hvordan de kan bruge deres cyklus strategisk til at forbedre deres liv:
- Det er for eksempel en god idé, hvis du skal søge et job, at du gør det omkring din ægløsning. Der vil du ofte være mere charmerende, fordi de her hormoner gør dig mere attraktiv for dine omgivelser, forklarer hun.
- Når vi får det her ’lifehack’ til vores krop, kan vi begynde at bruge det til vores fordel. Og så bliver det meget nemmere og sjovere at være kvinde.