Lange ventelister til idræt går ud over børns trivsel - her er det værst

Infrastruktur og bedre brug af nuværende faciliteter kan få ventelisterne til idræt ned, mener Danmarks Idrætsforbund og kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV)

København er det sted i landet med færrest boldbaner, bassiner og haller per indbygger, viste tal fra Idrættens Analyseinstitut ifølge DR i 2021.

Og med få idrætsfaciliteter bliver ventelister til idræt for børn og unge flere år lange.

Eksempelvis er der i øjeblikket 790 børn og unge på venteliste til at spille fodbold på Nørrebro, mens flere end 1.000 venter på at komme til svømning i Hovedstadens Svømmeklub.

Mange når aldrig at komme igennem ventelisterne, og så ender kun 45 procent af alle børn og unge med at dyrke idræt i foreningsregi. På landsplan er det tal 74 procent. Det viser tal fra Danmarks Idrætsforbund.

Børns trivsel er i bund

- Det har en betydning for trivslen, når man ikke er en del af et lokalt fællesskab. Derfor vil vi gerne have, at flere børn og unge får mulighed for at gå til idræt i en forening, siger Lasse Lyck, der er konsulent i Danmarks Idrætsforbund til TV 2 Lorry.

Samtidig har København i en periode fra 2017 til 2021 blot fået 12 nye idrætsfaciliteter. Til sammenligning er der I samme periode kommet 8.800 nye boliger.

Men hvad skal man så gøre for at skabe flere idrætsfaciliteter i byen?

Senest har politikere fået nej til at opføre en ny boldbane på i Nørrebroparken i København, da boldbanens placering ville gå udover beboernes adgang til grønne kvadratmeter i parken.

Det bestemte Miljø- og Fødevareklagenævnet, efter Danmarks Naturfredningsforening havde benyttet en særlig klageret over opførelsen af den nye boldbane.

Og med flere nye planlagte boldbaner i andre fredede parker i byen i pipeline, som nu måske også ender med ikke at blive til noget, er debatten om adgang til grønt versus bedre idrætsfaciliteter for alvor blusset op.

For hvor skal der så være plads til nye svømmehaller og boldbaner?

Spørger man Danmarks Idrætsforbund, så kan man udnytte nogle af faciliteter, vi allerede har i dag, bedre.

Bruge eksisterende faciliteter bedre

- En ting er flere faciliteter. Noget andet er at arbejde med de foreninger, vi allerede har. Vi bliver nødt til at bruge al den plads, vi har i forvejen. Det kan være, vi kan bruge tagene, og det kan være, vi kan bruge de kommunale institutioner bedre, så skoler og dagtilbud summer af idræt, og der også er idræt efter klokken fire, siger Lasse Lyck til TV 2 Lorry.

I Københavns Kommune er man kede af, det ikke blev til en ny boldbane til Nørrebro i denne omgang.

Derfor har kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) nu rettet henvendelse til forvaltningen for at få et overblik over, hvad man nu kan gøre fra politisk side for at skabe flere idrætsfaciliteter i byen.

Samtidig skal sagen også drøftes på et møde den 11. august.

- Vi skal være en by i balance. Både for dem, der gerne vil have grønne områder og dem, der gerne vil dyrke idræt. Det kan være vi kan se på alternativer med grønne områder, man kan løbe omkring. Og måske vi kan blive bedre til at udvikle grønne områder på tagene, altså mindre grønne områder. Men vi kan ikke trylle. Der mangler grønne områder på Nørrebro, siger Mia Nyegaard til TV 2 Lorry.

Infrastruktur kan nedbringe ventelister

Hun ser nu frem til at blive orienteret af forvaltningen for at se, om der kan blive et alternativ til boldspillerne på Nørrebro.

- Det kan være, vi kan finde et område med mindre baner. Det kan være, vi kan dele noget op, siger Mia Nyegaard.

Hun tror på, at bedre infrastruktur kan være med til at nedbringe ventelisterne og få flere med i foreningslivet på tværs af idrætsgrenene i byen.

- Med bedre infrastruktur bliver det nemmere at komme til idræt i byen, når man er blevet lidt større. Så har man kun idrætsfaciliteter til de små lokalt, og så flytter man til nogle lidt større klubber, når man bliver ældre, siger Mia Nyegaard til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik