Kort før middag søndag fik Hovedstadens Beredskab melding om en kraftig brand i Københavns Nordhavn.
Der var tale om brand i en større sejlbåd, som står på land - og der var frygt for at branden kunne sprede sig. I området opbevares adskillige både både ude og inde i vinterhalvåret.
- Båden ligger op ad en bygning, hvor der opbevares andre både og også bådmotorer, lød det fra vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab, Frederik Ryber, til TV 2 Lorry.
Han beskrev den brændende båd som 10 til 13 meter lang og fortalte, at den er bygget af plastik.
- Det er det, der giver den kraftige sorte røg, forklarede han.
Særlige udfordringer
Slukningsindsatsten gav nogle særlige udfordringer for beredskabet.
- Eftersom båden ligger på land, så er vi nødt til at arbejde forsigtigt. Ellers risikerer vi, at båden bliver fyldt med vand og dermed bliver ustabil, forklarede Frederik Ryber.
Hovedstadens Beredskab fortsatte arbejdet i nogle timer - og lige omkring klokken 15 kunne de fortælle, at branden var endeligt slukket, og at de var ved at pakke sammen.