Målet er tæt på og lige inden for rækkevidde. Og hvis borgerne her i slutningen af året lægger sig i selen, så kommer byen i mål.
Politikerne på Københavns Rådhus har som ambition, at københavnerne ved udgangen af 2019 skal være op på, at de sorterer 45 procent af deres affald.
Og det mål kan nås, hvis lidt flere tager fat. For seneste opgørelse fra kommunen viser, at det lige nu er 44 procent af affaldet, der sorteres.
Men som alternativ håber jeg, at københavnerne vil blive ekstra flittige med at huske at aflevere blandt andet pap fra de mange indkøb på nettet og aflagte juletræer til genanvendelse.
Kommer kommunen i mål i december, er man klar med en ny målsætning. Den lyder på, at hovedstaden og dens borgere i 2024 skal nå op på at sortere 70 procent af affaldet.
- December kommer nemt til at handle om at forbruge og smide det væk, vi ikke bruger længere. Men som alternativ håber jeg, at københavnerne vil blive ekstra flittige med at huske at aflevere blandt andet pap fra de mange indkøb på nettet og aflagte juletræer til genanvendelse, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, Enhedslisten.
Håb om mere sortering af bioaffald
Og ud over juletræer og pap og papir, så har Københavns Kommune fokus på sortering af bioaffald.
Sorteringen tog for alvor fart, da kommunen udleverede grønne køkkenspande til husstandene, og i 2018 nåede man op på, at hele 72 procent af københavnerne sorterer deres bioaffald.
Men nu er mængderne af indsamlet bioaffald stagneret. Derfor er det særligt her, der er mulighed for at rykke, så mængden af det samlede affald, der sorteres, øges fra de nuværende 44 procent til 45, som er målet for i år.
Hvad må du smide i bioaffalds-spanden?
Københavns Kommune har udarbejdet en liste over biologiske affaldstyper, der må smides i de grønne biospande. Herunder kan du se, hvad det er, du må lægge i spanden.
- Madaffald, råt og tilberedt
- Ris, pasta og morgenmadsprodukter
- Kød, fisk, ben og knogler
- Brød og kager
- Frugt og grøntsager
- Sovs og fedt
- Pålæg
- Æg og æggeskaller
- Nødder og nøddeskaller
- Kaffegrums og kaffefiltre
- Teblade og tefiltre
- Brugt køkkenrulle
- Afskårne blomster
Og Københavns Kommune giver derudover følgende instruks:
- Husk at madaffald altid skal afleveres i de udleverede bioposer, og du skal binde knude på dem for at minimere lugtgenerne. Er dit bioaffald meget vådt, kan det være en god idé at bruge 2 poser. Der må som udgangspunkt ikke afleveres "løst affald" i beholderen, undtaget er dog fx afskårne blomster, majs- og rabarberblade, der ikke er snaskede.
Kilde: Københavns Kommune
Hvis man mangler en kurv
Og skulle man ikke være i besiddelse af en køkkenkurv til sortering af affald, så kan man nemt få en hos kommunen, oplyser de i en pressemeddelelse.
På 18 af Københavns 21 biblioteker kan man få udleveret en af de grønne kurve og dertil hørende poser. Begge dele kan også hentes på 13 genbrugsstationer, ligesom man kan bestille det via Københavns Kommunes hjemmeside.
Hent bioposer og køkkenkurv på disse 18 københavnske biblioteker:
Christianshavns Bibliotek, Vesterbro Bibliotek, Øbro Jagtvej Bibliotek, Østerbro Bibliotek, Blågårdens Bibliotek, Nørrebro Bibliotek, Biblioteket Rentemestervej, Brønshøj Bibliotek, Husum Bibliotek, Bibliotekshuset Amager, Solvang Bibliotek, Ørestad Bibliotek, Islands Brygge Bibliotek, Kulturstationen Vanløse, Valby Bibliotek, Vigerslev Bibliotek, Tingbjerg Bibliotek og Sydhavnens Bibliotek.
Det går fremad - men for langsomt
På et område har københavnerne været ekstremt effektive til at sortere affald - nemlig plastik. Kommunens renovationsfolk modtager langt større mængder sorteret plastik end forventet. Til gengæld går det lidt skidt med kommunens ambitioner om øge bioaffald-sorteringen.
Københavns Kommune har sat sig mål for områderne bioaffald, pap og plastik - og det går fremad - men ikke så meget som forventet.
Bioaffald: I 2018 blev der indsamlet 12.800 ton bioaffald. Det gav kommunen blod på tanden, og forvaltningen satte et mål - nemlig, at tallet skulle øges med yderligere 2.200 ton. Men ved udgangen af november havde man kun nået 560 ton ekstra - og dermed kun opfyldt 25 procent af målsætningen.
Pap: I 2018 blev der indsamlet 5.800 ton pap. Og det nye mål for 2019 lød derfor på yderligere 600 ton. Men ved udgangen af november havde man kun nået yderligere 500 ton - svarende til 83 procent af målsætningen.
Plastik: Her har vi en ægte succes-historie. I 2018 blev der indsamlet 2.650 ton sorteret plastik. Kommunen skruede op for ambitionerne og satsede på, at der skulle indsamles 150 ton ekstra her i 2019. Men det tal var ved udgangen af november allerede oppe på 770 ton ekstra - altså 510 procent mere end målsætningen.
Kilde: Københavns Kommune
Ninna Hedeager Olsen kommer med en direkte opfordring til københavnerne - se den herunder: