Kommune betaler Instagram-kendis for at reklamere: “Knald i låget,” mener kritiker

Ny oplevelsesportal for aktiviteter i København bliver promoveret af influenceren Elvira Pitzner. Københavns Kommune betaler regningen.

Det vækker harme hos Venstre i Københavns Borgerrepræsentation, at Københavns Kommune betaler influenceren Elvira Pitzner for at promovere en ny oplevelsesportal på det sociale medie Instagram.

- Det er på ingen måde en kommunal kerneopgave at betale semikendte for at omtale en kommunal hjemmeside i rosende vendinger. Jeg synes faktisk, det virker meget utroværdigt, siger Jens-Kristian Lütken, medlem af Københavns Borgerrepræsentation (V). 

- Det er simpelthen knald i låget at bruge penge på den slags kampagne. Jeg tvivler på, at det har nogen som helst effekt udover at demonstrere, at skattekronerne desværre sidder lidt for løst i Københavns Kommune, siger han i en pressemeddelelse. 

Jens-Kristian Lütken er også medlem af Københavns Kommunes revisionsudvalg, og han vil nu bede om at få oplyst, hvor meget kampagnen har kostet, og “hvilke bevæggrunde der har været for at entrere med Elvira Pitzner.”

Samtidig vil Venstre også have kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) til at forklare sig i sagen.

En test af en ny kanal

Franciska Rosenkildes presseafdeling oplyser dog til TV 2 Lorry, at beslutningen om at benytte influencers er truffet af Kultur- og Fritidsforvaltningen. 

Her forklarer direktør Thomas Jakobsen, at Københavns Kommune har mange års god erfaring med at kommunikere med borgerne via sociale medier, og nu ønsker forvaltningen at prøve en influencer. 

- Det er en test, det er en ny kanal, der er på vej frem. Elvira Pitzner har knap 170.000 følgere - i særdeleshed københavnere. Hun synes, det er fedt at komme i byen og gå til mange af vores arrangementer. Derfor har vi valgt at teste den her kanal af for et beskedent beløb., siger Thomas Jakobsen til TV 2 Lorry.

Hvad er et beskedent beløb?

- Det kan jeg ikke sige, men markedsføringsbudgettet til test af influencere er på 50.000 kroner. Prisen her ligger væsentligt under det beløb, vi normalt ville bruge på avisannoncer og så videre. 

Hvem er de andre influencere?

- Der er valgt to influencere, henholdsvis Elvira Pitzner og Line Baun Danielsen, på baggrund af deres brands, følgerskare og de målgrupper, de henvender sig til. De skal vise bredden og mangfoldigheden i Københavns mange arrangementer og tilbud, lige fra designerloppemarkeder til julekoncerter i et lokalt kulturhus.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Den tidligere journalist og studievært, Line Baun Danielsen, er også blevet hyret af Københavns Kommune til at promovere den nye oplevelsesportal.
Den tidligere journalist og studievært, Line Baun Danielsen, er også blevet hyret af Københavns Kommune til at promovere den nye oplevelsesportal.
Foto: Thomas Lekfeldt og Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kan laves om

Venstre kalder det knald i låget og spild af penge? 

- Det bor i maven på et effektiviseringsprogram. Og i forhold til markedsføring har vi valgt at anvende influencere, som er en ny kanal at ramme københavnerne på - og det er en test. Og hvis det ikke rammer specielt godt i forhold til andre typer kanaler, vi bruger, så går vi anderledes til værks. Specielt også hvis der er et særligt politisk ønske om det, siger Thomas Jakobsen til TV 2 Lorry.

Direktøren for Kultur- og Fritidsforvaltningen oplyser, at den nye oplevelsesportal, brugbyen.nu, blandt andet ser dagens lys, efter at AOK har efterladt et hul i markedet. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik