Lange sagsbehandlingstider på altanbyggerier får DF til at kræve redegørelse af borgmester

Københavns Kommune langsomme sagsbehandling af altanprojekter skader de firmaer, som fortsat kan holde hjulene i gang, og dermed skaber kommunen yderligere arbejdsløshed, lyder kritikken fra Dansk Folkeparti.

Københavns Kommunes langsommelige sagsbehandling af altanprojekter er med til at skabe yderligere arbejdsløshed.

Sådan lyder kritikken fra Dansk Folkeparti på Københavns Rådhus, efter at TV 2 Lorry tidligere på ugen fortalte, at københavnere med altandrømme må væbne sig med ekstra meget tålmodighed, fordi der er lang sagsbehandlingstid hos Københavns Kommune, som skal godkende nye altanbyggerier.

quote Det er helt og aldeles utilfredsstillende, og det er dårlig forvaltning og mangel på borgmesteransvar

Finn Rudaizky (DF), medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune

TV 2 Lorry talte blandt andet med en borger, der sammen med resten af sin andelsboligforening har ventet i ni måneder på kommuens godkendelse.

Sagsbehandlingspuklen har også haft den indirekte konsekvens, at altanfirmaet Altan.dk har måttet sende op mod 80 medarbejdere hjem, selvom firmaet paradoksalt nok har ordre i bogen for op mod 300 millioner kroner på altanprojekter.

TV 2 Lorrys indslag får nu Dansk Folkeparti til at kræve en redegørelse fra Københavns teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL).

Det oplyser Finn Rudaizky, der sidder i Teknik- og Miljøudvalget for DF, i en mail sendt til TV 2 Lorry.

- I disse covid-19-tider kæmper mange virksomheder for at overleve, og mange lønmodtagere mister deres job. Det virker helt urimeligt, at Teknik- og Miljøforvaltningen med langsom sagsbehandling er med til at skade nogle af de firmaer, som fortsat kan holde hjulene i gang og dermed skaber yderligere arbejdsløshed. Hertil kommer det også meget væsentlige, at mange borgere bliver berørt af de lange sagsbehandlingstider, skriver Finn Rudaizky som motivation for den redegørelse, han og DF afkræver teknik- og miljøborgmesteren.

Finn Rudaizky er medlem af Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti, og han sidder desuden også med i Teknik- og Miljøudvalget.
Finn Rudaizky er medlem af Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti, og han sidder desuden også med i Teknik- og Miljøudvalget.
Foto: Dansk Folkeparti

Finn Rudaizky vil blandt andet have Ninna Hedegaard Olsen til at redegøre for, hvad hendes egen forvaltning konkret har sat i gang for at løse problemet – og hvornår sagsbehandlingstiden forventes at være tilbage på normalt niveau.

Samtidig vil han have svar på, hvorfor borgmesteren ikke har orienteret hverken Teknik- og Miljøudvalget eller Borgerrepræsentationen om problemet.

- Hvorfor pokker er hun og hendes forvaltning ikke kommet op med en plan for, hvordan man løser denne her pukkel. Og hvorfor skal vi høre om det gennem medierne og ikke fra hende selv. Det er helt og aldeles utilfredsstillende, og det er dårlig forvaltning og mangel på borgmesteransvar, siger Finn Rudaizky til TV 2 Lorry.

Vicedirektør beklager

TV 2 Lorry arbejder på at indhente en kommentar fra teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen.

Vicedirektøren i Teknik- og Miljøforvaltningen, Hans Christian Karsten, erkendte tidligere på ugen, at der er udfordringer med byggesagerne.

- Vi er enormt utilfredse med den sagsbehandlingstid, vi har. Vi er godt klar over, at det ikke er godt nok, sagde Hans Christian Karsten til TV 2 Lorry.

Hans Christian Karsten er vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Hans Christian Karsten er vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Foto: TV 2 Lorry

Ifølge vicedirektøren skal en del af forklaringen findes i, at der er kommet et nyt bygningsreglement, som giver udfordringer for kommunen, men også ansøgerne. Det såkaldte BR18.

Derfor har Københavns Kommune nu sat gang i flere tiltag.

- Vi er i gang med en meget målrettet indsats. Den går på at få nedbragt sagsbehandlingstiderne og få støttet ansøgerne i at få lavet så gode ansøgninger som overhovedet muligt. Og vi er i gang med at udrulle en række digitale løsninger, som også skal gøre det nemmere at få de forskellige ansøgninger igennem processen, lød det Hans Christian Karsten.

Firma forsøger at holde skindet på næsen

Imens følger Altan.dk spændt med i udviklingen. Her har de manglende altanprojekter betydet, at omkring 80 ud firmaets medarbejdere nu er blevet sendt hjem eller bedt om at gå ned i tid og løn. Det svarer til omkring 47 procent af medarbejderstaben.

- Med de tiltag vi har taget nu, så kan vi i hvert fald kører året ud. Men der skal ske noget for, at vi holder skindet på næsen, fortalte firmaets direktør, Casper Knudsen, til TV 2 Lorry.

Københavns Borgerrepræsentation holder møde igen den 4. marts, og her forventes teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen at skulle svare på kritikken fra Dansk Folkeparti.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik