Krydstogtturismen er gået på grund - nu udskydes ny terminal i Nordhavn

Den fjerde terminal i rækken af ankomsts- og afgangshaller for krydstogtsturister ved Oceankaj udskydes på ubestemt tid, efter industrien er forlist i coronakrisen.

Den verdensomspændende krydstogtturisme navigerer i øjeblikket på usikkert farvand, og branchens vildrådige fremtidsudsigter får nu konsekvenser for et byggeri i København.

Den nye krydstogtterminal med ankomsts- og afgangshaller ved Oceankaj i Nordhavn er udskudt på ubestemt tid.

Det oplyser selskabet Copenhagen Malmö Port, CMP, der står for havnedriften i København og Malmø.

Etableringen af terminalen blev ellers sendt i udbud sidste år med en tidsplan, så den i 2022 som nummer fire af sin slags skulle slutte sig til de eksisterende tre ved Oceankaj og øge Københavns kapacitet udi store krydstogtskibe.

Dengang så krydstogtmarkedet ud til at være i vækst, men siden coronakrisen kom ind fra højre og tildelte den etablerede verdensøkonomi en smældende begmand, spejder branchens marinekikkerter nu ind i en usikker fremtid.

Krydstogtterminal 4 - T4

Den fjerde krydstogtterminal skal efter planen - der altså nu er udskudt - være en 10.000 kvadratmeter stor terminalbygning i to plan med bagagehåndtering, venteområde for passager, kontorer til medarbedere og politiet og toldvæsen samt opholdsrum til medarbejdere og besætninger.

 

Terminalen skulle places på Oceankaj i Ydre Nordhavn i forlængelse af de tre eksisterende krydstogtterminaler T1, T2 og T3, som stod færdige i 2014.

 

Derudover kræver projektet, at der lægges en vej, parkeringspladser, en udviddelsen af kajen, opsætning af hegn og installation af elektricitet og forsyning.

 

Projektet var tidssat til at blive udført i perioden fra juni 2020 til februar 2022.

 

 

Kilde: Udbudsmateriale fra Copenhagen Malmö Port

Derfor ser CMP sig nu nødsaget til at annullere den igangværende udbudsproces og udskyde hele projektet, indtil videre på ubestemt tid.

- Indtil for nogle måneder siden så vi ind i et sundt 2020 med et rekordstort antal krydstogtanløb og med knap en million gæster til København, siger Barbara Scheel Agersnap, administrerende direktør for Copenhagen Malmö Port.

- Men med coronakrisens indtog er der sat en pludselig prop i den globale vækst – også i København, hvor prognoserne peger på, at krydstogtsæsonen 2020 aflyses helt, efterfulgt af en vis usikkerhed det næste års tid.

Coronakrisen får også store konsekvenser for den turisme i København, som krydstogtskibene bringer med sig.

- Det betyder rigtig meget, at krydstogtgæsterne ikke kan komme til København. Vi modtager jo over 1 millioner krydstogt gæster, som har et døgnforbrug på 1700 kroner, så det er rigtig mange penge, siger Claus Bødker, direktør, Cruise Copenhagen til TV 2 Lorry. 

Claus Bødker forstår godt beslutningen om at sætte byggeriet i bero. 

- I takt med at krydstogtbranchen vilkår er så uforudsigelige i øjeblikket, så giver det rigtig god mening at udskyde det, men det forringer Københavns muligheder for at blive en magnet, som de var før coronatiden, for udelandske krydstogtrederier, siger han. 

Den fjerde terminal skulle placeres i forlængelse af de eksisterende terminaler langs Oceankaj i Nordhavn.
Den fjerde terminal skulle placeres i forlængelse af de eksisterende terminaler langs Oceankaj i Nordhavn.
Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Barbara Scheel Agersnap kalder beslutningen beklagelig over for de involverede parter i udbudsprocessen.

- Den nye terminal skulle stadfæste Københavns position som hub for krydstogtturisme i Nordeuropa, men nu må vi vente på, at situationen vender, og vi igen kan fokusere på at udvikle en bæredygtig krydstogtturisme til gavn for hele regionen, siger Barbara Scheel Agersnap, administrerende direktør for Copenhagen Malmö Port.

Ifølge CMP er der tale om et udskudt, men ikke aflyst byggeprojekt. Selskabet skriver således, at de vil tage stilling til etableringen af den fjerde krydstogtterminal igen, når der kommer mere klarhed over krydstogtmarkedet.

- Vi håber på at være meget klogere på krydstogtturismen og industrien i løbet af de næste seks til tolv  måneder. Der er ingen tvivl om at hele branchen har fået et voldsomt knæk, og indtil vi ved hvordan  og hvor hurtigt, den kommer tilbage, så har vi valgt ikke at sætte en dato, hvornår vi vil gå igang med den nye terminal, siger Barbara Scheel Agersnap. 

Sidste år genererede krydstogtturisme ifølge CMP 735 millioner kroner i hovedstadsregionen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik