Lars stoppede overfald på station - og fik selv tæsk

Lars Pless hjalp et par, der blev overfaldet på Valby Station. Det endte langt fra godt.

Lars Pless er en stor mand. Han er både højere end de fleste og bred over skulderpartiet. Når man ser ham, er den første tanke ikke, at han ligner et oplagt offer.

Tværtimod. 

Lars Pless er sådan en mand, man gerne vil følges med en mørk aften et øde sted. Og Lars Pless er faktisk også sådan en mand, der kommer andre folk til undsætning. 

Det gjorde han på Valby Station en nat i maj måned i 2016. 

Her kan man se mærkerne efter slag med støtteben. 
Her kan man se mærkerne efter slag med støtteben. 
Foto: Privat foto

- Jeg kan se, at et par på den anden side af vejen bliver generet af en lille mand. Det kan jeg vist godt tillade mig at sige. Men inden jeg når derover, når han at slå manden i hovedet med en flaske, fortæller Lars Pless. 

Fik hjælp af parret som han lige havde reddet

Lars Pless hjælper med at tørre blodet af og sikrer sig, at manden er okay. Men da Lars Pless vender sig om for at gå, kommer der "gutter", som Lars Pless selv kalder dem, løbende for alle sider og begynder at slå løs på ham. 

- Og jeg kan godt se, at jeg ikke kan gøre noget. På trods af min størrelse var de otte, og de slår med afknækkede støtteben fra cykler og kæder, og jeg står faktisk bare og prøver på at beskytte mit hoved og venter på, at de bliver færdige. 

- Det paradoksale er så, at det par, som jeg netop havde hjulpet, nu kommer over til mig og hjælper mig. Og vi går så sammen derfra, fortæller Lars Pless. 

Hør Lars Pless fortælle om den aften, han selv endte med at blive voldsofre. 

Hver fjerde passager føler sig utryg ved togstation. Det viser en undersøgelse som TÆNK står bag. 

Og det er måske forståeligt, når man hører om sager som Lars Pless´og weekendens overfald på Albertslund Station, hvor 17-årige Marcus Aroli blev jagtet og fik tæsk af en større gruppe unge. 

Politikredsene i TV 2 Lorrys område maner dog til besindighed. TV 2 Lorry har lavet en rundringning, og ifølge kredsene, er der ikke tale om en stigning i antallet af overfald på stationer. 

Du skal ikke gribe ind

Men hvis man er vidne til vold, opfordrer politiet til, at man straks ringer 1-1-4. 

Sådan så Lars´ansigt ud efter overfaldet. 
Sådan så Lars´ansigt ud efter overfaldet. 
Foto: Privat foto

- Man skal hele tiden sørge for at blive i telefonen. Fortælle os, hvad der sker og give os observationer. Det kan jo være, at gerningsmanden kan nå at slippe væk. Derfor har vi brug for observationer og et signalement, så vi hurtigst muligt kan få lokaliseret og anholdt en mulig gerningsmand, siger Søren Uhre, vicepolitiinspektør, Københavns Vestegns Politi. 

Og vigtigst af alt, lyder det fra Søren Uhre, skal man ikke forsøge at gribe ind. Det kan, som det også skete med Lars Pless, ende rigtig galt. 

Men spørger man Lars Pless, om han har fortrudt, at han hjælp parret på Valby Station, er svaret klart. 

- Nej, det har jeg ikke. Og jeg vil nok gøre det igen. Jeg vil dog lige kigge mig over skulderen og ikke bare fare derover. Men ja, jeg ville gøre det igen. 

Vil du hjælpe, hvis du er vidne til et overfald? Det spørgsmål har vi stillet passagerer på Albertslund Station. 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik