Kritiseret artikel kunne være udeladt i Lynetteholm-vurdering

Ifølge Rambøll har en ældre artikel fra USA ikke betydning for vurderingen af Lynetteholm.

Det har mødt kritik, at miljøvurderingen af den kunstige halvø Lynetteholm er baseret på en 40 år gammel artikel fra USA.

Sagen er bare den, at det amerikanske studie kunne have været udeladt, uden at vurderingen ville være faldet anderledes ud.

Det skriver konsulentfirmaet Rambøll, der står bag miljøvurderingen, i en pressemeddelelse.

- Påstanden om, at miljøkonsekvensvurderingen af Lynetteholm alene baserer sig på en amerikansk forskningsartikel fra 1981, og at artiklen er en bærende del i den samlede vurdering af, hvad klapningen vil betyde for havmiljøet i det sydlige Øresund, er helt forkert.

Sådan lyder det fra Stine Gro Jensen. Hun er projektdirektør og afdelingsleder for miljøvurdering hos Rambøll.

Ifølge Stine Gro Jensen har Rambøll valgt at bruge den amerikanske artikel, fordi den er en af de få videnskabelige artikler om frigørelse af næringsstoffer ved klapning, der findes.

Men studiet kunne i princippet have været udeladt fra vurderingen, uden at det havde påvirket Rambølls konklusion om, at klapningen i det sydlige Øresund ikke medfører væsentlige negative konsekvenser for havmiljøet.

- Der er enormt strenge krav til en miljøkonsekvensvurderingsrapport, og derfor ligger der en lang række tekniske baggrundsrapporter til grund for den samlede vurdering, siger Stine Gro Jensen.

Minister vil ikke gå ind i sag om vurdering

Tidligere i denne uge sagde transportminister Trine Bramsen (S), at der ikke længere skal dumpes slam i forbindelse med byggeriet af Lynetteholm.

Det var i hvert fald hendes forventning, sagde hun.

- Det er forventningen og det klare mål, at det er slut med dumping af slam i forbindelse med projektet. Dumpingen er jo også indstillet i øjeblikket, sagde Bramsen.

I den forbindelse ønskede ministeren ikke at gå ind i sagen om vurderingen, som Rambøll altså mener, der ikke er noget galt med.

- Jeg er ikke fagperson, så jeg har ikke fagligt belæg for at sige, om man kan basere viden på de her data eller ej.

- Som politiker kan jeg bare konstatere, at der bliver ved med at blive rejst kritik fra fagpersoner. Det siger mig, at der er noget i processen, som vi er nødt til at genbesøge, sagde Bramsen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik