Førhen har hotel- og restaurantbranchen skreget efter elever og uddannede kokke og tjenere, men ikke længere.
Flere elever, der skal ud og søge praktikplads, oplever, at der enten ikke er en plads til dem på byens restauranter og hoteller – eller også er eleverne blevet opsagt på deres nuværende praktiksted som følge af coronavirussen.
De manglende praktikpladser skaber usikkerhed hos de mange nyudklækkede kokkeelever.
- Jeg er frustreret og forvirret. Lige nu ved jeg overhovedet ikke, hvad der skal ske. Jeg ved bare at på fredag har jeg ikke noget sted at komme mere, fordi jeg er færdig på grundforløb to. Så for mig betyder det, at jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske fremover, siger Laura Larsen, der er kokkeelev på Hotel- og Restaurantskolen, til TV 2 Lorry.
Anne-Birgitte Agger, der er direktør på Hotel- og Restaurantskolen, er bekymret på elevernes vegne.
- Det er slemt for de 200-300 elever, der faktisk har sidste skoledag og skulle ud i den del af deres uddannelse, hvor de skulle søge praktikplads – og det er kun ti procent af dem, der har fundet en praktikplads, siger hun til TV 2 Lorry,
Manglen på praktikpladser skyldes, at flere hoteller og restauranter stadigvæk er økonomisk presset.
Det har gjort, at antallet af indgåede uddannelsesaftaler i hotel-, restaurant- og turismeerhvervet er faldet med mere end 90 procent under Covid-19-pandemien sammenlignet med samme periode sidste år.
Nyt inititativ skal hjælpe
Det har fået Hotel- og Restaurantskolen til at søsætte et nyt initiativ, så eleverne kan komme i deres ønskede praktik.
- Skolen har lavet en hjemmeside, www.klartilpraktik.dk, med de elever, der mangler en praktikplads. Den hjemmeside er blevet sendt ud til praktikstederne, og så tilbyder vi også skolepraktik til de elever, der ikke har fået en skoleplads, siger Anne-Birgitte Agger til TV 2 Lorry.
Det nye initiativ indeholder flere forskellige muligheder. Nogle af tilbuddene går ud på, at eleverne kan indgå i et madprojekt sammen med michelinkokke, hvor der skal laves mad til udsatte borgere.
Et andet sted, hvor eleverne kan komme i skolepraktik, er i Jylland, hvor eleverne kan arbejde på et stort gartneri. Her skal eleverne være med til at lave folkekøkken for egnens beboere.
Eleverne har også mulighed for at løfte gastronomien på hospitaler.