Kommune går - igen - til kamp mod lommetyve

Genåbningen af samfundet øger risikoen for lommetyverier. Derfor lancerer Københavns Kommune og Københavns Politi igen en kampagne, der skal gøre folk opmærksomme på lommetyve.

Danmark er atter et åbent land. Men med genåbningen er et træls problem kommet tilbage - nemlig lommetyveri. Lommetyvene har i takt med genåbningen nemlig fået gode arbejdsvilkår. 

Derfor forsøger Københavns Kommune i samarbejde med Københavns Politi at komme de langfingrede tyveknægte til livs.

Det gør de ved hjælp af kampagnen - 'Pickpockets Love Distractions' - der særligt skal få de unge til at være ekstra opmærksomme, når de færdes i byen.

Fakta om lomme- og tricktyveri

  • Større pladser, tog- og metrostationer, turistattraktioner og andre steder, hvor mange mennesker er samlet, er særlig ramt af lommetyverier – for eksempel Nørreport, Hovedbanegården, Vesterport og områder i Indre By som Højbro Plads, Israels Plads, Kongens Nytorv og Nyhavn.


  • I 2016 var der 30.406 anmeldte lommetyverier i Københavns Kommune, mens tallet i 2019 var 17.178 - et fald på 43 procent og i 2020 var 8.773 – et fald på 71 procent. Den ekstraordinære nedgang i 2020 vurderes i høj grad at have en direkte sammenhæng med nedlukningen i forbindelse med corona.


Kilde: Københavns Politi

Verdens sikreste by

Cirka halvdelen af det samlede antal lommetyverier i Danmark sker i København, hvor tyvene opererer både professionelt og systematisk.

Det er til trods for, at København netop er kåret som verdens sikreste by af magasinet The Economists Intelligence Unit.

Antallet af anmeldte lommetyverier i København har da også været faldende siden 2016. Alligevel kræver problemet ifølge Københavns Politi fokus.

Tre gode råd

  • Vær opmærksom på dine ting, når du er blandt mange mennesker.


  • Placér din telefon og pung et sikkert sted.


  • Dæk altid din pinkode.


Kilde: Københavns Politi

- Lommetyvene opererer de steder, hvor der færdes mange mennesker, eller når folk er på vej hjem efter en sjov aften ude. Vi har den seneste tid haft en målrettet indsats mod lomme- og tricktyverier, og den indsats fortsætter, siger politidirektør i Københavns Politi, Anne Tønnes, i en pressemeddelelse.

Samtidig opfordrer hun til, at alle er opmærksomme og holder godt øje med sine værdigenstande.

Kampagnen 'Pickpockets Love Distractions' kører i disse uger i byrummet, på sociale medier og med uddeling af gode råd udvalgte steder i byen, hvor lommetyverier ofte sker – blandt andet i Indre By og på Nørrebro.

Tre forskellige tyve

I juli var Københavns Politi også ude for at advare om trick- og lommetyve.

Dengang kom de med en guide til, hvordan man kan beskytte sig mod nogle af de mest udbredte former.

I faktaboksene herunder guider Københavns Politi til, hvad der kendetegner de forskellige tyve, og hvad du kan gøre for at beskytte dig mod dem.

Dansetyven

Kendetegn:

Dansetyven afleder opmærksomheden fra tyveriet ved at ’danse’ med sine ofre og går ofte efter personer med synlige værdigenstande, som fralistes under ’dansen’. Dansetyvene starter nogle gange med at give en high-five eller ved at spørge, om ofret vil tage et billede, inden de bruger dansetricket. I flere tilfælde har Københavns Politi også set, at de udgiver sig for at være flaskesamlere for at komme tættere på borgere, der sidder i byens parker.


Derfor:

  • Vær ekstra opmærksom på dine værdigenstande, især hvis andre personer går tæt på dig.


  • Råb op, hvis du bliver udsat for tyveri. Tiltræk dig opmærksomhed, så andre ser, hvad der foregår. Det kan skræmme tyven væk.

Papirtricket

Kendetegn:

Tyven bruger et stykke papir, f.eks. et bykort eller et A4-papir med tekst til at dække over en genstand. Det kan eksempelvis være en mobil på et cafébord. Mens tricktyven afleder opmærksomheden med papiret, bliver mobilen stjålet.


Derfor:

  • Vær opmærksom på din mobil eller andre ejendele, hvis en person henvender sig med et kort eller papir, når du sidder på en café eller restaurant.


  • Undgå at placere dine værdigenstande fremme på bordet, når du er på restaurant eller café.


Den klassiske lommetyv

Kendetegn:

Lommetyven stjæler fra din taske eller jakkelomme, når du er uopmærksom. Det er ofte ved travle steder i byen som f.eks. Nørreport, Hovedbanegården og Kongens Nytorv.


Derfor:

  • Luk dine lommer og brug gerne inderlommen eller en taske med lynlås.


  • Vær opmærksom på dine omgivelser.


  • Dæk din pinkode ved brug af betalingskort.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik