Københavnsk V-borgmester kalder regeringens sommerpakke et plaster for hovedstaden

Københavns borgerlige beskæftigelses- og integrationsborgmester mener, der skal mere til, end hvad regeringens sommerpakke lægger op til, for at genoprette den københavnske turist- og oplevelsesindustri.

Hvis regeringen tror, at de med deres forslag til en sommerpakke har gjort alt, hvad der kan og skal gøres for København, må de tro om igen.

Sådan lyder reaktionen fra Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

- Jeg må glæde mig over, at regeringen i år har fundet plasteret frem, men når man ser på den situation, som København står i lige nu, så er arbejdet slet ikke gjort med det nuværende forslag til en sommerpakke. Vi er langt fra målet, siger Cecilia Lonning-Skovgaard i en pressemeddelelse.

Regeringen vil afsætte samlet 1,6 milliarder kroner, der skal sparke gang i turismen, kulturlivet og oplevelsesbranchen denne sommer.

Regeringen foreslår blandt andet, at restauranter og caféer i landets fire største byer København, Aarhus, Odense og Aalborg skal kunne søge op til 50.000 kroner i tilskud til at lave aktiviteter og tilbud til kunderne. Regeringen afsætter i alt 50 millioner kroner til puljen.

Spørger man Cecilia Lonning-Skovgaard, så skal der dog mere til, end hvad regeringen lægger op til i sit forslag, for at genoprette den københavnske turist- og oplevelsesindustri.

Foreslår gratis tog over Øresund

Helt konkret foreslår Cecilia Lonning-Skovgaard, at det bliver gratis at køre over Øresunds- og Storebæltsbroen, hvis man vil holde ferie i hovedstaden. Ligesom fradrag på hotel- og restaurantbesøg skal gøre det mere attraktivt at vende snuden mod København.

Tidligere på året tog Cecilia Lonning-Skovgaard selv initiativ til en kommunal genopretningspulje på ti millioner kroner.

Den går ud på, at hoteller, restauranter, butikker, cafeer og driftige københavnere kan søge penge til aktiviteter, der kan skabe liv i byen igen.

- Jeg vil opfordre regeringen til at kigge mod vores genopretningspulje og lave noget tilsvarende, som kan skabe aktivitet i hovedstaden til glæde for erhvervslivet, turister og københavnerne. Jeg håber også, at flest mulige vil skynde sig at søge vores pulje. Vi har brug for at stå sammen om at få gang i København igen, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Hør mere om regeringens sommerpakke i indslaget nedenfor:

Økonomisk hjælp på vej til oplevelsesbranchen

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik