Lange fængselsstraffe til stort antal bandemedlemmer

Ti bandemedlemmer har fået en samlet fængselsstraf på 107 år for drabsforsøg og våbenbesiddelse.

Ti bandemedlemmer er af Københavns Byret blevet idømt i alt 107 års fængsel for lovovertrædelser. 

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse. 

Lovovertrædelserne begået af bandemedlemmerne lyder på drabsforsøg og våbenbesiddelse og er foregået under bandekonflikten i efteråret 2018.

Bandemedlemmerne er alle mænd i alderen 22 til 41 år, som har fået fængselsstraffe, der spænder sig fra seks år og ni måneder og op til 16 års fængsel. 

Derudover blev alle ti medlemmer idømt et opholdsforbud i syv år i bestemte områder af Greve og Ishøj Kommune, samt bestemte områder på Nørrebro og i Københavns Nordvestkvarter. Tre af de dømte er desuden udvist af Danmark for altid.

To drabsforsøg

To af de dømte er blandt andet kendt skyldige i et drabsforsøg, der fandt sted den 19. september 2018 på Nørrebro. Her blev der skudt adskillige gange mod en mand, der blev hårdt såret, men overlevede.

Yderligere fire er kendt skyldige i et drabsforsøg den 25. september 2018 i Københavns Nordvestkvarter, hvor der blev affyret mindst ti skud mod en bil. Her blev en mand ligeledes såret, men overlevede.

Flere har anket

Politiet har også fundet flere skydevåben på Københavns Vestegn, som havde tilknytning til de dømte. Derfor blev otte af de ti mænd dømt for besiddelse af et større antal ulovlige skydevåben.

- Retten har i dommen anset det som en strafskærpende omstændighed, at drabsforsøgene og våbenbesiddelsen skete som led i en bandekonflikt. Det er særdeles grove forbrydelser, og derfor er jeg tilfreds med, at de ti dømte har fået hårde straffe,« siger specialanklager Laura Birch.

Ni ud af de ti dømte har valgt at anke dommene til Østre Landsret, mens én har udbedt sig betænkningstid. Der er navneforbud i sagen.




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik