Kollisionsdrama i Københavns Havn: "Lige pludselig hørte jeg et horn og et stort brag"

Det var tæt på at gå galt lørdag eftermiddag, da to både kom i karambolage med hinanden.

Egentlig skulle hun have filmet en kvinde springe i Københavns Havn fra taget af operaen.

Selvom det kan lyde dramatisk i sig selv, så var det ikke hoppet, der fangede fotograf Elaina Hammekens linse.

Det gjorde i stedet en kollision mellem to både lige nede foran Inderhavnsbroen.

- Der kom nogle kraftige vindstød, som fik den kvindelige udspringer til at træde tilbage fra vippen og vente. Jeg besluttede mig for at lave nogle overbliksbilleder, da jeg lige pludselig hørte et horn og et stort brag, forklarer Elaina Hammekens til TV 2 Lorry.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Deltagerne i udspringskonkurrencen Red Bull Cliff Diving hoppede i havnen fra toppen af Operaen på Holmen. De rammer vandet med op til 85 kilometer i timen.
Deltagerne i udspringskonkurrencen Red Bull Cliff Diving hoppede i havnen fra toppen af Operaen på Holmen. De rammer vandet med op til 85 kilometer i timen.
Foto: Pressefoto - Red Bull Danmark

Hun stod på Inderhavnsbroen og filmede udspringskonkurrencen Red Bull Cliff Diving, der fandt sted lørdag. En konkurrence, hvor en række atleter springer ud fra halsbrækkende højder og undervejs drejer adskillige gange rundt om egen krop for at score point i håbet om at vinde.

- Så kan jeg se den store båd skubbe den lille båd, og de (personerne i den lille båd, red.) var nærmest klemt under dens front, forklarer Elaina Hammeken.

På videoen kan man ikke se selve kollisionen, og Elaina så heller ikke selv, hvad der gik forud for sammenstødet. Da hun så, hvad der var sket, begyndte hun instinktivt at filme situationen.

- Jeg var virkelig overrasket. Jeg har ikke set noget lignende, og da det gik op for mig, at alle personerne (i bådene, red.) så ud til at være okay, gjorde det hele episoden lidt mindre skræmmende. Men det (episoden, red.) fulgte mig resten af dagen, og jeg tænkte meget på, hvordan de involverede havde det.

Tryk på havnen

Sammenstødet mellem de to både kommer i kølvandet på flere års debat om trafikken i Københavns Havn. Udlejningsbåde, havnebusser, kanalrundfarter, roere, paddlesurfere og private både navigerer rundt i havnen, og det er ikke alle, der har  lige godt styr på reglerne til søs - eller respekterer dem.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Regler for sejlads og motorbåde i Københavns Havn

Man må:

  • Højst sejle 6 knob i hovedløbet og 4 knob i kanalerne. Syd for Jernbanebroen er den maksimale hastighed 5 knob

  • Sejlads til og fra den nordlige del af Københavns Havn skal ske via Lynetteløbet. Bemærk de særlige sejladsforhold omkring Lynetteholms arbejdspladsarealer.

  • Sejlads i erhvervshavnen er forbeholdt erhvervstrafikken

  • Mellem nordenden af Nordre Toldbod og Slusen er det ikke tilladt at sejle med sejl, så lystfartøjer skal enten bruge motor eller bugseres. Dette gælder dog ikke for Teglværkshavnen inden for Teglværksbroen, hvor man må sejle med sejljoller.

  • Al sejlads ved Langelinie skal foregå øst for de gule specialafmærkninger

Kilde: By & Havn

I 2017 gik det ud over en gruppe amerikanske veninder, der blev torpederet af en vandscooter, mens de sejlede i en udlejningsbåd - to af dem blev dræbt, og føreren af vandscooteren blev straffet med to års fængsel.

Sidste år kunne vi på TV 2 Lorry vise, at utryghedsskabende sejlads er udbredt i Københavns havn, og at flere førere af motorbåde overskrider hastighedsbegrænsningen på seks knob.

Også udlejningsbådene har været udsat for kritik. Blandt andet fra ejere af husbåde, hvor beboere oplever at fulde sejlere rammer deres boliger.

(Artiklen fortsætter under billedet)

God stil for robåde, kajak og SUP i Københavns Havn

  • Hold til højre i havnen: Ligesom på vejene skal man holde til højre i havnen.

  • Tæt på land: Bevæg dig langs havnekanten og kryds vinkelret på sejlrenden.

  • Bær vest: Du skal altid have en vest med på vandet. Fra den 1. oktober - 1. maj bør man have vesten på. I sommerperioden er det tilstrækkeligt, at den er med i båden.

  • Vælg din rute med omhu: Der er meget trafik og mange bølger i Inderhavnen om sommeren. Overvej at søge til andre dele af havnen.

  • Vurdér vejret: Matcher dine kompetencer vind- og vejrforholdene? Tjek vejrudsigten før du tager ud.

  • Er du erfaren nok? Overvej om du har nok erfaring til at komme sikkert rundt i havnen. Hvis uheldet er ude, og du falder i, skal du kunne komme sikkert op igen.

  • Tag ud sammen: Tag på vandet med en makker. Det er mere sikkert at være to end én.

  • Vær opmærksom: Orientér dig i havnen når du ror. Der er mange brugere. Lygtetænding: Husk at bære lys, når det bliver mørkt – ligesom du gør på cykel.

  • Reflekser: Lyset fra byen når også ud i havnen, så tag reflekser på og bliv set.

Kilde: By & Havn

For at hjælpe den gode havnekultur på vej søsatte By & Havn i sommeren 2019 de såkaldte havneværter. Og de var hurtigt til stede ved kollisionen lørdag eftermiddag, fremgår det af videoen.

- De ved, hvor der er ”hotspots” i havnen, og hvor man skal være særligt opmærksom. Det viser episoden i lørdags, hvor de hurtigt kunne være der, også. Vi er utrolig glade for det samarbejde, vi har, med Københavns Kommune om havneværterne, siger Anne Skovbrug, der er direktør i By & Havn.

Hun understreger, at det generelt set går godt med at deles om havnen, set i lyset af at der de seneste år er kommet mange flere forskellige brugere på vandet i København.

Sejlere berørte af kollisionen

De to havneværter ombord på den knaldrøde gummibåd fik parterne ind til kajen, hvor de kunne besigtige skaderne og udveksle numre, forklarer den ene af de involverede partere til os.

TV 2 Lorry har været i dialog med begge de involverede parter i de to både. De bekræfter, at ingen af de ombordværende på de to både kom til skade i en grad, der krævede yderligere behandling. Af hensyn til dem har vi valgt at gøre dem anonyme, men deres identitet er redaktionen bekendt. 

Begge parter er berørte af situationen, der kunne have endt med andet en materielle skader.

- Heldigvis (skete der ikke mere, red.), for det er en lille båd, og min er væsentlig større. Skaderne på min båd var ikke større, end at det er noget, jeg selv kan udbedre, lyder det fra føreren af den store båd.

Personerne i den anden båd var efter kollisionen også påvirkede, forklarer ejeren af den mindre båd.

- De var rigtig, rigtig rystede alle sammen bagefter, og de er kede af det, der skete.

Hos lederen af havneværterne, Shane Kenny, er vurderingen, at brugerne på vandet generelt er gode til at passe på hinanden og give plads, men der er plads til forbedringer:

- Havnen er ligesom en kæmpe motorvej. Vi er i konstant dialog med folk om, hvordan de må benytte havnen, for eksempel at de ikke skal sejle på tværs af havnen uden at se sig for - ligesom på en almindelig vej. Det er det samme reglement, man skal bruge, siger han til Tv 2 Lorry.

Lørdag kolliderede 2 både pga. den tætte vandtrafik.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik