Københavns nye badestrand er nu erklæret åben

Den nye badestrand i Valbyparken i København er nu officielt blevet åbnet.

Der er gode nyheder til vandhunde og andre, der gerne vil køles af i sommervarmen. 

Fredag blev Københavns nye strand i Valbyparken nemlig erklæret åben, og dermed har borgere i det sydlige København også en lokal mulighed for at springe en tur i bølgerne.

Stranden har været ni år undervejs, og den er blevet placeret i et område, hvor der tidligere var en stor industrilosseplads. Og ifølge Miljø- og Teknikborgmester, Ninna Hedeager Olsen, er den nye sandstrand tiltrængt. 

- Københavns grønne og blå områder er enormt populære, og derfor er det en fornøjelse at kunne tilføje endnu et til samlingen. De grønne områder er under pres i hovedstaden, og derfor er det vigtigt, at vi prioriterer flere af dem, så københavnerne får bedre muligheder for at nyde naturen og ikke blot må nøjes med grå asfalt. Størrelsesmæssigt er vi langt fra en ny Amager Strandpark, men med stranden i Valbyparken får vi endnu et rekreativt område, som københavnerne kan nyde godt af, og det er jeg rigtig glad for, siger Ninna Hedeager Olsen i en pressemeddelelse.

Problemer med badevandskvaliteten

Der har dog også været udfordringer i forbindelse med anlægget af den nye sandstrand. Da der blev lavet forundersøgelser til stranden, blev badevandskvaliteten undersøgt og betegnet som 'dårlig', og derfor kunne Københavns Kommune heller ikke garantere, at kvaliteten af vandet ville være god nok til at man kunne bade, når stranden åbnede. 

Men nu bliver kvaliteten betegnet som 'tilfredsstillende', og derfor er det altså muligt at hoppe i vandet. Der vil dog være op til ti dage om året, hvor det frarådes at bade, fordi grænseværdierne for bakterier er for høje. 

Derfor opfordres gæster ved den 120 meter lange sandstrand også at orientere sig om badevandskvaliteten ved stranden ved en tavle til badevandsvarsling og i badevands-appen.

I klippet nedenfor kan du se et tidligere indslag fra TV 2 Lorry om udfordringerne med spildevand i området omkring den nye sandstrand.

Arbejdet med stranden er færdigt næste år - det er renoveringen af kloaksystemet ikke