Københavns drøm om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025 hænger i tynd tråd

Et af prestigeprojektets afgørende projekter er blevet sat på pause.

At blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i år 2025.

Sådan lyder den ambitiøse målsætning fra Københavns Kommune, men nu vakler fundamentet under prestigeprojektet.

Planerne om en stor havvindmøllepark i Øresund er nemlig kommet i modvind på grund af frygt for flysikkerheden fra Københavns Lufthavn - og det kan få alvorlige konsekvenser for hovedstadens klimamål.

- Det er en helt afgørende brik. Hvis vi ikke får den vindkraft, så bliver det svært at realisere 2025-planen, siger Christian Erik Kampmann, der er lektor på CBS, til TV 2 Lorry.

Havvindmølleparken Nordre Flindt skal efter planen bestå af mindst 16 havvindmøller, der producerer grøn energi svarende til mere end 160.000 husstandes forbrug.

Det anses som en af hjørnestenene i Københavns Kommunes ambitiøse klimamål.

quote Vi er nødt til at sige, at det vil reducere flyvesikkerheden, ud over hvad der er rimeligt

Christian Poulsen, København Kufthavns tekniske direktør

Men havvindmøllerne kommer – efter planen – til at rejse sig hele 220 meter over havets overflade. Og netop møllernes højde og placering 12 kilometer øst for København skaber panderynker.

Kombinationen vil nemlig gå ud over flysikkerheden i de - heldigvis yderst sjældne - tilfælde, hvor et fly får motorproblemer efter start og må vende om for at lande igen.

Det forklarer lufthavnens tekniske direktør, Christian Poulsen, til TV 2 Lorry.

- Hvis man har mistet motorkraft og har behov for at vende flyet, så er man typisk ikke i et så høj en højde, og så kan man komme i konflikt med med høje objekter, når man ligger der og får styr på situationen, siger han til TV 2 Lorry.

TV 2 Lorry har fået aktindsigt i en sikkerhedsvurdering af havvindmølleparken, der er foretaget af Naviair, som står for flyveledelsen i dansk luftrum.

Her fremgår det, at hvis Nordre Flindt opføres, vil det indskrænke flyenes horisontale manøvrerum med 40 procent i forhold til i dag. Og det er altså for meget for lufthavnen.

- Vi er nødt til at sige, at det vil reducere flyvesikkerheden, ud over hvad der er rimeligt, siger Christian Poulsen.

2025-planen hænger i en tynd tråd

En forsinkelse - eller i værste fald total afblæsning - af den store havmøllepark betyder med al sandsynlighed, at Københavns Kommune definitivt må skyde en hvid pil efter at nå i mål med prestigeprojektet om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025.

Målet er altså nærmest umuligt at indfri 2025, hvis ikke alle planlagte projekter med vindenergi er på plads inden da, vurderer CBS-lektor Christian Erik Kampmann.

København har det seneste årti allerede taget store grønne skridt. Mellem 2010 og 2020 blev udledningen således reduceret med 65 procent.

Ifølge kommunen mangler man dog stadig at reducere med yderligere 580.000 tons CO2 for at være klimaneutral.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) erkender, at 2025-planen hænger i en tynd tråd. Alligevel afviser hun at kalde den en fiasko.

- Jeg synes ikke, det har været en ren fiasko, selvom man ikke rammer det præcise tal i 2025. Den er blevet brugt til, at vi er blevet enige om, at vi skal reducere CO2, siger hun til TV 2 Lorry.

Styrelse fraråder højde på 155 meter

Det er Hovedstadens Forsyningsselskab, Hofor, som står bag planerne om at opføre Nordre Flindt havvindmølleparken tæt ved Københavns Lufthavn.

Placeringen er ikke uvæsentlig, for en bynær beliggenhed er nemlig med til at gøre prisen på den grønne strøm konkurrencedygtig, lyder forklaringen.

Det er Energistyrelsen, som i sidste ende giver tilladelser til at opføre vindmøller i Danmark.

Styrelsen oplyser til TV 2 Lorry, at det stadig er for tidligt at sige, hvorvidt Nordre Flindt-projektet kan gennemføres.

Men Energistyrelsen oplyser til TV 2 Lorry, at Trafikstyrelsen fraråder en højde på mere end 155 meter.

Jesper Pedersen er vind- og ernergihandelschef hos Hofor. Han anerkender da også, at udfordringerne for Nordre Flindt-projektet giver panderynker i forhold til at indfri Københavns Grønne ambitioner.

Han oplyser, at Hofor nu undersøger, om det fortsat giver mening at opføre havvindmølleparken med så stor en reduktion af møllernes størrelse.

-  Der er mulighed for at sætte møller op, som er lavere. Men jo lavere, man kommer ned, jo mindre vind er der til stede, og jo dårlige bliver projektets økonomi, siger Jesper Pedersen.

Projekt på pause

Hos København Lufthavn vil man ikke definitivt afvise en havvindmøllepark i området, hvis Hofor kommer op med en løsning med mindre møller.

- Lavere møller er klart bedre end højere møller, men det er den konkrete vurdering i en konkret ansøgning, som det kommer på tale at kigge på, siger Christian Poulsen.

Ifølge Hofor er det ikke muligt at placere havvindmølleparken et andet sted. 

- Hvis vi skal komme tæt på København og kigger ud i Øresund, så er Nordre Flindt og Aflandshage de lokationer, der er, siger Jesper Pedersen, der er vind- og energihandelschef hos Hofor.

Både Hofor og Københavns Lufthavn understreger overfor TV 2 Lorry, at de har en god dialog om udfordringerne.

Men Nordre Flindt når ikke at stå klar som planlagt inden 2025, det erkender Hofor - og det er uanset hvad vej, vinder blæser.

Jesper Pedersen oplyser, at man har sat projektet på pause, mens man finder en løsning sammen med lufthavnen.

Drøm kan have lange udsigter

Hvis ikke Hofor og Københavns Lufthavn finder et kompromis om havmøllerne, kan en CO2-neutral hovedstad dog have lange udsigter. Det vurderer Christian Erik Kampmann.

- Så tror jeg, der - i hvert fald - går 10 år, for så skal de nye teknologier, som eller er på banen, udvikle sig, siger han.

På Københavns Rådhus har man også allerede blikket rettet mod en ny og endnu mere ambitiøs 2035-klimaplan, der fortsat er til debat.

Foruden Nordre Flindt-projektet har forsyningsselskabet Hofor desuden planer om at opføre en endnu større havmøllepark kaldet Aflandshage, der ligger ti kilometer syd for Amager. Det giver dermed ikke de samme udfordringer for flytrafikken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik