Kvote 2-ansøgninger på universitet slår rekord: "Flere end nogensinde før"

For første gang i flere år er kvote 2-ansøgningerne på Københavns Universitet steget.

Mens corona-krisen kradser i store dele af det danske samfund, bringer Københavns Universitet et lille lys i en ellers dyster tid.

Universitetet har nemlig oplevet en stigning på hele 85 procent i antallet af unge, der søger ind på en universitetsuddannelse gennem kvote 2.

Det oplyser Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Fristen for kvote 2-ansøgninger er normalt den 15. marts, men på grund af den verserende krise blev ansøgningsfristen denne gang flyttet med en uge til den 22. marts.

Her stod det klart, at universitetet havde modtaget hele 16.916 kvote 2-ansøgninger, hvilket svarer til en stigning på 85 procent i forhold til 2019.

Ifølge Københavns Universitet er en del af forklaringen på den store stigning i ansøgertallet ændrede krav og en ny kvote 2-model.

- En af grundene til denne stigning er nok, at vi har afskaffet karakterkravet på 6,0 i kvote 2, hvilket betyder, at langt flere opfylder adgangskravene til vores uddannelser. Derudover har vi indført en ny kvote 2-model, som jeg tror også har været med til at skærpe interessen, lyder det fra prorektor på universitetet, Bente Merete Stallknecht

Hun understreger samtidig, at de er glade for de mange ansøgninger.

Bjarke Tarpgaard Hartkopf, der er chefkonsulent for videregående uddannelser ved Danmarks Evalueringsinstitut, bakker op om universitets forklaring om, at de ændrede krav for kvote 2-optaget kan have haft en betydning for antallet af ansøgere.

- Det, at man søger ind på et universitet gennem kvote 2, er ofte et udtryk for, at man er mere afklaret med sit studievalg end vanligt, og selv det, at man søger, vidner også om, at man er villig til at gøre noget aktivt for at komme ind.

- Med fjernelsen af karakterkravet åbner man op for, at en større gruppe har fået mulighed for at søge, og det taler for universitets forklaring på stigningen i kvote 2-ansøgere, siger uddannelseseksperten til TV 2 Lorry.

Coronavirus kan have påvirket ansøgninger

Samtidig kan den aktuelle coronakrise også have givet udslag på det stigende ansøgertal.

Forklaringen kan være, at store dele af samfundet er lukket ned, og de unge ganske enkelt har haft mere tid til at gøre sig tanker om fremtiden.

- Flere ting kan forskubbe sig, men man kan godt have en formodning om, at gruppen af dem, der vil søge kvote 2, er blevet større, fordi der er lukket på alle uddannelser.

- Det gælder for eksempel for gruppen, der går på gymnasiale uddannelser. De er jo sendt hjem og har måske taget sig mere tid til at undersøge det kommende studievalg. Derudover vil dem, der holder sabbatår, i mange tilfælde ikke rejse til udlandet, være på højskole eller arbejde for tiden, så det kan også betyde noget, siger Bjarke Tarpgaard Hartkopf, som samtidig pointerer, at den generelle stigning i antallet af kvote 2-ansøgninger bakker op om denne tese.

På landsplan er ansøgertallet til videregående uddannelser gennem kvote to steget med knap ti procent fra 51.622 ansøgere i 2019 til 56.688 ansøgere i år.

- Den generelle stigning taler for, at situationen med coronavirus har spillet en rolle for unges søgning gennem kvote 2. Hvis man skal fastholde fokus på Københavns Universitet, så er det nok vanskeligt at isolere de forskellige forklaringer, men det er oplagt, at tiltagene i forbindelse med coronavirus også kan have spillet en rolle i den sammenhæng, siger uddannelseseksperten.

Ny model taget i brug for første gang

Københavns Universitet valgte sidste år at skabe en ny model for optagelse via kvote 2.

Et af elementerne er, at ansøgerne skal deltage i en prøve, der afholdes på universitetet.

Den del har coronakrisen dog sat en effektiv stopper for med både forsamlingsforbud og lukkede uddannelsesinstitutioner, og det ærgrer prorektoren.

- Det er drønærgerligt, og vi arbejder på højtryk for at finde alternative muligheder for afvikling af kvote 2-optaget for de mange ansøger. Der bliver jo ekstra hård kamp om pladserne i år, hvor mængden af ansøgere er højere end nogensinde før, siger Bente Merete Stallknecht.

Universitetet oplyser, at samtlige fakulteter har oplevet en stigning i antallet af kvote 2-ansøgninger.

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet er her højdespringeren med hele 102 procent flere ansøgninger i forhold til sidste år.

Københavns Universitet udbyder ca. 1000 studiepladser gennem kvote 2, og på visse uddannelser er der op mod 40 gange så mange ansøgere, som der er plads til.

Det betyder, at forholdet mellem antallet af kvote 2-ansøgere og studiepladser er mere skævt i år end tidligere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik