Københavnsk nichebio kåret blandt verdens smukkeste

Det over 100 år gamle Grand Teatret i København er blevet kåret som én af verdens smukkeste biografer.

Midt i coronanedlukning og manglende filmpremierer har den københavnske nichebiograf Grand Teatret fået et lyst fixpunkt at stå op til.

Det står klart, efter biografen er blevet kåret som én af verdens smukkeste biografer af det verdensomspændende kulturmagasin Time Out.

Som den eneste biograf fra norden har den over 100 år gamle biograf på Mikkel Bryggers Gade i hjertet af København fundet vej til spalterne på magasinets top 50 over de smukkeste biografer i verden.

Grand Teatret hopper ind på en flot plads som nummer 43. på listen, der er udformet af kulturmagasinets redaktører.

Fransk stilart går igen i kåring

Listen toppes af biografen Tuschinski i Amsterdam og flagskibet Le Grand Rex i Paris, der, som mange andre af de udvalgte biografer inklusive Grand Teatret, er tegnet og opført efter inspiration fra art nouveau.

Art nouveau, der også kendes under navnet Jugendstil, er i arkitekturen kendt for sine nationalromantiske træk og omfavnelse af det organiske som planter og blomster i udsmykningen. Det være sig snoede trapper, overdådige og dekorative udsmykninger og deslige.

Stilarten, der kommer fra Frankrig og Belgien, blev især brugt i årene 1890 til 1910, og satte også sit aftryk på Grand Teatret, der blev opført i 1907-1910.

Film i næsten 100 år

Bag udformningen af Grand Teatret stod arkitekten Anton Rosen (1858-1928) i bygningen, som også huser Palace Hotel på Rådhuspladsen.

Oprindeligt blev den store biografsal bygget som koncertsal, men blev senere omdannet til biografsal.

Grand Teatret åbnede – under navnet Empire Teatret – 2. juledag 1913 under ledelse af direktør Walter Christmas, der også var forfatter og skrev skuespil. Den første film blev siden vist i 1928.

Det er desuden ikke første gang, at Grand Teatret modtager international hæder. Biografen er tidligere kåret som Europa bedste programlagte af sammenslutningen Europa Cinemas.

Redaktionen har forsøgt at få kontakt til Grand Teatrets direktør Kim Foss, men det er desværre ikke lykkes inden deadline for denne artikel.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik